Del

Polly og stormen

Teater Nordkraft
12. sep - 8. okt

Vendsyssel Teater
17. - 29. okt

I Niels Erlings instruktion smelter fortællingen om et vanskeligt ungdomsliv på fineste vis sammen med skuespillernes høje energiniveau og danner en velfungerende og overraskende underholdende helhed.

Sanne Munk Jensen og Sarah Engells læseværdige, nordjyske ungdomsroman Tag gaden tilbage om pigen Polly fra Hirtshals får nyt liv i Niels Erlings iscenesættelse på Teater Nordkraft, der er skabt i samarbejde med Vendsyssel Teater. Polly er 16 år. Hun bor i Hirtshals sammen med sin far og farmor, der er to ultranordjyske knudemennesker, som aldrig taler om følelser. Og ej heller om Pollys mor, der døde i en trafikulykke, da Polly var ganske lille. “Farmor hun græder aldrig. Hun er ligesom lavet af et materiale, der ikke kan græde”. Allerede her kan vi godt regne ud, at det ikke kan være helt let, at være Polly.

Instruktør Niels Erling har i samarbejde med Thea Kulavig stået for dramatiseringen af romanen. De har – selvom de holder fast i bogens vigtige temaer om bl.a. identitet – vinklet fortællingen lidt alternativt, så den fremstår mere letfordøjelig og morsom end romanens udgangspunkt.

polly og stormen teater nordkraft vendsyssek
Polly og stormen, Teater Nordkraft. Foto: Martin Høyer

Polly og hendes bedste veninde Kat arbejder begge på den lokale fiskefabrik i weekenderne og er netop startet på gymnasiet i Hjørring. Et skift ikke blot af skole og dagligdag, men også et skift til en helt ny verden med sociale hierakier, fester og byture i Aalborg. Der er meget på spil for Polly, som er vant til et ukompliceret venskab med Kat og de andre unge fra Hirtshals, der mest handler om at hænge ud på havnen og spise pommes frittes. Polly kan ikke gennemskue de mekanismer, der er på spil mellem de andre unge på gymnasiet. Og da slet ikke den populære partypige Caro, som indfanger Polly og gør hende til en del af sin klike. 

En Polly – fem af alle andre

Lærke Schjærff Engelbrecht spiller Polly, og hun er forbløffende overbevisende som den 16-årige pige når det kommer til såvel kropssprog som mimik. Niels Erling går mod tidens tendenser, hvor ingen må spille noget, de ikke er. Her er det lige omvendt. Alle må ganske enkelt spille alle – uanset køn og alder. Her er der ingen problemer i, at Trine Pallesen spiller den unge, mandlige gamer Warcraft, at Peder Holm Johansen spiller den intrigante teenagepige Caro, eller at Alexander Clement indtager rollen som den krumryggede farmor. De fem skuespillere omkring Polly træder fuldstændig gnidningsfrit ind og ud af alle birollerne på skift. Indimellem er de alle sammen far, der som fem kloner omringer Polly med deres polyfone spørgsmål, og andre gange er det kun en enkelt af dem, der udfylder en rolle. 

polly og stormen teater nordkraft vendsyssek
Polly og stormen, Teater Nordkraft. Foto: Martin Høyer

Det lyder måske forvirrende, men det er det på ingen måde. Niels Erling har givet hver enkelt karakter helt særlige kendetegn, så vi ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, hvem vi ser på. Således er Pollys far altid i gang med at smøre salve på – en konstant bevægelse af hænder, der glider op og ned af underarmene. Kat er iført en knaldgul rygsæk og er gerne i gang med en Mars-bar. Warcraft har en mørkeblå hættetrøje på med hætten slået op over hovedet. Og Caro – samt hendes to sidekicks Asta-My og Sofie TG – er tyggegummityggende, hoftevrikkende og lipgloss-påsmørende i en evindelighed. Det er ganske enkelt let at kende forskel på rollerne, selvom alle skuespillerne som udgangspunkt er iført neutralt tøj i samme farveskala (pink, hvid og lyserød) og struktur som Polly selv.

Der er således ikke meget realisme over Polly og stormen. Og det er nok især her, dramatiseringen adskiller sig fra romanen. For hvor bogen føles som et realistisk indblik i en nordjysk teenagepiges liv, så er teaterforestillingen stiliseret og noget mere humoristisk i sin tone. Men det fungerer godt. Det er, som om Teater Nordkrafts ensemble og Niels Erlings instruktørgreb er et oplagt match. Karikerede bevægelser, som skuespillerne gentager og udfører synkront. Akkurat som vi har set det i andre af Erlings iscenesættelser. Erling medbringer noget gakket, overgearet og temmelig underholdende i sin instruktion, som passer godt til historien. Da Caro og hendes slæng gør deres entre på scenen med kantinebakker i hænderne, høje hestehaler (i hvert fald på Jela Natius Abildgaard og Trine Pallesen), selvsikre tandpastasmil og rytmisk vrikker hofterne fra side til side, mens de inviterer Polly ind i kliken, får jeg et kraftigt flashback til en fuldstændig tilsvarende scene i Katastrofe på Momentum i Odense i sidste sæson. Men genkendelsen er velkommen, for både dengang og nu drejer det sig om at skabe billeder, der giver associationer til amerikanske teenfilm og et high school-miljø fuld af kliker og hieraki.

Fysisk stormvejr

Lise Marie Birchs forholdsvist enkle scenografi, der består af et aflangt podie, som skuespillerne går på, sidder på eller opholder sig foran – og til tider en projektion af blå himmel med hvide vattotskyer på bagvæggen – rammer historien ind uden at tage fokus. I hvert fald ikke i første akt, hvor det hele er rosenrødt, nyt og spændende. 

Scenerne skifter uden videre fra havnen i Hirtshals og gymnasiet i Hjørring til diskoteker på Jomfru Ane Gade i Aalborg. Publikum må bruges deres forestillingsevner – også når det kommer til kostumerne. For selvom Caro og Polly begejstret taler om en rød pailletbluse og en stram, lavtsiddende denimtop, så er der ingen af skuespillerne, der rent faktisk har dem på.

På samme måde sender fortællingen også publikum med ind på fiskefabrikken, hvor Polly, Kat og de andre fileterer fisk, blot med røde gummihandsker, blå forklæder og monotone bevægelser. Jakob Hannibal er chefen Claus, der kaster sprællende Iegetøjsfisk ud på gulvet, mens han med en bred, nordjysk dialekt, der ville være Tørfisk værdig, sætter sine ansatte i sving. Faktisk er rollen som Claus en af de eneste, der ikke deles mellem flere skuespillere. Ligesom Caros far konsekvent spilles af Peder Holm Johansen – hvorfor Erling her afviger fra sin rokeren rundt, virker lidt uklart. 

polly og stormen teater nordkraft vendsyssek
Polly og stormen, Teater Nordkraft. Foto: Martin Høyer

Men alt er ikke pasteller og rosenrøde venskaber. For med pausen mellem første og andet akt sker et skift. Da Polly kommer i stærk modvind – både blandt vennerne, i familien og tilsyneladende generelt i hele Nordjylland – ændrer også scenografi og kostumer karakter. Ekkoet af farmors stemme, der siger “du ligner en luder” klinger i baggrunden, mens skuespillerne omkring Polly, der nu alle klædt i mørkt tøj, synger noget, der lyder som “Polly was a crack whore”. Måske en alternativ version af Nirvana-nummeret “Polly”.

Stemningsskiftet er markant. Væk er alle pastellerne og det lyse bagtæppe med skyprojektionerne, i stedet er hele bagvæggen dækket af fyrre store vindmaskiner, der helt fysisk sætter gang i en storm i Pollys liv og på publikumsrækkerne. Der er noget forfriskende – både bogstaveligt talt og i overført betydning – over denne fysiske detalje i iscenesættelsen.

Bogens budskab om at være sig selv uanset hvad – og den fokus på slut shaming især blandt unge kvinder – foldes fint ud i forestillingens sidste del, uden det dog på noget tidspunkt bliver hverken belærende eller utroværdigt. Polly og stormen er en stormfuld, festlig, tankevækkende og underholdende teateroplevelse, som med sikkerhed vil tiltale såvel Pollys jævnaldrende som deres forældre.

Læs mere om forestillingen her.

Tekst: Niels Erling og Thea Kulavig
Instruktion: Niels Erling
Scenograf: Lise Marie Birch
Lyd: Rasmus Juncker
Lys: Mia Jandje Willett
Med: Lærke Schjærff Engelbrecht, Trine Pallesen, Peder Holm Johansen, Alexander Clement, Jela Natius Abildgaard og Jakob Hannibal.

Spiller på Teater Nordkraft til 8. oktober og på Vendsyssel Teater fra den 17. - 29. oktober.