Del

Blue Jasmine
12. sep - 2. okt
Odense Teater

Nicolei Fabers iscenesættelse af Woody Allen-filmen Blue Jasmine er båret af stærke skuespilpræstationer og en stilfuld scenografi, men det er uklart, hvad fortællingen skal sige os i dag.

Jasmine, der har levet et overklasseliv på Park Avenue i New York, mister alt – både status og penge – da hendes mand anholdes og dømmes for bedrageri. Ved forestillingens begyndelse ankommer hun til San Francisco for midlertidigt at bo hos sin noget mindre glamourøse søster, Ginger.

Langsomt gennem forestillingen, der i Nicolei Fabers iscenesættelse på Odense Teater skifter mellem scener fra nutiden i San Francisco og fortiden i New York, deles flere detaljer om Jasmines liv og hendes sociale deroute.

blue jasmine odense teater anmeldelse
Blue Jasmine, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Stærke kontraster

Trods det lidt dystre udgangspunkt er Blue Jasmine en let og sine steder endda morsom forestilling. Christine Albeck Børge er skøn som den nervesvækkede Jasmine, der når alle yderpunkter af følelsesspektret inden for blot en enkelt sætning. Hendes mimik er så skarp, at den må kunne afkodes selv fra bagerste publikumsrække.

“Vores sexliv var fantastisk,” erklærer Jasmine til en tilfældig taxachauffør, der netop er ved at sætte hendes kufferter af. Hun taler i et manisk tempo, snerper munden sammen og hiver højlydt luft ind gennem næsen, alt imens hendes ansigt skiftevis storsmiler og viser tic-lignende, nervøse trækninger. Kvinden Jasmine er tydeligvis et nervevrag, hvilket siden understreges af hendes enorme forbrug af Martini og piller. Og Christine Albeck Børge spiller rollen helt formidabelt.

Christian Albrechtsens knaldrøde scenografi er kraftfuld og smuk at se på. Og især kontrasten mellem Jasmines farvestrålende overklasseliv og Gingers triste arbejdertilværelse, males effektfuldt op gennem scenografi og kostumer.

blue jasmine odense teater anmeldelse
Blue Jasmine, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Christine Albeck Børges Jasmine er klædt i nederdel og bluse i nuancer af pink syet i lette, skinnende materialer, mens Louise Davidsens jordnære Ginger er iført tøj i glansløse gråtoner. Samme effekt gentages i scenografien, der understreges af Andreas Buhls lyssætning. Hvor scenerne fra Jasmines New Yorker-liv er belyst i røde toner, der forstærker scenegulvets røde farve og spejler de dybrøde, draperede forhæng i siderne, er scenerne fra Gingers lejlighed i San Francisco badet i et klinisk, hvidt lys, der forstærker det fuldstændige fravær af farver, som præger både Gingers liv og hjem. Det er måske nok stiliseret, men ikke desto mindre et effektfuldt greb fra Albrechtsens side.

Mere stemning end substans

Også den musikalske side af Fabers iscenesættelse hænger smukt sammen med det visuelle indtryk. Jazzede toner og velkendte croonere toner ud i salen og understreger stemningen. Vi lytter til brudstykker af New York, New York og naturligvis klassikeren Blue Moon, som spillede, da Jasmine første gang mødte sin elskede Hal. En blå måne, som Albrechtsen rent visuelt har inkorporeret i sin scenografi, som en enorm, lysende cirkel på bagvæggen, der minder om den lysende, røde sol i hans scenografi til teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på (Aarhus Teater 2017).

blue jasmine odense teater anmeldelse
Blue Jasmine, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Den dramatiske effekt af farverne, lyset og kontrasterne er åbenlys og velfungerende, men forsøger man at grave lidt dybere i fortællingen, smuldrer den lidt. Blue Jasmine er dybest set en historie om en kvinde, der ikke kan klare sig uden en mand. “Jeg skal finde en mand,” siger hun beslutsomt til sin søster, som var det løsningen på alle hendes problemer. En rig mand, vel at mærke, der kan finansiere hendes luksuriøse tilværelse. Og Ginger, der ellers ikke minder meget om sin søster, viser fuldstændigt samme tilbøjelighed. Hun er skilt fra sin første mand Augie, der måske, måske ikke, havde voldelige tendenser. Nu er hun sammen med Chili, der i Benjamin Kitters skikkelse er herligt ligefrem, men som Jasmine mener, blot er endnu en taber. Også Ginger er på en evig jagt efter en mand – taber eller ej – der kan udfylde tomrummet i hendes og sønnens liv.

Denne præmis giver hele iscenesættelsen er lidt støvet præg. For uanset hvor velspillende ensemblet er, og uanset hvor betagende Christian Albrechtsens farvestærke scenografi er, så kan det ikke overdøve historien. Det er måske Fabers pointe at udstille de to kvinder, der ikke kan klare sig selv uden mænd i deres liv. Om vi som publikum skal identificere os med dem eller om føle os frastødt af dem og deres hjælpeløshed, er dog uklart.

Hvad er det i denne iscenesættelse, der skal give fortællingen om Jasmine en relevans anno 2020? Hvorfor skal den vises på teatret nu? I programteksten fortaber teatret sig i begejstringen over, at de overhovedet har fået rettigheder til at iscenesætte en Woody Allen-film, og glemmer derfor at fortælle os, hvorfor de gør det. Det ville jeg gerne vide.

Læs mere om forestillingen her.

Af: Woody Allen
Instruktion og dramatisering: Nicolei Faber
Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen
Lys: Andreas Buhl
Lyd: Magnus Hansen
Medvirkende: Christine Albeck Børge, Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Nicolai Jandorf, Emil Veber Rasmussen, Lea Baastrup Rønne, Niels Skovgaard Andersen, Klaus T. Søndergaard, Frederik Malmose og Arthur Ditlev Wadstrøm.

Spiller på Odense Teater til 2. oktober.