Musicalen baseret på Charles Dickens’ Oliver Twist var oprindeligt en sensation, og er sat op utallige gange siden urpremieren i 1960. Men tidens tand har gnavet hårdt i den naive og klichéfyldte historie, der ikke bliver løftet ind i tiden i Det Ny Teaters store opsætning. 

Lad det være sagt med det samme: Oliver Det Ny Teater er begavet med fantastiske børneskuespillere. I centrum på premiereaftenen står er den bedårende Bertram Hasfort Klem som Oliver med sit helt åbne og tillidsfulde ansigt og sin stærke stemme. Hver gang han var på scenen, lurede smilet på min læbe. Slagfærdig i gestik og replik vandt også Jonathan Tage Pedersen mit hjerte som Lurendrejer, der skal oplære Oliver til lommetyveriets ædle kunst. Hele børneensemblet er forestillingens scoop. Charmerende, præcise, overbevisende.

oliver det ny teater musical
Oliver, Det Ny Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Hvorfor vi skal se Oliver i 2020 er dog et spørgsmål, der trænger sig på i stort set alle andre aspekter af forestillingen. Musicalen er fra 1960, og uden at skulle forfalde til en hardcore woke analyse, så er det simpelthen problematisk, at teatret helt ukritisk viderekolporterer et kvindebillede, hvor vold er ok, når bare manden er min. Stand by your man i yderste konsekvens, må man sige. Den lysende musicalstjerne Monica Isa Andersen giver selvfølgelig hustlerkvinden Nancys sange indlevelse og format, men skal man virkelig stå på mål for den form for selvdestruktivt kærlighedsforhold i en musical, der egentlig mest er for børn. 

Universet er naivt og så klichéfyldt, at det hviner i fordommene. Fattige mennesker er nogle værre nogen, som kun vil andre ondt – med Nancy som modvillig undtagelse – mens rige mennesker ser med hjertet og vil det gode. Igen en lidt problematisk bastant lærdom at give videre til yngre generationer. Og nej, musicals er normalt ikke kendetegnet ved stor dybde og nuancerede refleksioner. Og ja, Dickens’ roman indeholdt trods sin naive tro på det gode også en for sin tid helt relevant samfundskritik. 

Men i dag? Der er man nødt til at tage stilling til tidsbundne stereotyper i ældre tekster – som man fx har gjort med kvinderollen i senere års opsætninger af Hamlet, hvor Ofelia ikke minimeres til anæmisk, blomsterbekranset offer, men fremstår med både vilje, handlekraft og seksualitet. 

oliver det ny teater musical
Oliver, Det Ny Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Høj energi, men ikke særlig forførende

”Jeg er ikke komponist, jeg laver bare sange,” er Lionel Hart citeret for i forestillingens program. Oliver er således også båret af sange. Nogle virkelig fine, nogle mere som tale, som koreografien i høj grad er meget vandreagtig på tegneseriemåden med overgjorte knæløft og firkantede bevægelser. Der er faktisk høj energi på ensemblet, men det er ikke så forførende at se på, og der var af og til virkelig mudret lyd på især talereplikkerne. Manglen på et gennemkomponeret score kræver mange repriser af omkvæd i sceneskift, og desværre er den musikalske fortolkning også meget ens. Det bliver simpelthen kedsommeligt, når vi igen lige løfter volumen på sidste omkvæd.  

Trioen Daniel Bohr, Paul Farnsworth og Per Engström, der også stod bag sidste års Dance of the Vampires, får trods en ret moderne, mundret oversættelse ikke løftet Oliver ind i nutiden. Spillestilen er langt hen ad vejen bedaget med en lummer undertone, scenografien er uspektakulær – kostumerne er dog ganske smukke – og som det også gjaldt i vampyrmusicalen, stresser musikken jævnligt afsted, så sangerne må kæmpe for at følge beatet. Der er ingen tvivl om, at Oliver oprindeligt var en sensation, men nogle gange gnaver tidens tand for hårdt. I dag er det jævnt hen en klichéfyldt historie i kedelig indpakning. 

oliver det ny teater musical
Oliver, Det Ny Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Lad mig dog gentage, at børnene spiller, så englene synger! Monica Isa Andersen synger ligeså, Preben Kristensen har sine øjeblikke som den dubiøse hæler Fagin, der nok holder af sine drenge, men mest af sig selv. Så tag måske børnene med, og hav en god snak med dem før og efter om ulighed i samfundet og mellem køn. 

Læs mere om forestillingen her.

Tekst og musik: Lionel Bart efter Charles Dickens' roman
Iscenesættelse: Daniel Bohr
Scenografi: Paul Farnsworth
Musikalsk indstudering: Per Engström
Koreografi: Lee Proud
Lysdesign: David Howe
Oversættelse: Karen Hoffmann
Medvirkende: Preben Kristensen, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard, Jens-Christian Wandt, AnnMari Max Hansen, Bertram Hasfort Klem, Jonathan Tage Pedersen og voksen- og børneensemble. Bemærk, at der alterneres på børnerollerne. Oliver spilles på skift af Bertram Hasfort Klem, Laurits Frederik Hjertholm og Adam Eiberg Kastaniegaard.

Spiller 17. september - 6. december 2020 på Det Ny Teater