Randers Teaters nye ungdomsforestilling er en gribende og ikke mindst vedkommende fortælling om en side af Anden Verdenskrig, der kun sjældent tales om.
Andreas Dawes Forræder handler om de to venner Mikkel og Karl, der af ungdommens overmod, en følelse af patriotisme og måske en anelse kedsomhed melder sig frivilligt til at kæmpe for den tyske hær på Østfronten. Med Erik Viinberg i rollen som den ældre Karl, der tænker tilbage på krigens rædsler, skabes en velfungerende vekslen mellem dengang og nu.
Matias Hedegård Andersens Karl er en ung landmandssøn. En ”bonderøv”, som hans bedste ven Mikkel kalder ham. Han arbejder på gården hos sin far og har ikke meget tilovers for Hitler og Tyskland. Men da Caspar Juel Bergs Mikkel forklarer ham, hvordan Hitler er Europas redningsmand, der skal holde de dyriske russere på afstand, og desuden nævner, at turen til Østfronten vil være som en ferie, indvilliger Karl i at tage med ham.
Den oversete krigshistorie
Forræder er en fortælling om to almindelige randrusianske drenge fra to vidt forskellige hjem, der ender midt i en rædselsvækkende krig, som dybest set intet har med dem at gøre. Det er en ofte overset og særdeles relevant vinkel på den krig, som alle kender til og lærer om i skolen.
I sin iscenesættelse lader instruktør Kurt Bremerstent fortiden og nutiden flette sig ind og ud af hinanden som for at understrege, at oplevelserne på Østfronten aldrig igen trådte ud af Karls liv. Claus Helbos scenografi, der er opbygget af mørklakerede træmøbler som reoler, små kommoder og gammeldags højtalere er så tilpas neutral, at den sagtens både kan være kontorlokale og arkiv i den gamle Karls liv, og fungere som kaserne eller skyttegrav i fortiden. Reolerne er opstillet, så de skaber en port midt på scenen. Bag porten sidder Erik Viinberg som den aldrende Karl ved forestillingens start. Med sin mønstrede strikvest ligner han en hvilken som helst ældre mand. Men fra forscenen betragtes han af de to yngre skuespillere, der med deres grå bukser med seler træder frem fra en anden tid. Som fortiden, der betragter nutiden, og omvendt.
Kjems’ effektive, men enkle lyssætning understreger de stemninger, der også skabes af Claus Karlsens lydbillede, som skifter mellem beroligende musik, svag baggrundsstøj og en skræmmende, total stilhed i skyttegraven. Da de to unge mænd træner på kasernen i Tyskland, rammes de af koldt, hvidt lys fra spots, som kaster lange, sorte skygger bag dem. En understregning af den alvor i hele situationen, som langsomt begynder at gå op for dem.
Rædsel og uventede drejninger
Karl og Mikkel drager i krig for Tyskland på en gennemgribende frygt for russerne, der fuldstændig overdøver deres sunde fornuft og det nøgterne blik på den tyske krigsmaskine. De føler en stærk patriotisme og forventning om at vende hjem som helte igen om nogle få måneder. Andreas Dawes tekst virker så troværdig og realistisk, at det føles som et lille indblik i en mørk side af Danmarkshistorien.
Forventningen om at vende hjem som helte blegner hurtigt i mødet med krigens brutale virkelighed. Og da der kommer nyt hjemmefra om, hvordan den danske stemning har vendt sig mod tyskerne, føler især Karl sig fanget i et spil, han ikke kan slippe ud af med livet i behold.
Iscenesættelsen skifter mellem scener fra krigen og nutidens fortælling om den. ”Krig er slet ikke, som man tror,” konstaterer den ældre Karl, der ser tilbage på sin og vennens rolle som ”kanonføde i en totalt meningsløs krig”.
Du skal lade al din medfølelse blive derhjemme for ikke at blive berørt af den fortælling, de tre skuespillere på scenen leverer. Både på det overordnede historiske plan og på det nære, medmenneskelige plan er Forræder en vigtig og ikke mindst gribende fortælling.
Læs mere om forestillingen her.
