Flere beboere har aldrig besøgt teatret, det fik projekt ændret – om at publikumsudvikle lokalt

CoreAct rykkede med forestillingen Ser du mig publikumsudviklingen ud i gården bag Teater Grob. Resultatet blev både kunstnerisk interessant og skabte nye møder mellem teatret og de lokale beboere.

Bevæbnet med håndarbejde og kaffe på kanden satte Helene Kvint og Anika Barkan fra CoreAct sig ud i Teater Grobs baggård, da de skulle påbegynde researchfasen til forestillingen Ser du mig. Baggården deles mellem teatret og 160 lejligheder, og flere af beboerne havde aldrig før besøgt teatret – men det faktum fik projektet ændret på.

Et bestemt mind-set

CoreActs forestilling Ser du mig, der havde premiere på Teater Grob i august 2020, er en fysisk og visuel poetisk forestilling om de menneskelige konsekvenser ved at falde igennem systemet. Forestillingen er blevet til på baggrund af samtaler med mennesker i området:

”Det ligger grundlæggende for CoreAct, at alle vores projekter er bygget på inddragelse af publikum i forberedelsen. Vi beskriver det sådan, at vi stiller os selv til rådighed som aktive lyttere i det offentlige rum. Vi involverer os med folk, som ikke nødvendigvis er bekendte med teater,” forklarer Anika Barkan, der har været instruktør på forestillingen. 

På den måde har CoreActs tilgang rødder i sociologi og antropologi, og metoden kan måske, som Anika Barkan også påpeger, beskrives som scenekunst-journalistik.

”Vi var meget bevidste om, at vi gerne ville involvere Teater Grobs baggård i det her projekt, så vi kunne bygge bro mellem teatret og baggården. Samtaler med lokale har været en vigtig baggrund for at lave forestillingen, men derudover har det også bare været fint at knytte bånd og skabe opmærksomhed om teatret,” understreger hun.

CoreAct involverede ikke kun de lokale i de indledende faser, de lod også folk i baggården indgå i selve forestillingen. Som et slags slutbillede i Ser du mig åbnede en skuespiller nemlig døren ud til baggården, hvor man kunne høre et smukt kor. På den måde blev publikum inviteret med ind i baggården, som var iscenesat med belysning og statister.

”Vi var meget tydelige i forhold til beboerne, og vi sagde til dem, at de endelig ikke skulle holde sig væk. Det betød at børn, mødre, fædre og venner mødtes i gården på det her tidspunkt, mens flere kiggede ud af vinduerne. Den sidste aften havde vi for eksempel 40 legende børn i slutbilledet, og det gav et meget magisk fællesskabs-øjeblik,” forklarer Anika Barkan. 

Nye veje for publikumsudvikling

Maja Ries, konstitueret teaterleder ved Teater Grob, har været meget tilfreds med samarbejdet:

”Vi har været utrolig glade for at samarbejde. CoreAct havde indtænkt lokal forandring og publikumsudvikling som en del af værket, og det betød, at vi kunne ramme andre mennesker, end vi plejer. At de valgte en skuespiller som Mohamed Ali Osman, har også betydet, at der var en større nysgerrighed fra børnene i gården, fordi de kunne identificere sig med ham.”

Helt konkret har teatret også arbejdet med at orientere gården om, hvad der skulle ske gennem et brev i postkassen. Alle beboere blev også inviteret med til forpremieren, mens Mohamed Ali Osman lavede en populær dramaworkshop for interesserede unge.

”Vi flyttede ind for 11 år siden, men der er jo nogen, som først er begyndt at besøge os nu. Jeg er sikker på, at de her tiltag har betydet, at de har lært teatrets rum bedre at kende.”

Perspektiver til fremtiden

Maja Ries er ikke i tvivl om, at hun kan tage flere ting med fra processen:

”Vi har arbejdet meget med publikumsudvikling, og vi har også en medarbejder ansat til netop det emne. Men derfor er der helt sikkert også nogle ting, vi kan tage med videre herfra. Det er gået op for mig, at det giver rigtig meget mening at tænke publikumsudvikling ind i projektet fra starten af,” påpeger hun.

Herudover har teatret helt lavpraktisk besluttet, at de også skal sætte plakater op på deres teaterbygning ind mod gården, mens de tidligere kun kommunikerede på facaden til busser, cykler og forbipasserende. Endelig planlægger de at skabe flere synergier, og på sigt (efter corona) være værter for en fællesspisning i gården og derved tage en slags værtsrolle på sig.

”Teater i sin grundkerne handler om menneskelighed, og det kan man nemt glemme, når man hver dag fokuserer på at lave professionelle forestillinger af høj kvalitet. Mange tror, teater er elitært, så det handler også om at få afkræftet de fordomme. Nu hilser vi på hinanden i gården på en anden måde end før, så der er helt sikkert nogle usynlige barrierer, der er brudt ned,” afslutter Maja Ries.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklings-projektet Applaus med fuld redaktionel frihed for ISCENE.