Del

Spejlmanden
2. - 31. okt
Mungo Park

Sådan! Mungo Park tager røven på os i Viktor Tjernelds geniale true crime-forestilling om sandhed og konsekvens (eller mangel på samme) i en verden, hvor den gode historie triumferer. 

Føj, hvor Mungo Park tager røven på os – og for pokker, det føles godt. 

Fake news, QAnon og hele den almindelige, uendelige strøm af nyheder, der suger vores opmærksomhed til sig i de ekkokamre, vi hver især befinder os i. Mest selvfølgelig, hvis historien er god. Og det var den i den unge stjernejournalist Claas Relotius’ artikler i det anerkendte tyske ugemagasin Der Spiegel. Claas talte med syriske oprørere, henrettelsesturister og selvbestaltede grænsevogtere i USA, og så sig selv som den humanistiske stemme, der viderebringer de gode historier om verdens brændpunkter. 

Der var bare den lille hage, at Claas selv fandt på historierne. Og det må man vel ikke? Journalistik er jo objektiv, ikke? Journalister søger sandheden eller? Claas’ kollega Juan fatter mistanke, og selvom deres fælles redaktør i første omgang arrogant fejer ham til side, forfølger Juan sagen, opsøger en af Claas’ (påståede) kilder, og afslører siden, at stort set alle Claas’ artikler er løgn og digt. 

spejlmanden mungo park anmeldelse
Spejlmanden, Mungo Park. Foto: Mikkel Russel

Råbende sandhed

Spejlmanden er baseret på virkelige begivenheder, men der stopper sandheden også. Handlingen er stort set som refereret suppleret med et videointerview, hvor forestillingens instruktør Viktor Tjerneld på true crime-vis forsøger at komme dybere i historien – eller gør han? Men det er på ingen måde forestillingens konkrete indhold, der udgør dramaet, men dets form, der på alle niveauer genspejler en verden, hvor den bedste fortælling vinder, og hvor vi alle er godtroende idioter til trods for vores veludviklede mediebevidsthed. 

”Jeg tror, medmenneskeligheden er det eneste, der er universelt sandt”, siger Claas, da Juan konfronterer ham med løgnen. Hvorefter han med sin bløde, inciterende stemme taler en ny fortælling frem, der kunne være sand. Uagtet hvor højt sandheden – i skikkelse af Nana Morks Juan – råber, og tro mig, hun råber højt, kan hun ikke overdøve den velfortalte historie med lige de afgørende detaljer, der ”giver billeder i hjertet”, som Claas’ credo lyder. 

spejlmanden mungo park anmeldelse
Spejlmanden, Mungo Park. Foto: Mikkel Russel

Viktor Tjerneld iscenesætter sin egen geniale tekst med en forfriskende nonchalance, hvor køn er udvisket, for hvorfor skulle det ikke være det i et univers, hvor realisme er lig med det, der lyder bedst og identiteter som bekendt er flydende? Timing is everything, siger man, og ja, her er det afgørende for den gradvise opbygning af sagen mod Claas, der først etableres med 100 % velsiddende regibemærkninger til de to journalisters fælles artikelskriveri. ”Hun haltede ikke”, siger Juan. ”Jo, hun gjorde”, replicerer Claas. Henkastet, men virkningsfuldt. 

Måske årets forestilling

Forestillingen er hele tiden på tæerne, men giver sig trods skud, priskonfetti, giftmord og bombenedslag tid til at bygge stemningen op til det afsluttende opgør mellem sandhed og story, virkelighed og påfund. Og netop som man tror, der går Pirandello i den, dvs. ”det er jo bare teater”, trykker Tjerneld speederen i bund med et gear mere, et til og lige et mere, ”for billeder er jo overbevisende”, som det vist formuleres i det sidste illusionsnummer. 

spejlmanden mungo park anmeldelse
Spejlmanden, Mungo Park. Foto: Mikkel Russel

Sara Fanta Traore er lækkersmooth troværdig/utroværdig som glatte humanist-Claas med det store ego, Nana Morks er eksplosiv, hvad enten det er undertrykt som den hævngerrige henrettelsesturist Gladys eller desperat som sandheds-Juan, Zaki Nobel Mehabil veksler elegant og altid supertight rundt mellem roller så forskellige som kreativ klasse-redaktør, syrisk graffitidreng og kikset redneck. Sammen er de en ekstraordinær fornøjelse af godt skuespil i en forestilling, der handler om noget helt andet. Hvor blæret! 

Spejlmanden føjer sig til en hamrende stærk efterårssæson som et godt bud på årets forestilling. Aktuel, nyskabende og med den æstetiske barre sat henslængt, men hamrende sikkert i top. En forestilling, jeg intellektuelt virkelig havde ønsket mig, men som alligevel formåede at tage røven godt og grundigt på mig – på den absolut gode måde. 

Læs mere om forestillingen her.

Og se herunder Mungo Parks video, hvor teaterdirektør Anna Malzer interviewer dramatiker og instruktør Viktor Tjerneld om forestillingen.

Instruktør og dramatiker: Viktor Tjerneld
Scenograf: Marie Moberg
Lydmester: Emil Bøll
Lysmester: Mikkel Givskov
Medvirkende: Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks og Sara Fanta Traore

Spiller 2. - 31. oktober på Mungo Park Teater, 23. - 24. oktober på teatrets scene i Gladsaxe.