Før vi forsvinder spejler poetisk og fysisk-finurligt den lille historie i den store, når klimakrise og kærlighedstab mødes i Out of Balanz’s blanding af komik, krop og kulturelle referencer.
Balder er blevet forladt af Eva og har forskanset sig i sin lejlighed, hvor kun det filosofiske pizzabud Sean kigger forbi som et pust fra verden udenfor. Balder har svært ved at tænke på Eva eller få skrevet den der sms til hende, så hans tanker bevæger sig med afsæt i George, den sidste og nu uddøde snegl af sin art, over menneskehedens udbredelse og udnyttelse af kloden til nutidens klimakrise.
Den lille krise i den store
Den (lille) personlige eksistenskrise spejler sig altså i de store kriser, der fylder meget i manges bevidsthed, i kompagniet Out of Balanz’s fysisk-finurlige og tragikomiske forestilling, der spiller få dage hos co-producent Teater V, inden den går på turné.
Det fungerer langt hen ad vejen ganske fint, om end formens fragmenterede fabuleren sætter lidt rigeligt med fritsejlende både i katastrofesøen for min smag. Kejtede Balder har minder om atommarch med sine fodformede forældre, men springer også ind i en rolle med erindringer om en amerikansk barndom, hvor områdets attraktion var atomprøvesprængninger – og sådan har danskere og amerikanere selvfølgelig hver sin nøglefortælling om netop det indgreb i klodens ressourcer.
Så måske skal jeg blot overgive mig til en fortællestruktur, der forbinder det små med det store, det meste med alt i nedslag, der veksler mellem Eva og Balders kærlighedshistorie, Seans refleksioner over sin irske bedstemor, linedance og amerikanske mannequiner, der iklædt stof af alle slags smelter ved mødet med bombens varme. Der tales en del, men sproget er hele tiden også til stede som et fysisk lag, der løber som en understrøm af poetisk refleksion i den på sin vis banale historie om Eva, Balder og menneskehedens mulige undergang.
Et hav af referencer
Kroppen er hele tiden til stede som den ordløse og mangetydige påmindelse om, at mennesket er et fysisk væsen, og at den fysiske verden også taler til os. Scenerne kan være potente, når trioen løber stadigt hastigere til Talking Heads Road to Nowhere i en mimen af den eksponentielt stigende angst og krise. Scenerne kan være skrøbelige, når trioen hopper som frøer, truet af ændringer i biosfæren, eller når Eva/kvinden graciøst glidende svømmer vertikalt over Balders lille telt. Scenerne kan være klovnende akrobatiske, når Sean vil hjælpe Balder op og de ender rullende rundt i hinandens arme.
Der er en fin, humoristisk lethed i tonen, der giver en lidt skæv, men absolut ikke dum kontrast til de tunge emner, og som nok især repræsenterer en tro på, at mennesket kan gøre det bedre. Det ildevarslende lurer dog i Rumpistols soundtrack, der forener viften af lyde med popkultur, og i den autoritative voice-over, der bliver ganske meta-agtig ved at være lagt i munden på vor tids ultimative historiefortæller, Lars Mikkelsen. Sådan leges der uden at gøre et større nummer ud af det med et hav af referencer, der forener særligt den danske og den amerikanske kultur – med et twist af irske, bedstemoderlige bonmots.
Før vi forsvinder er sød og stilfærdig i sin lidt flimrende montagestruktur, der måske netop rammer det særligt menneskelige, som ofte unddrager sig sproget.
Læs mere om forestillingen her.
