Del

Der er rebelsk dans på programmet i denne uge, en forestilling om selvmord og to forestillinger, der bygger på litteratur, men er iscenesat på vidt forskellig vis. Kort sagt er der lidt for enhver smag.

Forestilling om selvmord – Hvidovre

kære far limnbus teatret
Kære far, Limbus Teatret. Pressefoto.

Limbus Teatret har den 24. premiere på en forestilling om selvmord på Teater Vestvolden i Hvidovre. Hver dag begår to personer selvmord i Danmark. Det er mere end 600 på årsbasis, og dermed tre gange mere end antallet af trafikdræbte.

Hvert selvmord eller selvmordsforsøg har mindst seks nære slægtninge eller bekendte. Det antages at der hvert år er 6500 selvmordsforsøg. Det betyder at over 30.000 mennesker hvert år berøres direkte af selvmord eller selvmordsforsøg. Det er disse statistikker, der ligger til grund for Kære far.

Kære far bliver fremført af skuespiller Ulver Skuli Abildgaard og hans datter Ulla Abildgaard, som er skuespiller og sanger.

Kære far spiller på Teater Vestvolden 24. oktober – 1. november. Læs mere her.

Rebelsk dans – turné

punk a rebel never dies black box
Punk – a rebel never dies, Black Box Dance Company. Foto: Jacob Stage

Black Box Dance Company har skabt Punk – A rebel never dies sammen med reumertvindende instruktør og koreograf Jacob Stage.

Der venter publikum en kraftfuld danseoplevelse, der undersøger og fremstiller oprøret – dengang og i dag – samt oprørets karakter og betydning i 2020.  Alt sammen til musik inspireret af blandt andet udødelige legender som The Clash, Rollings Stones, Lou Reed, Generation X og Nouvelle Vague.

PUNK – A Rebel Never Dies er på turné med Black Box Dance Company. Læs mere her.

Anmelderrost roman på scenen – Odense

den stille klovn odense teater
Den stille klovn, Odense Teater. Pressefoto.

Ubesmittet af tidsånden og civilisationers snærende bånd vandrer den stille klovn gennem mangfoldige menneskeskabte universer. Den stille klovn er tro mod sit inderste væsen, sin barnlighed, naivitet og sin kærlighed til alt levende – og ligesom Den lille Prins vidner han om livets forunderlighed. Og han ville få menneskene til at le, og han ville få menneskene til at græde. Han ville gøre menneskene stille. Stille så de ville mærke, at de var til.

Arne Bjørks anmelderroste bog Den stille klovn er blevet bearbejdet til scenen. 50 års virke som skuespiller og klovn danner grundlaget for en personlig, poetisk og tankevækkende monolog.

Den stille klovn spiller på Odense Teater 29. oktober – 7. november. Læs mere her.

Kafka som dukketeater – København

forvandlingen bådteatret
Forvandlingen, Bådteatret. Pressefoto.

På Bådteatret har de kastet sig over Franz Kafkas absurde, sørgelige og morsomme roman Forvandlingen.

Du kan opleve Bådteatrets dukketeaterensemble i en visuel, højaktuel tour de force om Gregors kamp mod verden udenfor. Verden banker på, samtidig med, at Gregor i desperation prøver at forlige sig med det nye væsen, han er blevet til. I en blanding af film noir, goth og klaustrofobi bliver scenen forvandlet til et sted, hvor der ingen ende er på mareridtet.

Forvandlingen spiller på Bådteatret 28. oktober – 21. november. Læs mere her.