“Kunstnere og kulturinstitutioner har et stort medansvar for de stereotype fremstillinger af kønnene, som fører til sexisme og ulighed.” Sådan lyder det fra Line Bie Rosenstjerne, skuespiller og idékvinde bag forestillingen The Female Gaze, som åbner festivalen Power of Women på torsdag i København. Her fortæller hun om en branche, der bør tage sig selv mere alvorligt, når det gælder om at styrke kampen mod ulighed.
Sexisme-debatten raser over hele landet. Hoveder ruller helt oppe i toppen af Danmark. Dagligt i aviserne, i tv og i radioen tales der om behovet for ændring af en arbejdskultur, hvor sexisme stadig er en indgroet del. Jeg oplever, at et bredt udsnit af forskellige faggrupper forsøger at frigøre sig fra en historisk nedarvet kultur, hvor kvinden fastholdes som objekt. Det startede i film- og teaterbranchen med #stopstilheden, og har efterfølgende bredt sig til en samling af vidnesbyrd fra politikere, musikere, forskere, læger og mediefolk. Fælles for alle vidnesbyrd er et insisterende ønske om ærlighed.
Endimensionelle kvinderoller
Oplægget til forestillingen The Female Gaze startede som et ønske om at skabe kvindekarakterer på scenen, som jeg selv har lyst at spejle mig i. Jeg har gennem min karriere oftest spillet den lille, uskyldige pige. Jeg har følt, at jeg har måttet kæmpe for at skabe nuancer i ellers endimensionelle kvindekarakterer. Derfor opstod lysten til – sammen med andre kvindelige kunstnere – at undersøge kvinden og portrætteringen af hende.
Igennem et helt år har Alias Teaterproduktion og Uppercut Danseteater arbejdet på at frigive kvinden kunstnerisk fra rollen som objekt i kunststafetten The Female Gaze. Ti kvindelige kunstnere – en fotograf, tre dramatikere, en instruktør, en skuespiller, en danser, en scenograf og to komponister – har hver bidraget til værket, hvor teater, fotokunst, installation, dans og lyd smelter sammen i en række nye og alternative billeder af kvinden.
Drømmen med The Female Gaze har været at undersøge og fremstille vores kvindelige hovedkarakter med ærlighed. Vi har forsøgt at skabe en kvindekarakter, der ikke lader sig begrænse af fastlåste, endimensionelle, historiske stereotyper som jomfruen, madonnaen og luderen. En kvinde, som ikke kun er den mandlige hovedkarakters kone, kæreste, elskerinde eller mor. Men et menneske, som rummer mange lag.
SE OGSÅ: Trailer for The Female Gaze.
I et helt år har jeg gravet mig dybere og dybere ned i undersøgelsen af, hvordan vi kan portrættere kvinden mere nuanceret. Det har jeg ikke gjort alene men i samarbejde med de andre medvirkende, kvindelige kunstnere. Som en del af projektet har vi også afholdt flere talks med kvindelige kunstnere, som har forsøgt at sætte fokus på kvinden i kunsten. Og nu rundt om mig er det som om, verden i et hæsblæsende tempo er gået i gang med en lignende afsøgning af kvindens rolle som offer. Det er overvældende at mit arbejde og min omverden er taget ud på samme rejse. Det giver et sug i maven. For endnu mere end nogensinde føles det altafgørende at være modig. Modig nok til at insistere på ærlighed. Ærlighed i den kunstneriske fremstilling af kvinden.
Historisk er kvinden kun et objekt
Jeg mener, at kunsten har et kæmpe medansvar for objektiviseringen af kvinden og der igennem også et medansvar for den diskriminerende arbejdskultur, der lige nu bliver gjort op med.
For at forstå nutiden tror jeg, vi bliver nødt til at kigge på historien. Erkende hvilken tradition, vi står på skuldrene af, og anerkende, at vi selv er en del af den kultur.
Jeg oplever, at stereotype kvinderoller har domineret i de fleste kunstarter i mange hundrede år. Udtrykket ”The Male Gaze” kommer fra filmteorien og refererer til det at portrættere kvinden som et passivt objekt for beskuerens begær. Rollebesætningen i et klassisk drama består af en skurk, en helt og et offer. Skurken og helten er handlende og oftest mænd. Offeret er passivt og oftest en kvinde.
SE OGSÅ: Kunstvideoen frame#6 af Alaya Riefenstahl.
Efter min mening er der i kunsten sket en del de sidste par år. Diversitet i scenekunsten er sat i fokus. Men kunsten har ladet generationer og generationer af mennesker spejle sig i kvinden som offer. Hvad gør det for vores opfattelse af kvinden ude i den virkelige verden i dag? Har kunsten et medansvar i, at vi er vant at se kvinden som én, man godt må slikke på kinden og tage på låret og ikke mindst, hvad der er værre? Det tror jeg.
Jeg vil ikke påstå, at vi med The Female Gaze skaber en helt ny måde at portrættere kvinden på. Eller om det vil lykkes os at bryde en kultur. Men jeg håber, at vi gennem en insisteren på undersøgelsen og ærligheden har mod nok til at sparke til stereotyperne og skabe flere nuancer i fremstillingen af kvinder. At vi husker vores medansvar for, hvad vi lader publikum spejle sig i. Uden at vide, hvor det hele ender…
Læs mere om The Female Gaze her.
Hør også Line Bie Rosenstjerne i den nye udgave af podcasten ISCENE AKTUELT.
