Fredag og lørdag gennemførte Danmarks Teaterforeninger årets teaterseminar i en noget anderledes, digital udgave.
Teaterseminaret 2020 skulle have været afviklet i Musikhuset Esbjerg, men på grund af restriktionerne i forbindelse med Covid-19, blev det besluttet at gennemføre seminaret virtuelt i stedet. Derfor blev turnéproducenternes præsentationer live-streamet til landets 66 teaterforeninger og alle de øvrige formidlere af professionel scenekunst.

79 teatre og godt 100 forestillinger
I en tom sal på Folketeatrets turné-scene på Hvidkildevej præsenterede 79 forskellige teatre og teaterkompagnier i løbet af fredag og lørdag mere end 100 forskellige forestillinger. Alle forestillinger, som sendes på turné i sæson 2021-22.
Rundt i landet fulgte bestyrelserne i de lokale teaterforeninger med i de mange indslag. Det er første gang nogensinde, at bestyrelserne må undvære fysiske møde med deres leverandører. Men langt de fleste steder havde man valgt at gøre det til en festlig begivenhed med kaffeborde og spisning, mens man drøftede det, man oplevede på skærmen.

Flere af landets teaterforeninger fik i løbet af de to dage fastlagt størstedelen af repertoiret for 21/22. Og de foreninger, der stadig pusler med at få de sidste detaljer på plads, kan glæde sig over, at de kan gense præsentationerne i videomaterialet, som de har afgang til et par måneder frem.
Afviklingen af årets teaterseminar gennem live-streaming har gjort det muligt for de mange teaterkompagnier og teaterproducenter, der har været hårdt ramte af de mange festival- og forestillingsaflysninger, at få markedsført deres forestillinger over for den store brede skare af teaterforeninger og øvrige formidlere i Danmark.
Det er Danmarks Teaterforeningers umiddelbare skøn, at mellem 400 og 450 personer har overværet live-streamingen fredag og lørdag.
Kilde: Pressemeddelelse