Del

”Børn og unge skal tages alvorligt som kulturaktører”, mener børneteater-ikonet Volker Ludwig. ISCENE tegner et portræt af de to legendariske, tyske børne- og ungdomsteatre Theater Grips og Theater Mummpitz.

Frigørelse, bevægelse og deltagelse. Det er de tre grundsten i Theater Grips‘ opskrift på succesfuld scenekunst for det unge publikum. Siden 1969 har Berlins elskede børneteater ageret platform for, hvad det selv ser som en af de vigtigste opgaver for børn & unge-scenekunsten: At give disse en stemme og tage deres problemer seriøst. Som universitetsprofessoren Wolfgang Schneider, der deltog i teatrets 50-års jubilæum i 2019, dengang udtalte:

“Grips er berømt, fordi det igennem en årrække har gjort klart, at børneteater ikke er som børneportionerne i en restaurant – altså en halv portion til halv pris – men derimod en kunstform, man skal tage alvorligt”.

Theater Grips er ikke bare kendt i Tyskland men i hele verden for sine politiske og samfundsengagerende stykker, der da også har været spillet flittigt uden for landets grænser. I hjemlandet er Grips en institution i børneteaterverdenen og har været med til at præge både skuespillere, dramaturger og publikum med sin konfronterende stil. At indgyde børn og unge mod og selvtillid til at sætte ord på de udfordringer, de oplever – hvad enten det er i samfundet eller hjemme hos forældrene – er, ved grundlæggelsen som nu, Grips’ hovedmål.

Rødder i kabareten

Og man må sige, at teatret på Hansa-Platz i bydelen Mitte har fundet en opskrift, der virker. Adskillige af Grips’ forestillinger har opnået kultstatus i det ganske Tyskland. Det mest berømte stykke er Max und Milli fra 1978 om den angst for mørke, mange små børn har ved sengetid. Stykket er, som de fleste andre af teatrets opsætninger, skrevet af grundlæggeren Volker Ludwig og bliver stadig spillet i dag.

tysk børneteater
Das Leben ist ein Wunschkonzert, Theater Grips. Foto: David Baltzer.

Ludwig er næsten lige så berømt som det teater, han lagde kimen til, da han i 1966 overtog ledelsen af Theater für Kinder im Reichskabarett – en afløber af den venstreorienterede kabaret-gruppe Reichskabarett Berlin, som havde udvidet repertoiret med børneteaterforestillinger. I 1972 skiftede gruppen navn til Grips og helligede sig det unge publikum. I dag anses Volker Ludwig for at være grundlæggeren af det såkaldte emancipatoriske børne og unge-teater i Tyskland – en teaterpædagogisk indgangsvinkel, som sætter fokus på den sociokritiske behandling af børns levebetingelser.

Og pædagogikken spiller da også en vigtig rolle på Grips Teater, hvor man arbejder med flade strukturer: Her får børnene lov at være medbestemmende i alle spørgsmål omkring en forestilling, når de i workshops og på kurser byder ind med historier fra deres eget liv. Grips har gennem årene arbejdet sammen med skoler, ungdomsinstitutioner og sågar børnehaver. Et eksempel på en  sociokritisk kunstnerisk kooperation er teatrets samarbejde med en lang række Berliner-skoler, som forpligter skoleledere til at sende børnene i teatret mindst én gang om året. Teater på recept er et andet initiativ: Her uddeler Grips gavekort til børnelæger i 17 tyske byer, som så kan udskrive en tur i teatret ”på recept” til børn fra ressourcesvage familier.

Mobning på scenen

“Udgangspunket for Grips har fra begyndelsen været at styrke børns selvbevidsthed og opmuntre dem til at trodse deres følelser af afmagt gennem humor og solidaritet”, har Volker Ludwig udtalt. Teatret kan ikke siges at have udviklet en ny, kunstnerisk stil, mener han – forestillingerne er kraftigt inspireret af 1920’ernes og 60’ernes kabaret. Men det at sætte sig så grundigt ind i børn og unges problemstillinger og følelser, som man her gør det, er efter hans mening Grips’ særkende.

Skal man sammenligne med et dansk børne- og ungdomsteater, ledes tankerne hurtigt hen på Aarhus’ Opgang2, som har gjort et imponerende stykke arbejde for at engagere unge i teatret. Ligesom Grips blev Opgang2 grundlagt i begyndelsen af 70erne, hvor børn ifølge Volker Ludwig var en undertrykt klasse, som havde brug for de voksnes solidaritet.

tysk børneteater
Doof bleibt doof, Theater Grips. Pressefoto.

”Det blev forventet, at børn skulle holde deres kæft, ellers fik de tæsk. Det ville vi være med til at ændre på”, udtalte Ludwig i forbindelse med Grips’ 50-års-jubilæum, der samtidig markerede hans aftrædelse som teatrets kunstneriske leder. I dag har børns rolle i samfundet ændret sig, men problemer som for eksempel mobning er nu som dengang noget, mange børn har brug for at se spejlet i teatret. Om det tema skrev Volker Ludwig allerede i 1972 i stykket Doof bleibt doof, der stadig bliver spillet for fulde huse.

Fra gymnasiegruppe til succesfuldt teater

Et andet af Tysklands mest berømte børneteatre befinder sig fem timer syd-vest for Berlin i byen Nürnberg, som i parantes bemærket også er kendt for at huse verdens største legetøjsmesse. Her finder man Theater Mummpitz (på dansk “Teater Vrøvl”), en af landets ældste børneteaterscener. Teatret blev udklækket i 1980 af et uafhængigt teaterkollektiv, hvis medlemmer havde mødt hinanden i gymnasiet. I dag, 40 år efter, har Mummpitz stor succes med musikalske og humoristiske forestillinger for børn og unge – og teatrets leder, Peter Schülze, tilskriver da også succesen det faktum, at syv ud af teatrets oprindelige 10 stiftere stadig er at finde i ensemblet.

Theater Mummpitz’ status som et af de absolut kendteste børneteatre i Tyskland hænger sammen med dets græsrodshistorie og det, at det har formået at blive både en kommerciel succes og at holde fast i sine rødder. Skiftet fra at være en amatørteatergruppe til at blive et etableret teater kom i begyndelsen af 1980’erne, da Mummpitz blev tildelt støtte af staten. I slut-90’erne udviklede Mummpitz sammen med Nürnbergs to store teatre Staatstheater og Theater Pfütze en samarbejdsmodel, der er unik i Tyskland, og i hvilken byens skuespillere veksler mellem at spille på de forskellige teatre.

tysk børneteater
Theater Mummpitz’ ensemble. Foto: Rudi Ott.

I årenes løb har Theater Mummpitz vist 71 egenproduktioner på deres egen scene og rundt omkring i verden. Komedier som Currywurst mit Pommes og Arsen und Spitzenhäubchen er verdensberømte i Tyskland, hvor Mummpitz da også især er kendt for sine humorfulde forestillinger. Teatrets børneteaterfestival, Panoptikum, der finder sted hvert 2. år, er et højdepunkt i det internationale børneteatermiljø. Og gaming-projektet gameON2025, hvor børn og unge ved hjælp af en app skal løse gåder i Nürnbergs gader, vidner om Mummpitz uforskrækkethed over for nye, digitale formater. En egenskab der vel og mærke må anses for nødvendig, hvis man i disse tider, skal lykkes med at fastholde generation Z’s opmærksomhed.

Ligesom hos kollegaen Grips er det en hjertesag for Mummpitz-teatret at kaste lys over børn og unges virkelighed og de udfordringer, der knytter sig til den. Temaer som “vold i skolen” og “opmærksomhedsbesvær” bliver sat under lup i workshops og forestillinger i samarbejde med skoler og ungdomsklubber. Peter Schütze og resten af Mummpitz-holdet sætter desuden en ære i at give amatørskuespillere fra vækstlaget chancen for at begå sig på teatrets brædder, hvor der ikke findes skyggen af hieraki. Alle medlemmer af ensemblet kan være at finde bag billetkassen, i sufflørboksen og på scenen, ligesom Peter Schütze selv gerne giver en hånd med i konstruktionen af kulisser.

Børn og unge er vigtige kulturaktører

Ligesom alle andre scenekunsthuse er Mummpitz og Grips for tiden hårdt prøvede på grund af Covid-19. Som statsstøttede teatre har de dog fået tildelt ”Corona-penge”, og begge har forstået at udnytte krisen til at intensivere fokus på online-formater. Grips’ forestilling Das leben ist en Wunschkonzert (”Livet er en ønskekoncert”), der spillede digitalt under det første lock down og handlede om en pige med alkoholiserede forældre, tog afsæt i Corona-krisens sociale konsekvenser for børn og unge. På Mummpitz’ Youtube-kanal opfordrede teatret sit publikum til at indsende tegninger, videoer og lyd med udgangspunkt i spørgsmålet ”hvordan kommer vi videre?”. Et kig på kanalen vidner om de unge teaterbrugeres store engagement.

tysk børneteater
Theater Mummpitz. Foto: Rudi Ott.

Men selvom hverken Grips eller Mummpitz skyr ”moderne” formater, kan diverse digitale påhit ikke stå i stedet for live-teatermødet, har lederne af begge teatre understreget i forbindelse med Corona-krisen. Det ellers så populære begreb – ikke mindst i tysk teatersammenhæng – æstetisk innovation er for Volker Ludwig sågar intet mindre end et skældsord. Og hvem har da også nogensinde hørt et barn klage over, at en forestilling ikke var innovativ nok? Så længe man forbliver i øjenhøjde med børnene og tager deres problemer alvorligt, vil børne og unge-teatret have en berettigelse, mener både Volker Ludwig og hans kunstneriske efterfølger Philipp Harpain. En berettigelse, det er ekstremt vigtigt at tilgodese finansielt i krisetider. Som Philipp Harpain udtrykte det for nylig i et interview med en tysk radiostation:

”Ungdomsteater er en nødvendighed. Ikke kun på grund af stykkerne, men fordi børn og unge gennem de forskellige samarbejdsformater, workshops og uddannelser på teatrene selv bliver involverede – de bliver til kulturaktører. Og det er afgørende for, at deres problemer bliver taget alvorligt”.  

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Mediesamarbejdet er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Læs mere om det her