Del

En håndfuld skæve eksistenser, en desperat havfrue, kvinder i slow motion galop, skøre sange og spanske rytmer. Dansk Danseteaters udsolgte verdenspremiere Two Lions and a Castle opføres både som livestreaming hjemme fra din egen stue og i teatret til januar. 

Det er en mærkelig og hård tid for kulturinstitutioner og teatre, som igen er ramt af nedlukning til og med 3. januar. Dansk Danseteater kan, såfremt nedlukningen ikke forlænges, stadig gennemføre verdenspremieren på Two Lions and a Castle den 12. januar på Operaen. Og som et nyt tiltag bliver premieren også livestreamet.

Livestreamet dans

Dansk Danseteater vil i den kommende tid opprioritere filmmediet som en del af en større kunstnerisk vision, og da Two Lions and a Castle i januar allerede er helt udsolgt, blev en livestreaming af premieren et oplagt valg. På den måde kan flere publikummer få mulighed for at opleve forestillingen.

“Jeg har en baggrund som både filminstruktør og koreograf, og det er min vision, at Dansk Danseteater fremover skal skabe endnu mere dans til andre medier end kun scenen. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at invitere publikum ind til vores første digitale LIVE streaming-oplevelse af premieren på Two Lions and a Castle, hvor både nye og eksisterende publikummer kan få dansen hjem i stuen,” skriver Dansk Danseteaters kunstneriske leder Pontus Lidberg i en pressemeddelelse.

dansk danseteater livestream
Two Lions and a Castle, Dansk Danseteater. Foto: Bradley Waller.

Two Lions and a Castle

Two Lions and a Castle er skabt af den israelske koreograf Roy Assaf, der er en mester i at forene det vanvittige med det alvorlige. I Two Lions and a Castle møder vi en række vidt forskellige skøre skæbner, og snart tegner der sig et potpourri af små satiriske nedslag, der er inspireret af Assafs personlige oplevelse af Danmark og danskhed. 

Se trailer for forestillingen her.

Roy Assafs forestillinger har et stærkt teatralsk præg, et effektfuldt fysisk udtryk og en naturlig indlevelse, hvilket alt sammen har gjort ham til en af Israels mest efterspurgte koreografer.

Livestreamingen af Two Lions and a Castle vil kun være tilgængelig denne ene aften. Du kan læse mere her.

Kilde: Pressemeddelelse