Del


Scenekunstbranchen er hårdt presset af de mange corona-restriktioner og -nedlukninger. Derfor sætter ISCENE ekstra fokus på de mange scenekunsttilbud, vi kan glæde os til i 2021 – og vi får hjælp fra andre scenekunstfans rundt om i landet.

ISCENE styrker synligheden af scenekunsten i hele Danmark – en opgave, der lige nu er endnu vigtigere end nogensinde før. Derfor har vi igangsat en videoføljeton på Facebook, som vil fortsætte i 2021. En føljeton hvor vi – med hjælp fra en række politikere og kulturpersonligheder – forsøger at inspirere endnu flere til at opleve scenekunst.

Videoerne bliver løbende delt på ISCENEs Facebookprofil.

De tre første videoer ligger allerede klar med anbefalinger fra improgruppen Specialklassen, skuespiller Amira Jasmina samt bogblogger/forfatter-parret Christina og Jesper Wung-Sung.

Selvom alle teatre lige nu må holde lukket, så håber og tror vi på, at det hele åbner igen i 2021. Derfor sætter vi fortsat fokus på de mange, skønne scenekunsttilbud, du kan glæde dig til i det nye år.