Del

Det Frie Felts Festival 2021, der skulle være startet 18. januar, aflyses, men der er dog stadig planer om at afholde dele af festivalen i en alternativ, online form.

“Grundet den aktuelle situation med COVID-19 – og den deraf følgende nedlukning af samfundet herunder af teatrene – ser vi os nødsaget til at aflyse Det Frie Felts Festival 2021 som den levende scenekunstfestival, den var tænkt.” Sådan skriver Det Frie Felts Festival på deres Facebook-side.

Det Frie Felts Festival, der blev afholdt første gang i 2014, er en væsentlig, scenekunstnerisk begivenhed, som har til formål at skabe synlighed omkring det frie felts kunstneriske værdi, dets samfundsmæssige nødvendighed og nationale såvel som internationale gennemslagskraft. På festivalen præsenteres yngre såvel som erfarne kunstnere med forskellige baggrunde, referencer og fagligheder og med baggrund i både koreografi, fysisk teater, scenekunstnerisk tekst, performance, lydkunst og billedkunst.

Billetsalget til alle forestillinger på festivalen er indstillet og alle billetter refunderes. Dog med undtagelse af streamingværket As I collapse af Recoil Performance Group.

Det Frie Felts Festival arbejder på en løsning med en online version af festivalen. Samt på at finde alternative spilledatoer til de to internationale gæstespil med henholdsvis bulgarske Ivo Dimchev og østrigske Florentina Holzinger.

Læs mere om festivalen her.