Det nye år er begyndt, men nedlukningen af de danske teatre er desværre stadig en realitet. Heldigvis er der små lyspunkter bestående af digitale tilbud, som kan opleves uanset hvor i landet, du befinder dig. Her anbefaler vi tre vidt forskellige bud på digital dans.
Interaktiv, online danseforestilling
Danske Anna Ting Nissen Bech og norske Viljar Irtun Moe blev begge færdiguddannede med en bachelor i dans fra Universitetet i Stavanger i sommeren 2020. Gennem et samarbejde med komponist Anna Elise Sørdal Klungre og videograf Jarl Anders Ruset Hjelle har de skabt pilotprojektet SNART DER med en intention om at videreudvikle i fremtiden.

SNART DER er en interaktiv, online danseforestilling om at være sammen, skubbe grænser og finde komfort. Forestillingen er et nytænkende bud på, hvordan scenekunst kan digitaliseres i en tid, hvor alt må tilpasses til en skærm.
SNART DER er tilgængelig for streaming og kan ses i 14 dage fra billetkøb. Læs mere her.
Dansk Danseteater livestreamer en enkelt aften
Dansk Danseteater har valgt, at de en enkelt aften livestreamer deres forestilling Two Lions and a Castle fra Operaen i København. Billet til forestillingen skal købes på forhånd.

I Two Lions and a Castle, der ikke som udgangspunkt er skabt til at være digital dans men derimod til det fysiske scenerum, møder vi en række vidt forskellige skøre skæbner og et potpourri af små satiriske nedslag, der er inspireret af Assafs personlige oplevelse af Danmark og danskhed.
Two Lions and a Castle kan streames tirsdag den 12. januar kl. 20. Se mere her.
**UPDATE** – Dansk Danseteater kan desværre ikke gennemføre live-streamingen pga. de nyeste restriktioner **
En pixi-ballet for begyndere
Det Kongelige Teater skulle have haft premiere på deres balletversion af H.C. Andersen-eventyret Prinsessen på ærten for børn i alderen 4-10 år. Nu kan forestillingen i stedet streames gratis på KGL Xtra.

Teatret kalder selv forestillingen for en pixi-ballet, da den – med sine musikalske uddrag hentet fra kendte ballettitler – giver børnene en introduktion til genren gennem en velkendt fortælling.
Prinsessen for ærten, der er koreograferet af Tobias Praetorius, kan streames på KGL Xtra. Læs mere her.