På Teatret Svalegangen i Aarhus er man i fuld gang med prøverne til premieren på Valgaften den 30. januar. Velvidende, at forestillingen måske bliver udskudt eller helt aflyst, fortæller kunstnerisk leder og direktør Per Smedegaard til ISCENE.
“Jeg bliver mødt med stor overraskelse over, at vi stadig arbejder på teatret,” forklarer Teatret Svalegangens direktør Per Smedegaard indledningsvist. “Det gør vi jo, fordi vi som udgangspunkt er en produktionsvirksomhed. Slots- og kulturstyrelsen anbefaler, at vi afholder et minimum af prøver. Men det er svært. De kan bare ikke give os andre retningslinjer, fordi vi ikke er berettiget til hjælpepakkerne, hvis vi holder lukket på en mavefornemmelse, hvilket jo er forståeligt nok”.
Forskellige løsningsmodeller
“Efter det seneste pressemøde har vi lavet tre forskellige scenarier for fremtiden alt efter hvad, der sker. Det første scenarie tager udgangspunkt i, at vi kan have premiere på Valgaften den 30. januar. Vi tror ikke helt på det, men det er vi jo nødt til at arbejde ud fra,” siger Per Smedegaard.
“Det andet scenarie er med åbning efter vinterferien, og det sidste med åbning efter påske. De tre scenarier rammer tre forskellige produktioner hos os. Hvis Valgaften bliver rykket en eller to gange, skal den næste forestilling, Ondskabens ansigt, rykkes fra Store Sal til Ny Sal. Men bliver Valgaften helt aflyst, kan Ondskabens ansigt afvikles som planlagt. Så det er et kæmpe puslespil, der skal gå op,” forklarer Per Smedegaard. “Helt lavpraktisk for os er det også en udfordring, at vores kunstneriske personale er freelance, fx skal Niels Erling, der instruerer Valgaften, i sagens natur videre til det næste projekt, så hvis vi udskyder, kan han ikke forblive som instruktør på forestillingen”.
“Det handler i virkeligheden om, hvornår vi får mulighed for at aflyse. Det føles lidt omvendt at sige, men hjælpepakkerne er udformet således, at vi skal fortsætte arbejdet nu. De kan ikke love os hjælpepakker, hvis vi ikke kan spille så snart vi må åbne igen. Vi har prøver på noget lige nu, som alle i virkeligheden godt ved, at vi kommer til at udskyde eller aflyse”.
Et kæmpe paradoks
Men hvordan fungerer det egentlig med de prøver på teatret, når beskeden ovenfra er, at man skal øve videre med holde sig megen afstand som mulig under forløbet? Det er for Per Smedegaard også en hårfin balancegang.
“Det er et kæmpe paradoks, at hvis jeg går i Føtex, må jeg kun være en, men i et prøvelokale må vi være et langt større antal spillere samlet. Jeg har et ansvar for, at de her mennesker er i et rum sammen. I virkeligheden ville jeg hellere sende dem hjem, så de kan vente med at arbejde, til prøvearbejdet kan ske efter de samme retningslinjer som resten af samfundet. Der har jeg haft en samtale på Teams med holdet om, hvad der skal til, for at de føler sig trygge i prøvesituationen. Så fra i dag øver alle med visir på”.
For Per Smedegaard er paradokset også tydeligt på tværs af arbejds- og privatliv. “Vi er ligesom til stede i to forskellige virkeligheder. Den, som alle andre befinder sig i med deres børn og familier, og den, hvor vi er et producerende teater, der mødes i teatersalen. Vi skal vise samfundssind og holde afstand, men det kan vi jo ikke med det arbejde, vi har. På et eller andet tidspunkt skal Romeo og Julie jo kysse hinanden. Nu øver vi med visir, men hvornår i forbindelse med en genåbning må de så tage det af? Det ved ingen jo lige nu”.
Hvad ønsker publikum?
“Forestillingen Valgaften kan ikke laves med to meters afstand. Her har skuespillerne brug for at røre og slås, modsat ved en lille forestilling med få skuespillere, hvor restriktionerne ikke har betydning. Vi kan godt gennemføre prøver med større afstand og med visir, men ikke selve forestillingen. På et tidspunkt er vi nødt til at tage visiret af, tage parykkerne og makeuppen på og spille for fuld skrue,” siger Per Smedegaard.
Men har de alternative prøveformer også en indflydelse på det scenekunstneriske resultat, som vil ændre publikumsoplevelsen? Her skelner Per Smedegaard mellem det rent praktiske og det færdige resultat, som publikum får at se.
“Rent lavpraktisk forstærker visiret lyden for skuespilleren, der har det på, som i virkeligheden kommer til at tale for lavt. Derfor påvirker det også resultatet. Man kan ikke lave den endelige forestilling færdig uden at spille mindst fire dage uden visir. Det interessante er, at vi til at starte med havde samtaler om, hvad publikum i fremtiden kan affinde sig med. Kan publikum klare at se folk røre hinanden, spytte på hinanden eller lignende? Men vores erfaringer fra En plads i solen, som vi spillede i efteråret 2020, viser, at folk gerne vil se det, der er normalen, det de selv lige nu længes efter. De ønsker ikke, at corona-restriktionerne skal påvirke forestillingen”.
Digitale teatertilbud
Adspurgt om hvorvidt Teatret Svalegangen overvejer at digitalisere deres forestillinger, hvis de ikke kan gennemføres live foran publikum i teatersalen, fortæller Per Smedegaard, at det kommer meget an på den enkelte forestilling.
“Vi har fået lavet beregninger på, hvad det vil koste at få lavet professionelle optagelser af forestillinger. Det kræver fire kameraer og fire mand. Jeg mener, at hvis vi skal sælge teater digitalt, så skal det livestreames hver dag, så man køber billet til en specifik forestilling på et specifikt tidspunkt”.
For Teatret Svalegangen er livestreamingen derfor ikke en reel mulighed. “Det er ganske enkelt for dyrt”, siger Per Smedegaard. Derfor har han og teatret kig på alternative løsninger, som i nogle tilfælde vil kunne fungere. “Vi har vi planer om at få lavet en god, professionel optagelse af forestillingen, så vi har den, hvis det bliver relevant. Vi gør os de samme overvejelser i forhold til monologen En lille smule ubehag, som vi mener vil være oplagt at vise for sundhedsfagligt personale. Så jo, vi må i denne situation hele tiden tænke nyt”.
