Del

Teater Sort/Hvid er nu åben scene for musikdramatik. Og til at hjælpe dem med at udforske den musikalske verden, har teatret engageret et kunstnerisk råd, der blandt andet tæller teaterdirektør på Aarhus Teater Trine Holm Thomsen og scenograf Franciska Zahle.

Statens Kunstfond har udvalgt Sort/Hvid til scene for musikdramatisk udvikling i perioden 2021-2024. I det tidsrum vil Sort/Hvid være centrum for musikalske værker på tværs af form og genrer, der udvikler rammerne for musikdramatik.

Kunstnerisk råd og open call

Hver sæson vil teatret præsentere mindst to musikdramatiske forestillinger samt en række andre formater, koncerter og workshops. Åbningsprogrammet, som der lige nu er open call til, afvikles over nogle uger i efteråret 2021 med otte udvalgte værker.

Til at udforske den musikalske verden har Sort/Hvid engageret et kunstnerisk råd. Det består indtil videre af fire profiler fra musik- og teaterbranchen: Den klassiske komponist Louise Alenius, scenograf Franciska Zahle, operaentusiast og instruktør Johan Klint Sandberg og teaterdirektør på Aarhus Teater Trine Holm Thomsen.

Med vejledning fra det kunstneriske råd vil Sort/Hvid skabe samarbejder med aktører på tværs af teater- og musikbrancherne i hele landet og internationalt – kunstnere, orkestre, ensembler, festivaler, organisationer og netværk. Derudover vil teatret løbende facilitere eksperimenter, residencies, workshops og videndeling.

Læs mere om open call her.

Kilde: Pressemeddelelse