Del

Den Jyske Operas borgerinddragende kunstprojekt En tone i livet er blevet nomineret til FEDORAs Education Prize 2021. Den internationale pris uddeles til initiativer inden for opera- og balletverden i Europa, der fokuserer på social integration og interkulturel dialog.  

The FEDORA Platform, der er et europæisk netværk inden for opera og ballet, hvor formålet er at hylde og støtte innovation og nytænkende projekter, har netop offentliggjort årets nomineringer.

Den Jyske Opera er sammen med de øvrige samarbejdspartnere i En tone i livet nomineret i kategorien The Education Prize, der tildeles ”innovative projekter som, gennem social integration og interkulturel dialog, inviterer et nyt og bredere publikum til at deltage i kunstprojekter,” skriver Den Jyske Opera i en pressemeddelse.

Positivt fokus på Den Jyske Opera

”Det er glædeligt, at de hos FEDORA i Bruxelles har fået øje på, at En tone i livet kan noget særligt. Her har mennesker i alle aldre mødtes – coronasikkert – for at synge sammen og dele deres minder om sang. Deltagerne har grinet og grædt og været nysgerrige, og når man lytter til hinanden på den måde, så får vi et rigtig godt udgangspunkt for at skabe dialog på tværs af alt det, der skiller os ad,” udtaler udviklingschef i Den Jyske Opera, Lene Juul Langballe i pressemeddelelsen. 

Hun tilføjer, at vinder En tone i livet FEDORA Education Prize på 50.000 EURO, skal en del af pengene bruges på at filme de parallelle kunstprojekter i Manchester og Aalborg. Filmene kan derved indgå i opførelsen af En tone i livet GrowOP! Festival, der er Den Jyske Operas festival for børn, unge og familier og som afholdes i september 2021 i Aarhus. Resten af beløbet skal bruges på lignende projekter i fremtiden.

Læs mere om En tone i livet her.

Læs om konkurrencen eller stem på En tone i livet her.

Kilde: Pressemeddelelse