“I 110 år har der, med ganske få afbrydelser, været spillet revy hver sommer i Nykøbing,” skriver revydirektør for Nykøbing Falster Revyen Mickey Pless i dette indlæg. Mickey Pless deler sine oplevelser og tanker om revyen – og den frygt for konkurs, som pandemien har medført.
Jeg har nu i snart et år gennemgået brugsanvisningen for Nykøbing Falster Revyen og kan konstatere, at der ikke står eller stod nævnt noget om Corona, da jeg overtog revyen efter 28 succesfulde år med Flemming Krøll ved roret.
En drømmestart
Det hele begyndte ellers så godt i 2019 med et super hold, super anmeldelser og et publikum, som væltede ind i salen på Nykøbing F. Teater. 28.300 publikummer den første sæson, hvor revyen ovenikøbet blev kåret som årets bedste revy. Det var en drømmestart!
Succesen skulle følges op, så et super hold, bestående af Henrik Lykkegaard, Pernille Schrøder, Kristian Boland, Julie Steincke og Kasper Gattrup, blev engageret til sæson 2020. Ved billetsalgsstart blev der solgt, godt og vel, 1500 billetter, hvilket var rekord i Nykøbing. Alle var glade – det kørte!
Hele revyhjulet kørte på fuld knald og diverse møder blev igennem vinteren afholdt med scenograf, tekstforfattere og ikke mindst med skuespillerne. Tallet for solgte og reserverede billetter 1. marts 2020 stod på godt og vel 15.000 billetter. Alt gik som planlagt.
Den 12. marts ændrede alt
Men så, den 12. marts midt på eftermiddagen, ringer min telefon. Det er fra Guldborgsund Kommune. Vi skal forlade Nykøbing F. Teater, hvor vores billetkontor holder til, og være ude inden for en halv time. Landet bliver lukket ned pga. en pandemi, lyder beskeden, og kommunen lukker med øjeblikkelig virkning alle sine bygninger, inkl. teatret.
Vi pakker sammen og forlader stille og roligt bygningen, og ser selvfølgelig senere også landets statsminister gå på skærmen første gang. Som for de fleste andre er min første tanke, at det er nok ovre om en måneds tid og så kører vi igen.
Men 12. marts sker der også noget andet. Vores billetsalg går fuldstændig i stå og vi sælger ingen billetter – som i slet ingen! Hurtigt går vi i gang med en nødplan og ser på muligheden for, om vi kan skubbe premieren fra juni til juli 2020. Det kan vi godt, og en nødspilleplan bliver udarbejdet. Alle ansatte orienteres og er indforståede med planen.
Nødplanen bliver dog aldrig gjort offentlig tilgængelig, for som ugerne går, bliver situationen værre og værre og til sidst står det klart, at vi ikke kommer til at spille revy i 2020. Vi kan simpelthen ikke, som tingene er på det givne tidspunkt.
Hjælpepakker til revyerne
Alt imens vi prøver at få styr på Nykøbing Falster Revyen, er jeg et par måneder inden blevet valgt ind i Revy Danmarks bestyrelse. En dejlig forening med et stort selskabeligt islæt. Vi bliver dog hurtigt klar over i bestyrelsen, at vi skal steppe op, fordi vi kan mærke, at revyerne i hele Danmark er ved at blive glemt, når det kommer til hjælpepakker mm.
Revyerne i Danmark er ikke offentligt støttede og alle sammen er privatejede – derfor virker det som om, at der ikke er nogen, som har tænkt på os. Vi knokler for at sparke døren ind til ”Borgen”, og efter 11 ugers hårdt arbejde lykkes det at få en speciel revyhjælpepakke, som tilgodeser de fleste revyer.
Mandag d. 4. maj 2020 aflyser vi årets Nykøbing Falster Revy. Det bliver en dag, hvor vi selvfølgelig får rigtig travlt på kontoret, men også en dag, hvor følelserne sidder uden på tøjet. Hvad sker der nu? Hvor mange overflytter billetterne til næste sæson? Hvor mange forlanger beløbet refunderet? Hvor mange ombytter til et gavekort? Og endelig, går vi konkurs?
Skal Nykøbing Falster Revyen lukke og slukke?
I 2022 har revyen på Falster 110 års jubilæum. I 110 år har der, med ganske få afbrydelser, været spillet revy hver sommer i Nykøbing. Er det virkelig min kone og mig, som skal lukke og slukke denne forretning og ende med en milliongæld? Vi har købt forretningen, og den sidste betaling for købet skal falde som aftalt. Vi kigger hinanden i øjnene og siger: ”Fandme nej, det bliver ikke os, der lukker og slukker”.
Det viser sig meget hurtigt, at vi har enorm opbakning. Det vælter ind ad døren med blomster og kage fra de faste musikere, balloner med kærlig støtte og flere blomster fra revyens kunder, som i den grad bakker op. Meget rørende!
Vi ender med at refundere godt og vel 2 millioner kroner til kunder, overflytte ca. 7000 billetter til sæson 2021 og konvertere et hav af billetter til gavekort. Vi forhandler alle vores medarbejdere 20 procent ned i løn, og udbetaler alle medarbejdere, fra piccoliner til skuespillere, løn som aftalt. Der er ingen medarbejdere, som ikke får. Alle får uanset stilling. I Nykøbing F. er alle lige meget værd, og alle er med til at revyhjulet kan køre rundt.
Event og revykage
På dette tidspunkt går vi benhårdt efter at sætte et hold til 2021 og starte billetsalg hurtigst muligt. Nogle aftaler er indgået før Corona, og andre ser først dagens lys nu – her sidst i maj 2020.
Det lykkedes os at samle et super hold til Nykøbing Falster Revyen i 2021 bestående af Silas Holst, Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard, Rikke Buch Bendtsen og Karsten Jansfort.
Vi starter billetsalg 1. juli og laver en event foran teatret, som vi kalder Kom og mød revyholdet og smag årets revykage. Det bliver et tilløbsstykke. Godt og vel 300 mennesker dukker op, og der bliver sunget, snakket og selvfølgelig spist kage.
En økonomisk lussing
I september måned vælger vi at kalde vores tætteste samarbejdspartnere til et møde. Hvordan kommer vi til at spille revy i 2021? Her møder vi igen en kæmpe opbakning. Alle byder ind, alle tager arbejdshandskerne på og alle kommer med gode, konstruktive løsninger.
Vi vælger, heldigvis, at vi går ned i publikumsantal. Under normale omstændigheder kan vi have plads til 629 publikummer hver aften. Nu går vi ned til 450 publikummer hver aften, og blokerer godt og vel 9000 pladser, som ikke kan sælges. Økonomisk set får vi jo sikkert også en lussing i 2021, men for os handler det om at passe på publikum og medarbejdere – og selvfølgelig også om, at Nykøbing Falster Revyen skal overleve.
Beslutningen om, hvor og hvordan vi kommer til at spille revy i 2021, skal snart træffes. Men vi har en plan klar, og som den eneste revy i Danmark er det lykkedes os at få alle planer godkendt af beredskabet mht. stoleplacering, afstand og måden, de enkelte planer er udtænkt på.
Vi trænger til et godt grin
Vi efterspørger selvfølgelig nogle klare svar fra myndighederne omkring kommende restriktioner, og hvornår man regner med at genåbne kulturlivet. Vi har brug for de svar, for at kunne komme igennem sæson 2021.
Vi har på nuværende tidspunkt solgt og reserveret over 13.000 billetter, og vi oplever, at vores publikum er med os, og at de i den grad trænger til at komme ud og få en glad aften igen. Heldigvis oplever vi også, at der begynder at komme tekster ind fra forfatterne, som ikke handler om Corona, og der er en gejst og vilje til at komme tilbage.
Som ny direktør for landets næststørste revy har Corona gjort, at jeg som person er blevet stærkere. Kan vi klare det her, så kan vi klare alle udfordringer, der kommer. Nu glæder vi os til at åbne dørene i Nykøbing d. 10. juni 2021 og give vores publikum et godt grin!
Læs mere om Nykøbing Falster Revyen her.