Tirsdag aften havde Sydhavn Teater premiere på deres digitale udgave af forestillingen Luna Seconda, der bygger på Ursula Scavenius’ fortælling fra bogen Fjer.
Der sker mange forskellige ting i Sydhavn Teaters digitale iscenesættelse af Ursula Scavenius’ Luna Seconda. Der er tre kvindelige skuespillere, en række forskellige lokationer, en fortælling om en verden i opløsning, en hel del døde dyr og en kameramand, der forvandler sig til en overgearet gameshow-vært.
Sagt på en anden måde opløses grænserne mellem virkelighed og mareridtsagtig drøm i såvel fortælling som iscenesættelse. Og det er ganske dragende at være publikum til.
Babymånen Luna Seconda
Luna Seconda udgør anden del af Scavenius’ debutbog Fjer (forlaget Basilisk, 2015), som indeholder tre separate fortællinger, Majinski, Luna Seconda og Fugleland. Kendetegnende for alle tre fortællinger i Fjer er Scavenius’ forkærlighed for absurde elementer, udviskede grænser samt dyre- og plantelivets betydning i historierne. Og Mille Maria Dalsgaard får inddraget det hele i sin iscenesættelse på Sydhavn Teaters digitale scene.
Luna Seconda er en fortælling om Sabina og Anker i en mærkværdig verden, hvor månen har født en anden måne. “Den nyfødte babymåne”. Fænomenet med de to måner får vandet til at stige og dyr til at dø.
Maria Carmen Lindegaard er fortælleren. Indimellem ser vi hende tone frem på skærmen. Helt tæt på. Men mest er det blot hendes stemme, vi hører, mens vi ser Siff Vintersol som Sabina og Iza Mortag Freund som Anker. Maria Carmen Lindegaard fortæller om de to mennesker, der er flyttet ind i et fuglereservat. Deres sære forhold, hvor tiltrækning, afsky og undren afløser hinanden. Om de to måner og vandet, der stiger.
Fra tryghed til usikkerhed
Før forestillingens start bydes publikum velkommen i teatrets digitale foyer af Nicole Johansen, der forklarer, hvordan det hele fungerer og hvordan publikum kan anvende chatten under videoen, hvis der er spørgsmål. Det giver mig som publikum en følelse af blive taget imod, som var jeg ankommet til en live forestilling på et teater. Allerede her får jeg fornemmelsen af en live-oplevelse, og at der er styr på det hele, så jeg trygt kan læne mig tilbage og opleve det, der venter forude.
Og den tryghed er et godt afsæt før Luna Seconda, som på ingen måde i sig selv er en feel good-oplevelse. For i forestillingen er usikkerheden dominerende. Hvad er der sket, hvornår og hvorfor? Hvis verden er gået under, hvorfor er der så fly på himlen og musik i bilradioen? Og hvis verden ikke er gået under, hvorfor flyder der så døde dyr op gennem mudderet?
Postapokalyptisk mareridt
Ordene i Maria Carmen Lindegaards fortælling sender tankerne i alle mulige retninger på én gang. Det særegne fænomen med de to måner, ligner noget, vi også møder i den japanske forfatter Haruki Murakamis 1Q84. Den postapokalyptiske fornemmelse leder tankerne hen på Niels Erlings iscenesættelse af Apokalypse på Teater Momentum (2020), hvor to unge mennesker – som Sabina og Anker – på samme tid både ønskede sig og frygtede at få et barn.
I Luna Seconda kommer også en uventet afbrydelse, hvor Malik Grosos, der indtil da har ageret kameramand, som en anden gameshowvært dukker op med store solbriller i halvmørket og opfodrer seerne hjemme bag skærmen til at ringe ham op. Et opkald, hvor den heldige, der kommer igennem, kan opleve at være to minutter foran resten af verden. Denne sekvens understreger live-aspektet i forestillingen, lidt som det publikumsinddragende telefonopkald i Alt er umuligt fra DDSKS og Aarhus Teater sidste forår.
Mille Maria Dalsgaards iscenesættelse er fragmenteret og til dels usammenhængende, men mimer derved også netop formen fra Scavenius’ bog. Publikum er inviteret ind i et postapokalyptisk mareridt, hvor det mest skræmmende er, at vi ikke aner, hvad der er fakta og hvad der er drøm.
LÆS OGSÅ: Cinematisk scenekunst i Sydhavnen – Publikum har været med i hele prøveforløbet
Grænser i opløsning
Netop det kaotiske viser essensen af Luna Seconda. Virkeligheden og fantasien smelter sammen, overlapper og skilles igen. Det ses i fortællingen, hvor Sabinas drengebaby både dør under fødslen og lever videre hos hende som et uhyggeligt drengefossil – der måske, måske ikke, kun findes i hendes fantasi. Og det understreges i telefonopkaldet, hvor tilskueren, der kommer igennem oplever at være i to tider på samme tid på grund af forsinkelsen på livestreamingen.
Hvorfor både Sabina og Anker spilles af kvindelige skuespillere, selvom de i fortællingen omtales som en kvinde og en mand, er uklart. Det har ingen reel betydning for iscenesættelsen, og det er ikke en omstændighed, der inddrages med et klart budskab for øje. Ligeledes er de omgivelser, skuespillerne befinder sig i i Carl Johan Sennels’ scenografi, ganske anderledes end hvad ordene beskriver. De ligger i halvmørke på en gammel, hvidmalet jernseng, sidder i et kridthvidt rum med glasbord og polstrede stole eller går op og ned ad en betontrappe, der ligner en kælderskakt.
Oplev først, forstå senere
Blod og andre røde væsker dukker op i fortællerstemmens beretning, og på bordet i de langstilkede glas, som Sabina og Anker spiser af. Vi hører om døde dyr, især føl, som Anker forsøger at begrave, men som hele tiden igen dukker op af mudderet. Vi ser kameraet panorere hen over en række af udstoppede dyr. Ræv, ugle, hejre, fasan og skade, som ikke optræder i fortællingen. Og i et par sekvenser ser vi Maria Carmen Lindegaard ae en udstoppet grævling, som var det det mest naturlige i verden.
Somme tider skal man bare indse, at man ikke behøver forstå alt i en iscenesættelse. Somme tider skal man opleve og mærke, hvordan iscenesættelsen påvirker en undervejs. Uanset om du har læst Scavenius’ bog eller ej, er Luna Seconda som digitalt værk en meget levende og dragende oplevelse. Helt i fortællingens ånd gives der ingen forklaring. Det er en iscenesættelse, der skal mærkes og absorberes over tid.
Læs mere her.
