Vi har brug for, at flere kvinder styrer vores teatre. Hvis teater skal være for alle, skal jobbet som teaterchef også være det, skriver Heidi Wiley fra European Theatre Convention i denne kommentar.
Mit første ’rigtige’ job i den kunstneriske branche, for næsten 20 år siden, var som tour manager for kunstneren Victoria Chaplin. Jeg flyttede til Paris, og derfra – når jeg var på tour med kompagniet – åbnede kunsten verden for mig. Jeg blev vist tillid og fik ansvar meget tidligt i min karriere. Omgivet af stærke kvinder, der troede fuldt og fast på deres ideer, oplevede jeg, at du kan opnå alt, hvad du kan forestille dig. Hvis du er dygtig til det, du laver, kan du indtage hele verden.
Vigtig diskussion om ligestilling
Efterhånden som min egen karriere udviklede sig, og jeg blev chef for European Theatre Convention (ETC), et europæisk-støttet teaternetværk, blev jeg til stadighed inspireret af ideen om, at kvinder kun var begrænset af deres eget drive og deres egen fantasi. Jeg var så heldig at møde og arbejde sammen med andre visionære kvindelige og mandlige ledere, hvoraf en del udgør ETCs bestyrelse.
Men som tiden gik, og den vigtige diskussion om ligestilling mellem kønnene i teater og scenekunsten blev stærkere, er det blevet umuligt for mig at fortsætte med at ignorere de udfordringer, vi alle møder som ’en del af jobbet’. Den ekstra indsats, der er nødvendig for at få respekt, den generelle mangel på adgang til lederstillinger, de konstante påmindelser om, hvad en kvindes ’rolle’ er, er alle sammen barrierer, der er sat op af et ledelseslag indenfor kunsten, som er helt igennem mandligt.
Hos ETC har vi netop udgivet et studie om ligestilling og diversitet i teaterverdenen, hvilket muligvis er den første gang, disse realiteter er blevet analyseret fra et tværeuropæisk perspektiv. Forskere har indsamlet data fra mere en 4000 ansatte ved teatre, 650 forestillinger og teatre i 22 lande.
LÆS OGSÅ: Nyt studie af ligestilling i europæisk teater: Der er seks mænd for hver fire kvinder
Ligestillingen udebliver
Studiets konklusioner er ikke nye, men det er vigtigt, at vi bliver ved med at høre dem. Den overvejende del af de ansatte ved teatrene er kvinder, men alligevel er der “færre kvinder øverst i hierarkiet”. Kvinders kontraktsituationer er mere usikre, og kvinder er koncentreret i ”mindre prestigefulde stillinger”. Analysen af forestillingerne viste, at mænd var dominerende som instruktør, dramatiker og i de tekniske roller, mens der var mindst 70% kvinder inden for arbejdsopgaver med kostumer og som frisører.
Derudover viste studiet, at kvindelige dramatikere og instruktører ”tegner en klar tendens i retning mod ligestilling”, når de sammensætter og udnævner deres teams, sammenlignet med deres mandlige kolleger, som der er flere af, ”og som fremhæver mænd”.
I mødet med sådanne åbenbaringer bliver det tydeligt, at der stadig er et væsentligt behov for at ændre, hvem der styrer vores kulturelle institutioner.
Vi mangler kvindelige teaterchefer
Det er skandaløst, at vi i 2021 stadig er nødt til at forsvare 51% af EUs befolknings ret til lige adgang til lederstillinger i vores teatre – på samme måde som det er skandaløst, at vi er nødt til at argumentere på samme måde for mennesker med handicap, mennesker med andre hudfarver eller mennesker, der kommer fra en hvilken som helst marginaliseret baggrund.
Hvis det er meningen, at teatre skal være for alle, så bør lederjobs i teaterbranchen også være det – forudsat at ansøgerne har de nødvendige kvalifikationer. Adgang til kultur er en fundmental menneskeret, og teatret er et vigtigt rum for samfundsmæssig og demokratisk dialog.
På samme måde gælder det, at hvis den kunst, vi udbyder, ikke i fuld udstrækning afspejler vores diverse virkelighed – og giver forskellige samfund nogle rollemodeller, der viser dem, hvordan et fremtidigt liv kunne udforme sig – så afskærer vi os fra vores publikum. Teatret er nødt til at ændre sig, hvis det skal overleve, især når vi begynder at overveje, hvordan vi skal genoptage kontakten med hinanden efter pandemien.
F-ratings som en del af løsningen
Så hvordan sikrer vi os den udvikling? Kvoter er et meget nyttigt værktøj, som effektivt har fremskyndet forandring i flere lande. Et andet brugbart værktøj er den såkaldte F-rating, der stammer fra filmverdenen og belønner produktioner, der er instrueret af kvinder, skrevet af kvinder og har kvindelige medvirkende. F-ratings styrke ligger i synliggørelsen af de forskellige historier og de mest fremtrædende ledelsesroller, samtidig med at den også indebærer en forpligtelse til at skabe diversitet i de kreative teams bag produktionen.
Det passer godt sammen med konklusioner, som andre også har draget. I et stærkt interview i ISCENE af kvinderne bag the Fizzy Sherbet Podcast, skriver de:
“Ved at støtte op om kvindelige dramatikere, støtter man automatisk også resten af branchen, fordi det vil skabe jobs for de mange kvindelige skuespillere, som mangler jobmuligheder. Potentielt vil det også skabe jobs og muligheder for flere kvindelige instruktører, der føler sig tiltrukket af denne type dramatik med flere kvindelige roller.”
Forandring er mulig
Jeg mener, det er vigtigt at huske på, at udfordringerne med repræsentation aldrig er løst. Det kræver konstant læring, konstant selvvurdering og en altid tilstedeværende forpligtelse til forandring at arbejde inden for dette felt. Dette er særligt vigtigt under pandemien, der har forværret den økonomiske usikkerhed og presset mennesker med serviceansvar – som regel kvinder – til at forlade teaterverdenen.
Men forandring er aboslut mulig. På trods af alle dens fejl er der meget at blive inspireret af i teaterverdenen. Teatret åbnede verden for mig, og det er med stor tilfredshed, at jeg ser mine unge kolleger betræde deres individuelle karrierestier, og med masser af selvtillid og selvbevidsthed manifestere deres værdier, i den klare forventning at de vil blive behandlet lige og møde et kreativt miljø præget af diversitet. Simpelthen fordi de er dygtige til det, de laver. Vi skal bare gøre den selvbevidsthed mainstream.
Læs mere om ETC her.
