“Der findes nemlig ikke noget værre end en midaldrende mand, der er trukket i kasket og stramme jeans for at spille en 15-årig“, lyder det i ét af to manifester, som fire medlemmer af følgegruppen på Teater ZeBU Festival For Unge har udfærdiget.
ISCENE sætter fokus på teater til unge via debat, anmeldelser og kommentarer. Det første manifest er skrevet af Özge Ünal og Soha Rehman, der begge er 20 år, bor på Amager og går i gymnasiet. Det andet er skrevet af Gustav Janlev og Mathias Bøhrnsen, der ligeledes er 20 år og begge holder sabbatår efter gymnasiet. Alle fire var de en del af følgegruppen på ZeBU Festival For Unge.
1 – Manifest
Af: Özge Ünal og Soha Rehman
Vi tror på, at ungdomsteatret ikke nødvendigvis altid skal være så realistisk som muligt. Det er ikke altid super fedt, at emner som mobning, rygning, stoffer, druk, sladder og romantik er temaer, man altid tager op i teatret. Vi som unge kan genkende mange af disse emner, men det bliver også lidt for ensartet at gå ind og se et stykke, der altid handler om de samme emner. Vi unge er ikke nødvendigvis kun optaget af disse emner. Vi tror på, at teatret kunne være fedt med et tvist af politik, samfundsrelevante emner, snakken om livets gang og lidt mere filosofiske tematikker.
Vi tror på, at det værste et ungdomsteater kan gøre er at provokere de unge ved, at de går ind og ser et ungdomsteaterstykke spillet af en gammel Lars på 50 år. For hvad fanden ved Lars om, hvordan det er at være ung i vores generation og hvad for nogle problemer og udfordringer, vi som unge går med? Lars på 50 år er nødvendigvis ikke den fedeste skuespiller, der kan repræsentere os. Vi vil meget hellere se en på vores egen alder fortælle og spille den virkelighed, vi selv kender til. Det virker meget mere realistisk og giver os en følelse af, at vi kan spejle os i skuespilleren på scenen.
Vi tror på, at ungdomsteatret kunne blive så meget federe af at se mere mangfoldighed på scenen. Både hos skuespillerne men også i rollerne. Vi sidder tit som to 20-årige piger med anden etnisk baggrund og har det totalt meget nederen over ikke at møde Mohammed på scenen. Ikke nødvendigvis hos skuespilleren, men vi synes bare ikke, vi møder nogen, der repræsenterer os nok. Dette gælder for forhold som køn, alder, seksualitet, religiøs overbevisning og etnisk oprindelse. Gør teatret mere mangfoldigt. Vi sulter efter det!
Vi tror på, at ungdomsteatret skal være bedre til at kunne kommunikere, inddrage de unge eller underholde dem. Et godt stykke for os er at møde et menneske, der spiller en historie, vi kan forstå. Med forståelsen kommer kommunikationen. Dette skal betyde, at vi er enormt trætte af at skulle sidde og se på et stykke, der har mistet dets traditionelle stil. Vi vil snakkes til, opleve og sanse, at vi sidder over for disse skuespillere, ikke opleve ny teknologi. Teknologi er vi omringet alt for meget af. I teatret vil vi mærke realiteten, vi vil sanse alt, hvad der sker omkring os og være opmærksomme. Lad os koble af i teatret og mærke, at vi godt kan leve uden alt den teknologi and what not!
LÆS OGSÅ: Teaterhuset til debatten om ungdomsteater: “Spørg unge om de unge”
Vi tror på, at ungdomsteatret skal rejse rundt og møde os, når vi ikke kan møde det. Gør teatret mere attraktivt for de unge ved at tilbyde, at teatret kommer ud på skolerne, rundt omkring i boligområderne eller andre steder end i teatret. Det ikke altid nemt at forstå, at teatret er et sted, man kan komme og se et stykke som ung, uden at man bliver slæbt med af en voksen eller pædagog fra folkeskolen. Giv os mere mulighed for at se, at teatret er tilgængeligt, og giv os information om, hvor man kan søge hen. Vi ved, hvor biograferne holder til og hvordan og hvorledes vi søger derhen. Dette sker når sociale medier og andre platforme sætter trailers op. Al information henter vi fra de sociale medier. Dermed skabes også en ungdomskultur, der gør, at vi tager i biografen med vores venner. Men teatret er et sted, hvor vi forholder os til det virkelige menneske, så når de prøver at skabe kontakten til os gennem sociale medier og andre platforme, så taber de os. Vi vil se jer i øjnene til festivaler og andre steder uden for teatret og møde jer der, så skal vi nok opsøge jer igen.
2 – Ungdommeligt ungdomsmanifest
Af: Gustav Janlev og Mathias Bøhrnsen
Først og fremmest – og dette siger måske sig selv – så skal ungdomsteater henvende sig til unge i øjenhøjde. Det vil altså sige, at det skal være til at forstå, men måske endnu vigtigere må det ikke være for trivielt; man skal ikke tale ned til de unge og forsimple stykkerne, tværtimod skal de gerne sætte en tankeproces i gang hos tilskueren. Man må gerne kunne gå og reflektere over stykket efter man har forladt teatersalen, for hvis ikke man gør dette, hvorfor så gå i teateret?
LÆS OGSÅ: Lad os nu lytte og vise tillid til ungdommen
En måde hvorpå, man kan møde de unge i øjenhøjde, er ved noget så simpelt som at bruge unge mennesker i stykket. Dette kan være ved at bruge unge skuespillere (som der findes tonsvis af), eller ved at inddrage publikum i stykket, så vi, de unge, kan spejle os i det. Der findes nemlig ikke noget værre end en midaldrende mand, der er trukket i kasket og stramme jeans for at spille en 15-årig. Det er simpelthen for gennemskueligt! Og så har stramme bukser altså ikke været in i 5-10 år, hvilket er noget, mange instruktører – og vores halvtredsårige mødre – har svært ved at forstå.
Hiv endelig de unge med på scenen! Vi er så mange, der kan og gerne vil, og det skal da for Guds skyld udnyttes! Det fede ved teaterverdenen er netop, at den konstant er i udvikling, og vi er så mange, der gerne vil være med til at forme den. Der skal være plads til nye og unge stemmer (hvilket vi da også mener, at der er – og tak for det!), da det jo er os, der har følere ude og oplever ungdommen og hvor hurtigt alting går. Det er derfor vores klare opfattelse, at det netop er ungdommen, der selvfølgelig er bedst til at formidle ungdommen til, ja, ungdommen. Puha, det var meget ungdom..!
Dog kan forsøget på at følge med tiden også blive for meget. Er der noget, der tænder os mere af end end midaldrende mand i jeans, er det, når et stykke bliver spacy alene for at være spacy. Spar på blinklys, lydoptagelser og alt der hedder moderne teknik! Her kan det godt være, at det bare er os, der er gammeldags, men vi krummer tæer, når vi ser en videooptagelse eller mobiltelefon eller app eller hvad end er for et EDB-apparatur, en eller anden kæk instruktør nu lige kan hoste op med i forsøget på at skubbe stykket ind i det 21. århundrede. Hvis forestillingen skal bæres af et stykke teknik for at blive spændende, er stykket i sin grundessens ikke nok til at fænge de unge. I bund og grund er der kun brug for en person, en scene og et publikum. Det skaber nærvær, og det er det, teateret kan. Hvis vi ville se blinklys og digitalt tjubang, ville vi tage ind og se den nye The fast & the furious.
Nu har vi talt meget om ungdom, men et stykke behøver ikke nødvendigvis at centrere sig om ungdommen, men må derimod godt handle om nogle “voksne” emner. Selvom ungdommen til tider render rundt med skærmen plantet foran hovedet under armen, skal man ikke være bange for at stikke til os. Vi er ikke så dumme endda, og i det hele taget irriterer hele begrebet “ungdomsteater” os; det er vel i grunden bare teater. Man kalder det jo heller ikke “voksenteater” eller “pensionistteater” for den sags skyld. Lad være med at devaluere os og smide os i ungdomskassen. Vi vil også sidde med ved voksenbordet!
LÆS OGSÅ: Jon Stephensen forvrænger virkeligheden – og Politiken lader ham ukritisk gøre det.
Det skal endelig heller ikke lyde som om, at det udelukkende er unge mennesker, der skal være med i ungdomsforestillinger; de garvede, ældre skuespillere skal selvfølgelig også have plads! Hovedpointen er bare, at autenticitet er vigtigt, og at man for alt i verden skal passe på at tale over hovedet på os unge. Dette kan dog også vise sig at være svært – for her sidder vi og prædiker om autencitet og om ikke at klaske ungdomsmærkatet på alting, selvom vi sidder og skriver et ungdomsmanifest og overhovedet ikke selv er autentiske; vi er 20 år og paneldeltagere på FUT – en teaterfestival for folkeskoleelever. Vi er mega skyldige i det, vi selv sidder og taler imod. Vi kan ikke repræsentere folkeskoleelever nøjagtigt, men som alle andre, der brænder for ungdomsteater, gør vi dælme vores bedste! Vi har i det mindste ikke stramme jeans og kasket på.
