Mit navn er Greta om klimakrise og generationskald rammer plet i målgruppen, men hæver sig ikke rigtig som dramatisk værk trods solidt spil af debutanten Karla Løkke i rollen som ung klimaaktivist.
”Husk, I er ikke alene. Ses.” Pointen bankes fast med syvtommersøm mod slutningen af William Lipperts nyskrevne monolog om den klimaaktivistiske generation. De er mange, så de kan flytte klimadagsordenen, fordi de siger det samme. De er alle Greta så at sige – je suis Greta Thunberg.
Forestillingen på Aveny-T sælges som et eventyr og former sig da også som en art dannelsesrejse for teenageren Clara. Hun shopper i Magasin efter sin første klimastrejke og har generelt ikke rigtig styr på, hvad alt det med klimaet egentlig handler om. Det får hun undervejs, hvor hun i Gretas fodspor både runder FN i New York og rigmændene i Davos, så hun til sidst er grydeklar som en del af det mangestemmige kor, der maner til klimakamp.
Karla Løkke gør en solid debut
Nyuddannede Karla Løkke er vel delvist castet, fordi hun fysisk ligner Greta Thunberg, men da pointen er, at Greta ikke står alene, virker det som et overflødigt greb. Heldigvis rammer Karla Løkke sin teenagekarakter rent i et godt mix af naivitet, indignation og mopsethed over tåbelige forældre, der stiller besværlige spørgsmål. Hun går med stor troværdighed fra fjantet hashtaggeri over gryende indsigt til afklaret handlekraft. Det er fint spillet og fint instrueret af ligeledes nyuddannede Emil Rostrup.
Lidt pauvert bliver det dog med de øvrige stemmer, Karla Løkke også lægger stemme til og som kommer ud af bl.a. en rullende højttaler og en mandlig torso. Det er selvfølgelig et udmærket – og næsten uundgåeligt – greb, at scenografien består af genbrug, men kunne der virkelig ikke blive råd til bare en spiller mere, når teksten består af så meget dialog?
Mere aktivisme end kunst
Vi kan selvfølgelig bare slå os til tåls med, at hele teksten er Claras refleksioner. Teksten er under alle omstændigheder meget ligetil og gemmer ikke på ét gram undertekst. Jeg havde håbet på lidt mere efter (også ligeledes nyuddannede) William Lipperts finurlige Terningekvinden fra sidste sæson. Men måske er jeg bare ikke så modtagelig for dette faktisk ret old school aktivistdrama, for som min unge ledsager formulerede det, giver teksten et godt billede af de tanker, unge gør sig om klimaet. Han var glad for forestillingen, og det var den noget yngre skoleklasse, der sad på rækken bag os også. Der blev leet og sukket med stor koncentration.
Særlig begejstring vakte serien af virkelig sjove Jeanne D’Arc-animationer, der ud over at vise, at nutiden er mere kompleks end fortiden også vakte opmærksomheden på deep fake teknologien. Alt er ikke, hvad det ser ud til at være. Vi kan tilskrive fortidens martyrer hvilke meninger som helst, men vi kan også blive snydt af sofistikeret billedmanipulation. Fin og billedfabulerende detalje i det ellers ret enkle setup.
Mit navn er Greta vil ikke meget andet end at mane til klimakamp. Det er et nobelt formål, der rammer målgruppen. Forestillingen passer dermed som hånd i handske i Aveny-Ts meget stålsatte indsats for at betyde noget for unge kunstnere og ditto publikum.
Læs mere her.
