Det Kongelige Teaters norske husinstruktør Sigrid Strøm Reibo har med en smuk tysthed iscenesat sin landsmands Arne Lygres åbne og spørgende drama Jeg forsvinder om den menneskelige empatis rækkevidde.
Lyset skærer hvidt i øjnene, mens murbrokker hober sig op i huller og sprækker. Stilfærdigt kommer Stine Stengade ind og fortæller som karakteren Jeg om sit liv i huset her, som hun nu må forlade. Vi ved ikke hvorfor, men baggrundens karakter af bombekrater og Emil Assing Høyers dystre ledsagende toner i mol skubber associationerne mod krig eller katastrofe.
Kvinden Jeg var måske heller ikke helt så lykkelig, som hun indleder sin fortælling med at hævde. De stadige besværgelser peger på sprækker i lykken, der bekræftes, da hendes mand udebliver og hun må flygte uden ham. Han har valgt at blive i det diffust kriseramte samfund og starte et nyt liv med en anden kvinde, men det finder vi først ud af mod slutningen af den norske dramatiker Arne Lygres tyst-melodiske afsøgning af menneskelig empati.
Er medoplevelse mulig?
Flugten fra den udefinerede krise udgør på sin vis hovedhistorien for Jeg, hendes veninde og venindens datter, men ind i den flettes historier om andre mennesker, der i de fleste tilfælde har det værre end Jeg og veninden. Dramaet har således en sjat postmodernisme i sin struktur, hvor Jeg og rejsekompagniet skiftevis beskriver situationen, spiller situationen og spiller nogle andres situation. Identiteten er måske ikke ganske flydende, men selvom Jeg hævder, at medoplevelse ikke er mulig – og hendes mand senere hævder, at han ikke forstår livet uden for sig selv – indlever de sig alligevel i andres mulige følelser for at mærke deres egne.
Får katastrofen de mest handlingsbrutale sider frem som hos manden, der sparker sin kone på struben, fordi han ikke tåler at høre mere jamren, eller som hos sønnen, der redder sig selv ved at svømme fra sin mor og kæreste på flugtens vej? Og får katastrofen de mest dekadent-brutale sider frem som veninderne på strandtur, der bruger katastrofen som underholdning og kommer til at donere til den forkerte sag, da de har gejlet hinanden op til at ringe ind og købe lidt hyggeaflad?
Empatiens kringelkroge
Lygres tekst borer sig sikkert ud i hjørnerne af empatiens kringelkroge, der ikke alle er ladet med næstekærlighed. Det Kongelige Teaters husinstruktør Sigrid Strøm Reibo har iscenesat i en grundlæggende tyst tone, der med enkelte smerteudbrud og energiske udladninger i dialogen mellem Jeg og hendes veninde, holder sig i et næsten blidt, undersøgende leje. Er det virkelig sådan? Føler jeg sådan? Gør de?
Det fungerer overraskende godt, særligt i første del, hvor Stine Stengade skaber et stærkt scenenærvær, der accentueres perfekt af Sarah Bobergs mere boblende veninde, der både kan fjolle og være livsfarligt rå. Sicilia Gadborg Høegh og Karin Heinemeier har som venindens datter og mandens nye kvinde ikke mange replikker at gøre godt med, men står klart som karakterer. Martin Hestbæk er som Manden næsten mere nedtonet end Jeg, men trænger også godt igennem i sin oplevelse af at være afkoblet, ude af stand til at føle empati – men dog så hjerteskærende i sin angst for at være alene.
Det kræver en indsats at engagere sig i Manden, da Jeg forsvinder, og vi pludselig får ham som identifikationspunkt. Hun går, han er der, ligesom de øvrige karakterer forsvinder en for en under flugten – og Manden også står alene tilbage til sidst. Mennesket er alene, men kan i empatien nogle gange mærke en flig af andre. Sådan kunne man opsummere forestillingen, men så simpel er Arne Lygres enkle, men mangefacetterede tekst ikke. Dertil har den for mange åbne rum, der velgørende lader os digte med.
Hør instruktør Sigrid Strøm Reibo introducere forestillingen.
