Fest, farver og hjertets ustadige puls rammer os på Gamle Scene. Det Kongelige Teater og Anne Linnet forvandler musikerens passionerede univers til et spraglet men retningsløst scenisk testamente i Jeg er jo lige her.
Anne Linnets univers har været udforsket scenisk med stor succes før, så det er forståeligt, at Det Kongelige Teater på Linnets egen opfordring har kastet sig over opgaven. Samarbejdet mellem nationalscenen og kunstneren selv er dog en noget glat teaterkoncert. Den er ikke nær så særegent ikonisk som Sort Samvittigheds Reumertvindende Hvid magi fra 2011 og heller ikke så dystert intens som navnesøsteren Jeg er jo lige her på Aalborg Teater, som instruktør Minna Johannesson modtog en Reumert for i 2013.
I hjertekulen
Jeg er jo lige her anno 2021 har måske mest til fælles med den aalborgensiske udgave i sin meget direkte publikumshenvendelse. På Det Kongelige Teater blot med fokus på festen. På kærligheden. Elskoven. Hjertet. Det dunkende hjerteslag åbner forestillingen, mens skuespillerne en for en kravler op af orkestergraven med Tabt mit hjerte på læberne.
Så står de der. I hjertekulen skabt af scenograf Maja Ravn og stemningsbåret af Jonas Bøghs lyssætning, der changerer fra ren hvid over kras gul, pretty in pink, midnatsblå, deep velvet og tilbage igen. Det er superenkelt men velfungerende som et scenisk univers, der kan tegne følelser i alle regnbuens farver.
Hit følger hit og krydres med mindre kendte sange i musikalske arrangementer af Jesper Mechlenburg og med Jesper Bo Hansen, der har spillet med Anne Linnet gennem flere årtier, som konsulent og bag keyboardet. En teaterkoncert udfordrer jo som genre det materiale, den bygger på. Desværre bliver det mest til meget glatte versioneringer og slappe korarrangementer. Noget, Linnet ellers selv er en mester til.
Balancen mellem trin og skrøbelige ord
Dansere er ikke en fast ingrediens i en teaterkoncert, blandt andet herved adskiller den sig genremæssigt fra en musical. Men på Gamle Scene er der dansere. Koreografien gennemsyrer Jeg er jo lige her som en kroppens og følelsernes tale. Signe Fabricius har skabt de potente, hæsblæsende trin, der af og til opløses i helt diminutive balancer. Sådan vakler vi, når forelskelsen rammer. Sådan tipper vi, når tvivlen nager. Så ekstatisk vælter vi, når libidoen pulserer. Det er en fin, gennemført rød tråd gennem et univers, som ellers forekommer noget retningsløst.
Ariana Trostyanetskaya går knejsende sin egen vej gennem forestillingen, mens Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Adam Tocuyo og Oliver Zohores kroppe er i konstant, potent bevægelse ind og ud mellem skuespillerne. Danserne fylder meget i billedet på en af og til showpræget og mekanisk måde. For mig fungerede de perfekte mandekroppe dog godt spillet op mod Linnets tekstunivers, der besynger alle aspekter af det menneskelige følelsesunivers – også det flossede, skrøbelige og uperfekte.
Mindre strømlinede næb
I teaterkoncertens ånd er det ikke musicalsangere, der forløser teksterne, men skuespillere, der nok kan synge, men gør det med andre, mindre strømlinede næb. Altid seje Tammi Øst kan vride så meget smerte ud af Det er ikke det, du siger, at Linnet selv må være lidt misundelig. Sofie Torps kraftfulde klang klæder Glor på vinduer, Sara Viktorias Bjerregaards rene røst sætter En Forårsdag lige i skabet, mens Johanne Louise Schmidts sprøde stemme folder Tusind stykker fint ud. Laus Høybyes lyse og Kenneth M. Christensen dybe stemme mødes huldsaligt flere gange blandt andet i det homo-spor, der er så integreret i Anne Linnets oeuvre, at det må med på scenen.
Skuespillerne er klart det bedste ved opsætningen, om end de ikke får megen plads og på ingen måde antager karakterer, som man ellers kunne forvente i teaterkoncertformatet. Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius krediteres alle for iscenesættelsen, der mest af alt er en pæn hyldest til festen og kærlighedens væsen.
Jeg er jo lige her er vel – ligesom erindringsbogen Testamentet (2012) – Anne Linnet, som hun gerne vil huskes. Men vil vi gerne huske hende sådan? Langt bedre testamenter var de to tidligere scenefortolkninger, der begge havde den kunstneriske nødvendighed og nerve, som denne forestilling mangler. Den kan ses for de gode sangpræstationer, men der er kommet ærgerligt lidt ud af et så stærkt materiale og de mange gode, involverede kræfter.
Se forestillingstrailer her.
Se introduktion ved iscenesætter Thomas Bendixen her
