Del
GALATHEA3000 22. maj - 15. jun 2021 Mungo Park

Myten om Pygmalion og hans selvskabte idealkvinde af marmor er blevet opdateret på Mungo Park i Marie Bjørns ikke uefne manus GALATHEA3000. Den kommer desværre ikke helt ud over rampen hverken som gyser eller feministisk omvending.

Det begynder i en drøm. Pygmalion drømmer om sin drømmekvinde. Spejlet af ham selv og de kærlighedsforestillinger, kulturen har indpodet i ham, og som han dyrker i mangel af en rigtig kvinde af kød og blod.

Så er der jo heldigt, at han kan bygge drømmekvinden selv på det dubiøse site Afrodite. Siden erfarer vi, at også Afrodite blot var en myte, der skulle få os til at tro på kærligheden. Men i starten er håbet – ikke lysegrønt – men lyserødt som Pygmalions pæne jakkesæt. Zaki Nobel Mehabil er indtagende som den kærlighedshungrende og lettere socialt inhabile Pygmalion. Jeg fik virkelig lyst til at se ham som en moderne Romeo. Netop den ungdommeligt blide alt-eller-intet karakter mindede hans indledende monolog mig om. Vi manglede blot balkonen.

GALATHEA3000 Mungo Park
GALATHEA3000 på Mungo Park. Foto: Zuhal Kocan.

Alt for mange spørgsmål

Men nu skal det jo ikke handle om Pygmalion. Han er blot en form for sætstykke i GALATHEA3000s udvikling fra kærlighedsdukke til hævnmonster. Hun er skabt i hans billede helt ned til de useriøst grimme sandaler. Vi skal selvfølgelig se historien fra objektets side, og befinder os derfor i hendes bevidsthed, der omslutter hele fortællingen – uden at det helt afgiver facit eller mening.

Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, og GALATHEA3000 giver i hvert fald myten en mere tragisk, for ikke at sige gysende slutning end tidligere harmoniserende myteadaptioner som My Fair Lady. Det forekommer uundgåeligt efter dukkekvindens sønderlemmende karaktermord på verdenslitteraturens elskovsfortællinger, der stort set alle ender med kvindens eller begges død. Det er en virkelig velskrevet scene. Sjov med en faretruende undertone, der både dekonstruerer de knæsatte ikoniske tekster gennem deres eget sprog, og peger frem mod slutningens transformation mod gyseren.

For Pygmalion vil jo bare gerne elskes blidt. Han er ikke interesseret i, at hans konstruerede kvinde skal udvikle sig og stille en masse besværlige spørgsmål, han ikke kan eller vil svare på. Hvad sker det fx, når fugle lider af højdeskræk? Her var jeg nok mest på Pygmalions side, for mage til postuleret pseudoeksistentiel problemstilling skal man da vist lede længe efter.

GALATHEA3000 Mungo Park
GALATHEA3000 på Mungo Park. Foto: Zuhal Kocan.

Gå dog gyserplanken ud!

Hendes tiltagende frustration forstår man til gengæld godt. Låst inde i lejlighedens kærlighedsbur. Uden mulighed for at drømme sig bort, da hun aldrig sover. Hendes videbegærlighed er vel en måde at overkomme tomheden på – og en visualisering af kunstig intelligens modus operandi naturligvis – men hun er iscenesat for skabelonagtig til at skabe nogen reel identifikation. Så twerkes der til højre, så filosoferes der til venstre, og så toppes der med fløjten og hærværk af lejligheden midtfor.

Det er genkendeligt og forstemmende i et udmærket tænkt forskudt perspektiv. Jeg hænger da også på en del af vejen, selvom samspillet mangler noget dynamik. Ellaha Lack er hårdt spændt for med mange lange enetaler, og misser måske derfor af og til timingen, når hendes medspiller tilbyder den. Mod slutningen tabte jeg interessen. Stykket er simpelthen for langt, og de samme pointer og greb hamres ind med syvtommersøm. Gysergrebet misser i min bog, når det gentages – medmindre det gentages 98 gange som en pointe i sig selv.

Jeg har nok i det hele taget, trods emnets oplagte aktualitet og manuskriptets indiskutable kvaliteter, lidt svært ved at se pointen. Mænd er nogle huleboere, der ikke orker at samtale, og kvinder bliver til monstre, hvis man ikke taler med dem. Den har man ligesom hørt før. Ærgerligt, at vi ikke kommer et spadestik dybere – eller går hele gyserplanken ud.

Se forestillingstrailer her.

Dramatiker: Marie Bjørn. Instruktør: Anders Lundorph. Scenograf: Mikkel Rostrup. Lyddesign: Asger Kudahl. Lysdesign: Mikkel Givskov. Dramaturgisk manuskriptkonsulent: Miriam Frandsen. Medvirkende: Ellaha Lack og Zaki Nobel Mehabil. Spiller 22. maj - 15. juni 2021 på Mungo Park.