Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Kærlighed efter lukketid – stærke skuespilpræstationer i alternative omgivelser

Ikea Aarhus er stort set identisk med Ikea-varehuse over hele verden. Men når butikken i Aarhus lukker, starter teaterforestillingen Kærlighed efter lukketid, som afvikles rundt omkring i de forskellige udstillinger på første sal.

Publikum ankommer til Ikea 20.30 – en halv time før varehuset lukker og forestillingen begynder. Vi placeres ved borde i den tomme restaurant og tilbydes en ægte Ikea-klassiker i form af de ikoniske, svenske kanelsnegle.

Lidt efter 21 dukker de første skuespillere op. Først slår en kanelsneglsspisende Mette Døssing sig ned ved et bord med en notesbog, og kort efter dukker Anne Plauborg op med to fyldte Ikeaposer over skuldrene og en indkøbsvogn, der – udover flere Ikeaposer – indeholder en jakkesætklædt dreng.

Publikum ledes i løbet af aftenen af netop denne dreng gennem hele boligudstillingen på første sal. Ordløst guider han os videre et lille stykke ad gangen. Ved hvert stop placeres vi på afmærkede pladser, hvorfra vi kan iagttage nye scener udspille sig. Scener fra forskellige, velkendte dramaer skrevet af nordiske dramatikere.

Kærlighed efter lukketid, Aarhus Teater i Ikea. Foto: Rumle Skafte
Kærlighed efter lukketid, Aarhus Teater i Ikea. Foto: Rumle Skafte

Interessant koncept

Udflugten er konceptet, hvor Aarhus Teater inviterer publikum til teateroplevelser på usædvanlige lokationer som Fragt i 2017, hvor publikum blev transporteret i lastbiler rundt på Aarhus Havn, og Friheden i 2018, der spillede rundt omkring i forlystelserne i Tivoli i Aarhus. Senest var det i 2019 vandreforestillingen Jeg er her!, hvor publikum fik stemmer fra virkelige hjemløse i ørerne – en forestilling, der siden er blevet udviklet til en decideret podwalk.

Tine Voss Ilum, der også var medudvikler på konceptet til Jeg er her!, står sammen med instruktør Line Paulsen bag ideen til Kærlighed efter lukketid. Og det er en både sjov og velfungerende idé at spille teater i Ikea. De mange små udstillinger fungerer perfekt som hjemlige scenografier til de ægteskabelige dramaer fra såvel Ibsen som Norén.

De tre faste skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble, Mette Døssing, Anne Plauborg og Christian Hetland, har – foruden den føromtalte dreng – fået selskab af Simon Kongsted, der passer ind i flokken, som havde han spillet sammen med de tre tusinde gange før.

Kærlighed efter lukketid, Aarhus Teater i Ikea. Foto: Rumle Skafte
Kærlighed efter lukketid, Aarhus Teater i Ikea. Foto: Rumle Skafte

Mix af nordiske dramaer

Vi kommer vidt omkring i løbet af aftenen. Vi kigger ind hos Nora og Thorvald fra Ibsens Et dukkehjem, der – til trods for, at Mette Døssings Nora spiser kanelsnegle i stedet for makroner – er ganske traditionel, som vi kender den. Vi kigger forbi Marianne og Johan fra Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab – idyllisk placeret i en farvestærk dagligstue med masser af puder i den store sofa, der står i kontrast til parrets samtale om, hvorvidt de skal få et barn mere eller få fosteret fjernet.

Vi ser trekantsdramaet tone frem i Strindbergs Leg med ild, hvor Simon Kongsteds Axel ikke længere kan holde sine følelser for Mette Døssings Kirsten skjult. Beskyldningerne om en kærlighed, der aldrig har været til stede i ægteskabet flyver hen over scenografiens grønne kogeø fra såvel Kirsten som Christian Hetland som ægtemanden Knud. Og vi får som altid uskønne sider af mennesket at se i Lars Noréns Hævnarie.

Kærlighed efter lukketid er lidt som at zappe gennem aftenens program på fjernsynet og opdage, at der faktisk er noget interessant på alle kanaler, uden man dog på noget tidspunkt bliver hængende og får set et program til ende. Kærlighed og manglen på samme er den overordnede tematik, som binder de mange små scener sammen. Men det er især de stærke skuespilpræstationer og den alternative lokation, der især gør Kærlighed efter lukketid seværdig.

Seneste

Mindeord for teaterdirektør Lars Sennels

Da Lars Sennels sidste år forlod sit job som...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Mindeord for teaterdirektør Lars Sennels

Da Lars Sennels sidste år forlod sit job som...

Skal vi nedlægge Statens Kunstfond og lade politikerne uddele kunststøtte?

Kommentar fra Jakob Tekla Jørgensen

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden...
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

Mindeord for teaterdirektør Lars Sennels

Da Lars Sennels sidste år forlod sit job som teaterdirektør ved Vendsyssel Teater i Hjørring, var det for at flytte til København til sin...