Rasmus Asks iscenesættelse af Romeo + Julie for Teatret Møllen er mere en komedie end en tragedie, men resultatet er en særdeles seværdig og smuk forestilling, der kipper på hatten til det dansk-tyske grænseland.
Romeo + Julie er titlen på Teatret Møllens version af Shakespeares udødelige kærlighedstragedie. Her mødes grænselandets to sprog i et mix, hvor Julie og hele hendes slægt taler tysk, mens Romeo og hans familie taler dansk. Begge sprog i oversættelser, der smukt gengiver Shakespeares vers og leder tankerne hen på historien, som de fleste kender.
Sprogene til trods er det stadig fortællingen om to rivaliserende familier i Verona i Italien. Men instruktør Rasmus Ask har alligevel sat sit helt eget præg på iscenesættelsen, der har fået et gennemgående komisk præg og gennem hele første akt fremstår som komedie frem for tragedie. Det fungerer fint, indtil den overdrevne spillestil til sidst kvæler tragedien og medfølelsen.
Betagende brug af lys
Laura Rasmussen har skabt en enkel scenografi, hvor sorte, firkantede søjler i forskellige højder fylder scenerummet. Bagerst, langs siderne og hen over hele scenen hænger lyskæder, der i Súni Joensens lysdesign skaber nogle af de mest betagende scenarier i forestillingen. For det er virkelig smukt og effektfuldt. Da Connie Tronbjergs præst vier Julie og Romeo, tændes en bane af skinnende pærer hen over dem, som er det deres kærlighed, der på magisk vis lyser op. Desværre er Rasmus Asks iscenesættelse kun glimtvis så rørende.
Romeo og Julie spiller deres roller med enorme armbevægelser, og giver man sig hen til konceptet og det komiske, fungerer det langt hen ad vejen upåklageligt. Andrea Spicher er med sin lange fletning og lyse stemme overbevisende som den 13-årige Julie. Den enorme pibekrave på hendes bluse og hendes korte bukser med seler understreger det barnlige i hendes udseende, og hendes konstante fnisen og hvinen minder om en karakter fra en overgearet tween-tv-serie.
Shakespeares berømte balkonscene er nok den mest helstøbte og mest komiske scene i iscenesættelsens første akt. Andrea Spichers Julie tumler hen over søjlerne på scenen, som var hun et lille barn ved sengetid, der ikke længere kan være i sin egen krop af indestængte følelser. Frydefuldt begejstret over sin betagelse af Romeo glider hun baglæns ned fra søjlen og lander på gulvet med en skøn naturlighed i alle sine bevægelser. Da Jens Kepny Kristensens Romeo giver sig til kende, minder han en del om ulven fra en Betty Boop-tegnefilm. Hans gestikuleren er overdreven, og han mere springer end går, hver gang han kommer frem på scenen, hvilket giver ham et energisk og umiskendeligt ungt udtryk.
To sprog, to familier
Lige så forfriskende, morsomme og velfungerende de store armbevægelser er i første akt, lige så unuanceret bliver det i andet akt, hvor især Andrea Spichers Julie lader til at være løbet tør for tangenter at spille på. Hendes gråd efter Tybalts død er så højfrekvent hvinende, at hendes replikker fuldstændigt drukner.
Det er en skam, når replikkerne ikke kan høres. For fortællingen er jo magisk, og den fungerer smukt på både dansk og tysk. Ideen med de to sprog er original og en fin hilsen til grænselandet og 100-året for Genforeningen. Selvom det dobbelte sprog ikke har en direkte indflydelse på handlingen, er der lagt små fine detaljer ind. Såvel de tysk- som de dansktalende skuespillere skifter sprog, når de forsøger at nærme sig deres fjender – og venner. Således forsøger Julie sig på dansk og Romeo sig på tysk i deres kærlighedstilnærmelser, og det samme gør deres fædre til slut, da de med deres tilkendegivelser bringer håb om fred i Verona.
Også i kostumerne markeres forskellen på de to familier Capulet og Montague. For det er ikke kun Julie i Capulet-familien, der er iført shorts. Det samme gælder hendes far og hendes fætter Tybalt. Montague-slænget derimod er iført streetwear med træningsbukser og bomberjakker med middelalderlige detaljer med puf ved ærmerne. Alle kostumerne har genkendelige elementer som pibekraven på Julies bluse eller stærke kontrastfarver, som gør dem lette at skelne på afstand.
LÆS OGSÅ: Teatret Møllen markerer 100-året for Genforeningen med dansk-tysk udgave af Romeo og Julie
Gode skuespilpræstationer
Ole Sørensen har godt nok rollen som Romeos far, men når han udskifter bukserne med fyldige, røde skørter og en sort kyse er han fuldstændig vidunderlig som Julies aldrende amme, der hjælper de to unge elskende til deres hemmelige ægteskab. Han giver krop til den kærlige skikkelse i Julies liv, men er dog også fornuftens stemme, der ikke er sen til at forsøge at få hendes til at slå Romeo ud af hovedet igen. ”Dein Glück kommt ja bei der zweiten Ehe,” konkluderer han forsøgsvist, da Romeo er forvist, og Capulet ønsker Julie gift med Grev Paris.
Også Iza Mortag Freund er helt forrygende, når hun indtager scenen som Romeos ven Mercutio. Med konstante små bevægelser og en attitude som en præmiehingst, der slår sig utålmodigt i tøjlerne, ejer hun scenerummet, så det nærmest får de andre omkring hende til at blegne.
Skuespillerne i Romeo + Julie skifter ubesværet mellem de to sprog og skaber en fin dynamik. Thomas C. Rønne gør en stærk komisk karakter som Grev Paris – især i de scener, hvor han ledsager fyrsten. Hver gang Klaus Andersens fyrste dukker op på scenen, toner den hylende lyd af en alarm frem i Rune Abel Aagaards ellers harmoniske lyddesign. Stående på den højeste søjle midt på scenen, udspyr fyrsten ordrer til byen på dansk, hvorefter Thomas C. Rønne, der står på en lavere søjle ved hans side, som en anden simultantolk gentager dem på tysk i et hæsblæsende, latterfremkaldende tempo. Romeo + Julie er en smukt iscenesat komedie, hvor de tragiske elementer desværre aldrig rigtigt får de små hår på armene til at rejse sig.
Lyt til podcasten med de to hovedrolleindehavere her.
