Der er fuld skrue på accenter og slag til den politiske korrekthed i Kerteminderevyen 2021. Politikere, influencere, storrygere og coronatrætte får en tur i satirehjulet i en revy, der både er fjollet og tænksom.
Ét skridt for langt er undertitlen på Kerteminderevyen 2021. Holdet lægger da heller ikke fingrene imellem, når den politiske korrekthed skal have én på sinkadusen. Det gælder både i åbningsnummeret med plads til alle (måske undtaget identitetspolitikere?), i karikaturtegningssketchen og strøet med lind hånd ud over de fleste andre numre.
Politisk korrekthed er notorisk morsomt at gøre grin med, fordi den trods alle gode intentioner ofte er selvhøjtidelig og ekskluderende. Heldigvis er der mere i Kerteminderevyen 2021 end denne også lidt taknemmelige måde at bedrive satire på. Først og fremmest er revyen fjollet og for meget på den absolut gode måde.
Ministeren er ikke hjemme
Særligt Farshad Kholghis gummielastiske krop og mimik er garant for skingrende skøre typer, der lige præcis går (mindst) et skridt for langt. Blandt flere gode bud blev jeg ganske forelsket i Louise Ping Pong, en gammel kending blandt publikum. Hun er “røvgiver” med temmelig meningsforvridende accent og opfordrer til at pisse på hinanden og stoppe med at tænke i kusser. Måske lidt gammeldags greb, men svært charmerende i al sin tåbelighed.
Kim Hammelsvang er med i Kerteminderevyen for tiende gang og viser virkelig spændvidde med sine mange roller. Han er stilfærdigt rørende som manden, der egentlig er tilfreds med at være helt almindelig heteroseksuel, om end tiden kalder på andre lyster. Han er skræmmende naturtro som den storrygende KOL-patient, der dårligt kan trække vejret, men helt sikkert ikke skal have gift som vaccine i sig.
Lonnie Kjer står bag disse to og en række andre gode tekster. Hun debuterer også på scenen i år, men træder ikke helt igennem som skuespiller. Som sanger går det bedre. Hun ringer i versioneringen af sit eget gamle Melodi Grand Prix Hit Hallo Hallo til kulturminister Joy Mogensen. Men ”der er ikke nogen hjemme, vi kan ikke hør’ din stemme”. Instruktør Gordon Kennedys nye vers er et godt greb på et af årets selvskrevne revytemaer.
En fisse i en hornfisk
Christine Astrid synger som en drøm. Hun bedårer i Lukas Birchs geniale gendigtning af Den dag da Dorte drak dus. Den swingende melodi og fremførelse dækker over en barsk tekst om retstilstanden for kvinder, der er blevet voldtaget. Det er satire på den virkeligt hårdtslående måde.
Lukas Birch har også skrevet det skarpe influencerportræt, som Christine Astrid fyrer af uden at trække vejret et sekund, mens forvekslede ord og vendinger fyger os om ørerne. Det er på ingen måde ”en fisse i en hornfisk”, men en særdeles velunderbygget ”konfirmationsteori” om Philip Fabers ansvar for pandemien. Jeg troede faktisk ikke, man kunne sige noget sjovt om influencere, men der tog jeg fejl.
Der er et par tynde numre i mellem. Der kunne også tyndes lidt ud i de mange accentbårne karakterer. Om end Kim Hammelsvangs passivt-aggressive fynbo er svært underholdende. Men alt i alt står snapsene ret tæt i Kerteminderevyen 2021, hvor der er meget at grine af og en del at tænke over.
