Teater Bremen lægger hus til repremieren på Rasmus Bruun og Frederik Cilius’ satireshow Sommeren på Birgitø. Den spillede kun en uge før nedlukningen i 2020. Showet har samme plot, men med aktualiserede referencer.
Min kollega var begejstret, da den første version af Sommeren på Birgitø ramte scenen sidste forår. Siden er der løbet meget håndsprit og vaccine i åen. Måske derfor sad jeg lidt mere mat i sædet under repremieren.
Det er længe siden, Radio24syv lukkede, og showet doserer heldigvis også klogt replikker om den medietragedie. Til gengæld flyver håndmadderne tæt efter en række mediepersonligheder, som måske er vigtigere i deres egen verden, end i de fleste andres? Desværre medvirker det tema også til at knække showet i to dele. En del, der sidder fast i medietemaet, og den anden del, der kaster sig ud i pandemi-satire. Koblingen opstår ikke, selvom den ligger snublende nær.
Sammen med gamle venner
Man skal også stå tidligt op, hvis man skal bedrive pandemisatire, for samtlige satirikere og revyforfattere i kongeriget har jo ikke haft andet at beskæftige sig med det seneste års tid. Trioen Rasmus Bruun, Frederik Cilius og Karen Lundsby kan noget særligt, der inkarneres i Kirsten Birgit-karakteren selv. Sammenstødet mellem klassisk dannelse og grænseløs ubehagelighed. Den balance mestrer Frederik Cilius fortsat lige til kanten og Rasmus Bruun accentuerer fint med sin umådelige almindelighed, gode vilje og momentvise temperament.
Men særligt i første del er tempoet trods vid og bid aldeles gumpetungt og fremkaldte end ikke et træk i mit smilebånd. Publikum lo, men mest på den måde, man gør, når man er sammen med gode, gamle venner. Først mod pausen kommer der lidt damp på kedlen, da Kirsten Birgit, før hun drager ud for at finde en radio (!), hektisk leder efter sin prepper-grab-bag, mens hun udstøder stadigt voldsommere dødstrusler mod Mette Frederiksen.
Indtil da har det mest været setup af rammefortællingen. Kirsten Birgit er i selvvalgt isolation på øen, og Rasmus kommer for at skrive den ultimative biografi om hende. Hun bor i præsident Gadaffis gamle telt, fordi hendes hus er brændt. At der er andet end ”gamle, støvede puslespil” i teltets inderste rum, står hurtigt klart, men hvad er det lige med den talende ræv og Rasmus Bruuns manglende arm? Og er Birgitø mon rent faktisk en ø?
Man skal lidt være die hard fan
Efter pausen kommer der anderledes fart over feltet. Kirsten Birgit holder et forrygende pressemøde i en sky af håndsprit. En præcis og æskende ond satire over regeringens helt særegne opfattelse af frihed og tryghed. Fulgt op af en velturneret, drivende ond sang om samme regerings faste argument ad absurdum: ”For ingen mennesker må dø”. Derefter gakker showet afsted i turbo med grusomme afsløringer og teatralske opgør flot flankeret af de vanlige referencer til højkulturen og med et pift af vampyrbid.
Der er mange skarpe oneliners og jongleringen med historiens forskellige metalag kommer op at flyve mod slutningen. Men der er lang vej derhen, hvis man ikke er die hard fan af Kirsten Birgits flamboyante floskler.
Der er masser at komme efter i regeringens – og mediernes – pandemihåndtering, og lige præcis det burde være gefundenes Fressen for denne trio. Netop nu sprudler landets scener af revyer og andre shows, der spidder emnet på alle tænkelige måder – også på den intellektuelle måde, som er denne trios force. Jeg synes ikke, Sommeren på Birgitø blander sig helt i toppen her. Den er heller ikke for alle, hvilket jo er helt legitimt, men skal nok finde sit publikum og sikkert også få rytmen bedre på plads.
