Del

”Jeg tænker meget på vold,” siger kvinden i forestillingen. Ikke fordi hun har lyst, men hun mener, det er en fundamental del af vores art. I dette interview fortæller instruktør Sigrid Johannesen om at forløse grusomhed på scenen og tankerne bag den premiereaktuelle forestilling Girls & Boys. 

Too Close er titlen på den britiske dramaserie, som netop nu kan ses på DR. Her er Emily Watson  retspsykiateren Emma, som skal kortlægge, hvad der fik den pæne forstadsfrue Connie (Denise Gough) til at begå en frygtelig forbrydelse mod sin familie. 

Det skal ikke spoiles her, hvad der sker eller forårsager forbrydelsen, men som den anklagede Connie retorisk spørger: ”Hvordan i alverden gik hendes liv så galt?” Hun besvarer selv spørgsmålet: ”Det er faktisk meget nemt, så pas du bare på. Det kan blive din tur næste gang.”

Trist men aktuelt

Selvom det lyder dystert, er der måske noget om snakken, for familieforbrydelser synes at være flyttet tættere på den etablerede hverdag. På Aarhus Teater har de sat fokus på tematikken med forestillingen Girls & Boys. Her fortæller instruktør Sigrid Johannesen om arbejdet med forestillingen og tematikken.

Hvorfor skal vi se en forestilling om familiedrab? 

“Det skal vi, fordi familiedrab sker i meget højere grad i Danmark, end de fleste af os er klar over. I perioden 1992-2016 er 124 danske børn blevet dræbt af en forælder – det svarer altså til fem børn om året. Samtidig render de fleste af os jo rundt og tror, at de her sager er enkeltstående, når vi hører om dem, fordi medierne kun beskæftiger sig med historierne, når de har en vis sensationskarakter. Når de taler til vores følelser og kan generere clicks og likes,” forklarer Sigrid Johannesen. 

“I medierne kalder man familiedrabene for familietragedier og underkender dermed fuldstændig det, de reelt set er: børnemord. Man fratager gerningsmanden ansvar og gør drabene til et privat anliggende – til noget uforklarligt, noget der pludselig sker, en rystelse i hverdagslivet. Noget vi andre i bedste true-crime spænding kan chokeres over. Vi kan følge med i de gule breaking news bjælker, alt i mens vi selvgodt læner os tilbage i den trygge vished om, at sådan noget ville aldrig ske for mig. Men faktum er, at det kan ske for dig. For os. For mig. Og det er det, Girls & Boys italesætter”.

“Det her er ikke enkeltstående sager. Det her er ikke drab begået af afsindige gerningsmænd, der var vanvittige i gerningsøjeblikket. Det her er drab begået af gerningsmænd, der i mange tilfælde ved, hvad de laver. Der planlægger. Forbereder sig på drabet. Familiedrab er ikke et lynnedslag. Det er en togulykke i slowmotion, og en ulykke vi som samfund i mange tilfælde havde kunnet forhindre”. 

Girls & Boys, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Girls & Boys, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Mange års indgroede og strukturelle forventninger til køn

Hvad er det for en samfundstendens, du gerne vil belyse og få os til at reflektere over med dette tema? 

“Familiedrab er jo – som alle drab – på mange måder ikke et fænomen, du kan kigge isoleret på. Det opstår ikke bare ud af et tomrum. Det vokser ud af mange års indgroede og strukturelle forventninger til køn, hvad det vil sige at være en familie. Hvad det vil sige at være mand og kvinde. Og derfor er familiedrab også noget, vi som samfund og som mennesker kan gøre mere for at komme til livs,” understreger Sigrid Johannesen og fortsætter:

“Men det kræver, at vi forstår, hvad det er, vi står overfor. Og før vi bliver klar over, hvor relativt almindelige den her type drab egentlig er, kan vi ikke som medmennesker og borgere tage det ansvar, vi også har, for at forebygge at det sker. Det handler både om at tage ansvar i vores private liv, når der bliver smadret ting hos naboen, når et kærestepar på gaden skændes voldsomt, eller når nogen man kender, bortforklarer et blåt mærke”. 

“Det handler om at lægge pres på den politiske verden, at sikre prioriterede og målrettede forebyggelsesindsatser. Men det handler i særdeleshed også om at forholde os til, hvordan vi lever som mænd og kvinder sammen, og for eksempel hvilke følelsesmæssige handlemuligheder vi giver særligt mænd (for der er på et globalt plan stadig en overvægt af mænd, der begår den her type drab) i situationer, hvor de fx rammes af depression/stress/angst eller en større livskrise (mister deres job, kommer i økonomiske problemer osv.). Hvorfor er vi i 2021 stadig ikke lykkedes med at give mænd andre følelsesmæssige reaktionsmuligheder end vold og aggression?”

Man kan komme langt med forebyggede indsats

“Jo mere jeg i arbejdet med Girls & Boys dykkede ned i fakta omkring familiedrab i Danmark, jo mere foruroliget blev jeg – og jo mere utroligt blev det for mig, at vi ikke som samfund debatterer meget mere, hvordan vi skal komme den her type drab til livs. Ligesom mange andre drab – bandedrab, drab i nattelivet osv., mener mange eksperter, at man kan komme langt med forebyggende indsatser. Problemet er, at vi i Danmark i nogen grad mangler større analyser på området og fx indgående kendskab til motiverne og omstændighederne bag denne type drab. Og det er nødvendigt for at skrue en ordentlig forebyggende indsats sammen”.

“Vold eskalerer i krisetider. Det ved vi. Så hvorfor er det, at vi bliver ved med at betragte vold i familier og familiedrab som enkeltstående, private begivenheder – og ikke som det samfundsanliggende det reelt set er?”

Girls & Boys, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Girls & Boys, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Hvilken forestilling ønsker du ikke, det bliver med denne her tekst? 

“Det har været vigtigt for mig at lave en forestilling, hvor publikum kan opleve et først og fremmest humoristisk og dernæst brutalt følsomt møde med en kvinde, der gerne vil fortælle sin historie. Og jeg håber, at det vil give vores publikum en ny indgang til at forstå og tænke over store, komplekse emner som køn, vold og drab”.

“Kvinden, vi møder i Girls & Boys, er ikke et offer. Hun fortæller historien om, hvordan hun møder og forelsker sig i en mand. Hvordan de har en ret fantastisk start på et kærlighedsforhold: de er forelskede, han støtter op om hendes drømme, de har god sex, han får et godt job, hun ligeså, de flytter sammen og får børn. Alt er fantastisk – indtil det pludselig ikke er det alligevel. I Girls & Boys møder vi hverken børnene eller manden direkte – børnene møder vi slet ikke, og manden møder vi kun i hendes genfortælling af ham og af situationer, de har stået i. Alt er altså ekstremt styret af vores hovedkarakters blik – og det åbner jo for mange spændende ekstraoverbygninger”.

Samarbejde med scenograf David Gehrt

Hvad er det for et rum, i gerne vil skabe? 

“David og jeg har lavet det, jeg ville kalde for en form for performativt nul-rum bestående af 23 højtalere. Forestillingen fungerer på to niveauer. Først og fremmest opererer den i et nærmest stand-up-agtigt lag. Det er ekstremt publikumshenvendt, og det har vi gerne ville lade stå så rent som overhovedet muligt. Dernæst har forestillingen en række brud ind til – uden at afsløre for meget – nogle mindescener. Det er her vores højtalere for alvor kommer i spil, og man kan altså kalde dem en form for minderum – det er dem, der skaber lydkulissen til hendes erindringer, og de præsenterer os altså for abstraktioner og fragmenter af de erindringer, som hun genlever”.

“Vi møder jo en kvinde, der har mistet sine børn – og sorg (og lyden af sorg) er jo en sær ting. I et øjeblik er sorgen ekstremt abstrakt og uhåndgribelig – nærmest tættere på en sansning – og i næste sekund er den anderledes konkret og 1:1. Det har vi forsøgt at genskabe”.

Girls & Boys spiller på Aarhus Teater fra d. 16. - 19. juni og igen fra d. 12. aug. - 9. sept. Læs mere her.