Nycirkus står på tærsklen til et opsving

Moderne cirkus er en svær genre at sætte i bås, og måske derfor kæmper den med strukturelle udfordringer og politisk opbakning. Men der er masser af liv i det danske nycirkusmiljø, og publikum kommer gladeligt til forestillingerne, fortæller to fakkelbærere for nycirkus til ISCENE.  

I 2014 plantede Akademiet For Utæmmet Kreativitet en milepæl i dansk nycirkus’ historie. For første gang siden genrens opståen i 1970’erne blev det muligt at uddanne sig til nycirkusartist i Danmark gennem et 3-årigt Bachelorprogram. En tradition, andre europæiske lande som Frankrig, Sverige og Finland længe har håndhævet, var nu blevet en realitet på dansk jord. I 2017 blev 12 nycirkusartister uddannet fra Akademiet for Moderne Cirkus.

“Som producent kunne jeg mærke, at de talenter, der kom ud fra den uddannelse, gjorde meget for nycirkus-genren i Danmark,” fortæller Gry Lambertsen, som sammen med Rune Vadstrøm Andersen er ophavspersonerne bag DYNAMO – et arbejdsrum for nycirkus, der tilbyder residencies, workshops og masterclasses for professionelle scenekunstnere og vækstlaget. Men milepælen fik ikke lov at slå rødder – blot 4 år efter, AFUK’s bacheloruddannelse i nycirkus var blevet startet som prøveuddannelse, besluttede politikerne på trods af en rigtig god evaluering, at de to årgange, der var blevet uddannet fra den, skulle blive de eneste. 

“Når der ikke er politisk opbakning til uddannelsen, siger man jo også, at nycirkus ikke er lige så meget værd som andre scenekunstgenrer. Det, at den blev nedlagt, har gjort en stor forskel for, hvor meget nycirkus, der bliver produceret i Danmark,” siger Gry Lambertsen, som håber, at Akademiet for Moderne Cirkus bliver genetableret. Selv er hun en af de store fakkelbærere for dansk nycirkus. I 2017 etablerede hun DYNAMO i Odense for at give danske nycirkusartister en scene. Stedet er både velbesøgt og har været med til at udbrede kendskabet til moderne cirkuskunst. 

Feministisk klovnetrio var en succes

Med en årlig nycirkusfestival, gæsteforestillinger og kunstnersamtaler er DYNAMO et samlingssted for en branche, der ofte har været hjemløs, og den dag i dag af nogle anses for at være scenekunstens enfant terrible. For det kitchede ry, der siden dens opståen har klæbet til nycirkus-genren, hænger i nogen grad ved trods det faktum, at nycirkusartister bruges mere og mere også på traditionelle teatre. De fleste har hørt om sværvægteren Cirque du Soleil, men mange – i hvert fald ifølge en hurtig rundspørge i denne skribents omgangskreds – tænker stadig på moderne cirkus som “noget med kæmpe ethjulede cykler og akrobater i cheasy outfits”, “skørt og underligt” eller slet og ret “noget for børn“. 

“Nycirkus er stadig lidt en underdog. Måske er det fordi, historien om cirkusset som en outsider, der ikke ville være en del af samfundet, hænger ved. Nogle har også den opfattelse, at nycirkus er gammeldags og grimt rent æstetisk,” funderer Gry Lambertsen, da jeg forelægger hende fordommene om nycirkus.  

LÆS OGSÅ: Nullo Facchini: Om at etablere en performance-festival i en dansk provinsby

“Men de fleste, der ser en nycirkus-forestilling, bliver blæst bagover. Det, nycirkus kan, er, at det er folkeligt og elitært på samme tid. Artisterne kan så mange vilde tricks med deres krop, men samtidig er det både for unge og gamle, der er ingen grænser,” siger den kunstneriske leder, der selv fik sine fordomme om publikum gjort til skamme, da hun valgte at slå et slag for nycirkus uden for hovedstaden. I Odense har hun med DYNAMO haft bred succes med at vise anderledes og fysisk scenekunst, og folk har været nysgerrige og åbne over for nycirkusgenren, fortæller hun. 

“Den første forestilling, vi viste på Dynamo, var med en feministisk klovnetrio fra Stockholm, som arbejder med kropsbehåring. Jeg tænkte: “Folk får et chok”. Men det var en af vores største successer, og der var stående applaus”.

Er det nycirkus?

Nycirkus har, sammenlignet med andre scenekunstgenrer, ikke mange år på bagen. Det opstod i Frankrig i midten af 70erne som en videreudvikling af traditionelt cirkus – dog uden den vanlige dressering af dyr. I moderne cirkuskunst er mennesket og dets krop tværtimod i fokus. Men selvom nycirkusartister stadig som oftest er dygtige akrobater eller dansere, ser man i dag flere og flere forestillinger, som bryder med rammerne for, hvad de fleste forbinder med nycirkus, fortæller danser og koreograf Kitt Johnson, som i løbet af sin lange karierre også har beskæftiget sig med cirkus. 

“I nycirkus-vækstlaget ser man lige nu så forskellige udtryk, at man nogle gange ikke tror, det er samme genre. Der er folk, der arbejder ekstremt nørdet med at udvikle et traditionelt nycirkus-apparatus. Men der er samtidig sket en akademisering inden for nycirkus, og der er er flere og flere værker, der er meget konceptuelle. Vi ser også en politisk bølge, som både handler om klima, økonomi og kønsidentitet,” siger hun, da ISCENE taler med hende på en telefonforbindelse til Grækenland, hvor hun lige nu har prøver.

Via sin rolle som jurymedlem i circusnext – et europæisk cirkuslabel for ny cirkuskunst – er Kitt Johnson i nærkontakt med ny og upcoming cirkuskunst. For tiden ser hun en tendens til, at kunstnerne fokuserer mindre på deres cirkusfærdigheder i sig selv, men skubber dem ud et sted, så de tjener et højere formål. De arbejder i grænselandet mellem performance, teater og installation, men altid med kropslige værktøjer, som berettiger, at man stadig kan kalde det nycirkus. 

LÆS OGSÅ: Waves Festival er et pragteksempel på internationalt udsyn

Man har set en lignende bevægelse mod det konceptuelle inden for moderne dans i de senere år. Hvordan adskiller nycirkus sig i sin udtryksform?

“Vi havde for nylig en stor diskussion i juryen om, hvorvidt en forestilling, vi så, kunne betegnes som nycirkus. En kvinde hængte en trapez op i et rum, lagde et stort stykke plastikpresenning ud og lagde sig under det. Så arbejdede hun skulpturelt og transformativt, og til sidst trak hun sig op i en trapez. Den eneste færdighed, hun brugte fra nycirkus, var, at det krævede en enorm styrke at løfte det her store stykke plastic, og at hun kom op i trapezen i én arm. Men er det så cirkus, fordi der hænger en trapez i rummet? Det diskuterede vi meget i juryen og var fuldstændig uenige,”siger Kitt Johnson og uddyber sin pointe: 

“Genrerne moderne dans, performance, fysisk teater og site specific overlapper, og nycirkus kan have elementer fra dem alle. Som kunstner er jeg fløjtende ligeglad med, hvad genre en performance tilhører, bare den er god. Alligevel er det vigtigt, at nycirkus bliver betragtet som en kunstform i sig selv,” siger hun og peger på branchens strukturelle udfordringer. At AFUK ikke fik godkendt bacheloruddannelsen i nycirkus til at blive forlænget, og at Københavns Internatinale Teater Metropolis lukkede deres nycirkus-festival, betragter hun som nogle af de faktorer, der har gjort vilkårene svære for cirkusartister i disse år. 

“Det var lidt som om, alt faldt fra hinanden, da det skete. Jeg synes, at scenekunstudvalget gør meget for nycirkus. Men det, at AMOC gik ned, og at vi mistede træningssted, var en stor ting”.  

“Hvis vi står sammen, kan vi rykke nu” 

Da danske nycirkusartister pludselig stod uden en scene, følte Kitt Johnson sig kaldet til at handle. I 2019 lancerede hun C!CAF – en nycirkusfestival, som viser international nycirkuskunst. Festivalen løb af stablen for første gang i 2019 og blev stort set udsolgt. Hun mener, at der findes et bredt publikum for moderne cirkus i Danmark, og hun peger også på DYNAMO som et af de nye knudepunkter for branchen. Når de i Odense laver open calls til forestillinger og residencies, fortæller Gry Lambertsen, kommer de dygtige artister dog stadig i høj grad fra udlandet. 

Her ser man, ifølge hende, også tendensen til at blande scenekunstgenrer og arbejde konceptuelt og aktivistisk – et eksempel er den italienske kunstner Fanny Soriano fra Libertivore, som arbejder med at bringe mennesket tættere på naturen. Også kompagniet Acting for Climate, som laver workshops på tværs af Norden og Canada – uden at rejse med fly vel og mærke – er nogle af de artister, som har sat fokus på bæredygtighed. En tendens, siger Gry Lambertsen, som også gør sig gældende i Danmark. 

Hvordan bliver nycirkus mere synligt herhjemme? 

“Der skal produceres mere på dansk, som slår benene væk under folk, så danskerne forholder sig mere til genren. Det er min oplevelse, at folk gerne vil rives rundt og se vilde ting. Men de store teatre skal turde booke nycirkus-forestillinger, ikke kun enkelte nycirkusartister,” siger Gry Lambertsen og tilføjer, at formidlingen af moderne cirkus også er underudviklet. Kitt Johnson peger også på, at der er mangel på kritikere med viden om genren. Alt i alt, mener hun, går nycirkusbranchen dog lysere tider i møde. 

“Glimt er blevet lille storbyteater, AFUK er begyndt at undersøge, hvordan man kan gøre en af deres haller til en scene for nycirkus, og Waves Festival, DYNAMO og C!CAF har arrangeret en branchedag for nycirkus. Så der er mange tiltag i gang, og samspillet af de forskellige aktører i branchen kan løfte nycirkus op til nye højder. Jeg fornemmer, at vi er på vej ud af det lavpunkt, der kom i kølvandet på nedlukningen af nycirkusuddannelsen, og jeg tror, at vi står på tærsklen til et opsving. Hvis vi står sammen nu, kan vi rykke,” siger Kitt Johnson.

Den anden version af C!CAF er planlagt til det forhåbentlig coronafri marts 2022. Både danske og udenlandske performances er på programmet. Og der er ingen tvivl om, at festivalen vil udfordre selv den mest hårdnakkede nycirkuskritikers fordomme om genren, der stritter i alle retninger og ikke lader sig kue. 

Hvis du vil vide mere om nycirkus netop nu, kan du deltage på branchedagen på Waves Xtra onsdag den 25. august 2021. Se mere her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.