Bellevue Teatret præsenterer med Thure Lindhardts instruktørdebut en melodramatisk Frk. Julie, hvor musikalitet og ekspressivt kropssprog taler med i midsommernattens eksistentielle dans.
Frk. Julie er skabt under nedlukningen som endnu et udtryk for, at den kunstneriske skaberkraft finder nye veje under vanskelige vilkår. En række forestillinger blev skabt i løbet af det seneste år uden sikkerhed for, at de kunne vises. En del premierer blev som Frk. Julies udsat igen og igen. Det skaber nu flaskehalse i alle dele af den scenekunstneriske proces, men det skal selvfølgelig ikke forhindre os i at glæde os over de aktuelle premierer.
På Bellevue Teatret gav nedlukningen plads til arbejdet med en musikalsk-melodramatisk udgave af August Strindbergs evigtunge Frk. Julie. Forestillingen er samtidig instruktørdebut for Thure Lindhardt og skuespillerdebut for kongelig solodanser Alban Lendorf. Det slipper de begge godt fra i en sanselig forestilling, hvor kroppe og sproglige symboler får konkret, visuel plads.
Dramatisk Tetris
Tonen slås an i musiker Andreas Bernitts melankolske violinstrøg. Som en svajende skulptur bevæger han sig rundt på scenen, der i Maja Ravns fabulerende hænder fremtræder i fornem balance mellem konkret og abstraktion. Der er trolddom i sankthansnatten. Det ser vi i den ulmende heksebryg på komfuret. Det ser vi i det stormende efterårsløv, der varsler en anden (mental) sæson end den kåde midsommerdans. Det ser vi i bagtæppets gitterrammer, der forgæves forsøger at presse karaktererne ind i nye roller – før de til sidst afslører den grav, vi ellers aldrig ser.
Frk. Julie er tekstligt en form for dramatisk Tetris, hvor replikkerne spejlende føjer sig sammen i billeder og modbilleder. At kravle op. At ønske sig ned i jorden. At herske. At underkaste sig. At være kvinde. At være mand. At elske. At udnytte. At leve. At dø. Positionerne er tekstligt udfoldet i symboler en masse som grevens støvler (maskulin magt), øl og vin (fattig og fin smag) og Julies grønsisken (kvindelig afmagt).
Det er en tekst, der næsten er for pertentlig med sløjfer på alle spejlinger og symboler. Alligevel lykkes det gang på gang nye fortolkere at trække nuancer og dybder frem i dette spil om magt og kærlighed. Således også i Thure Lindhardts greb, der for nogle måske vil forekomme manieret, men som jeg køber fuldstændig ind på. Her er ingen angst for at spille stort. Netop derfor rammer de sagte toner så stærkt, og netop derfor står det eksistentielle drama krystalklart.
Jeg har jo ikke noget selv
Det skyldes ikke mindst, at Lindhardt har et drømmehold omkring sig. Sonja Richter er en gudbenådet skuespiller, som vi ser alt for sjældent. Hendes Julie er svær at holde af. Barnagtigt stampende, koket forførende, køligt dominerende. Men hun får os alligevel til sidst i afslutningens tour de force mod sammenbruddet, mod erkendelsen. Hvor er det fremragende spillet. I stemmen ligger alt. Alban Lendorf har danserens sprog, men debuterer overbevisende som skuespiller i en iscenesættelse, der netop tager sit afsæt i et ekspressivt kropssprog. Han stiger som Fugl Fønix af elskovslejet, han danser ragtimende sin hotelvision frem, han favner farligt begge kvinder, han river sig selvbevidst løs, men viger til sidst angst tilbage for grevens klokke.
Lendorf og Richter er Jean og Julie, tæt sammenspillede og dog så adskilte. Fint accentueret af Sara Hjort Ditlevsens kontante Kristin, der idelig lurer i kulissen, og omsluttet af Andreas Bernitts inciterende bevægelser og klangbilleder. Thure Lindhardts Frk. Julie kræver måske en overgivelse til det storladent teatralske. Jeg overgiver mig gerne til denne iscenesættelse, der puster forfriskende ny luft ind i midsommerkøkkenet, og sanseligt og med uhyre finsleben retorik fremdrager tekstens almengyldige smertepunkt: Jeg har jo ikke noget selv, hvis ingen elsker mig.
