En hæsblæsende jagt efter kærligheden på cykelryg og et sansemættet drømmescenarie om en kleptoman. På Waves Festival 2021 optræder flere kvinder med humoren og det personlige udtryk i førersædet. Forestillingerne KALABAZI og Bells and Spells lover usædvanlige oplevelser til de tilskuere, der tør gå ind til dem med et åbent sind.
Gadeteatersæsonen er i gang, og sidst i august besøger kunstnere fra hele verden atter Vordingborg med skøre, sanselige og sjove scenekunstperformances. Waves Festival er kendt for sit internationale islæt, som nu igen kan foldes ud. Det bliver det blandt andet med det poetiske klovneshow KALABAZI og den magiske og visuelle kabaret Bells and Spells. ISCENE talte med de to kvinder bag forestillingerne, Jessica Arpin og Aurelia Thierrée, om at skabe involverende scenekunstoplevelser med noget på hjerte.
For begge performere er humor og uforudsigelighed nøgleord. I soloperformancen KALABAZI af Jessica Arpin er omdrejningspunktet en kvinde, som har en time at slå ihjel mellem to aftaler – så hun beslutter at bruge den på at finde en livspartner. Iført en rød og sort, polkaprikket kjole og ridende på sin tro væbner – en gul cykel – organiserer hun en kærlighedskonkurrence og inviterer to tilskuere på scenen med intentionen om at finde sin kommende ægtefælle blandt publikum. For Jessica Arpin er det ikke vigtigt, om figuren i KALABAZI ender med at blive gift med en mand eller en kvinde. For med performancen, som hun har optrådt med over 600 gange i 25 forskellige lande, vil hun udforske det almengyldige tema kærlighed, ligegyldigt hvordan den måtte tage sig ud.
Baseret på personlige erfaringer
”KALABAZI er et show om tiltrækning og parforhold og om, hvordan finder man kærligheden. Jeg mener, det handler om at være til stede i øjeblikket, og det er det, jeg forsøger at gøre med denne forestilling,” fortæller den brasiliansk-fødte cirkuskunstner, klovn, skuespillerinde og opdagelsesrejsende, da ISCENE taler med hende i telefonen forud for hendes besøg på Waves Festival 2021.
Jessica Arpin er uddannet i Schweiz, Frankrig og USA og er specialiseret i akrobatisk cykling og klovneri. Hun har turneret med sit kompagni Tita8lou i hele verden. I et potpourri af teater, cirkus og kabaret har gruppen gjort det til sit speciale at skabe forestillinger, som går i dialog med det land og den kultur, de befinder sig i.
Af samme grund har Jessica Arpin en bøn til mig under vores interview: Om jeg kan lære hende en strofe fra en sang, alle danskere kender, som hun kan inkludere i sit show på Waves Festival? Når hun optræder med KALABAZI i Frankrig synger hun Edith Piafs elskede klassiker Non, je ne regrette rien, fortæller hun. I Spanien er det folkehittet Bésame Mucho fra 1940. Jessica Arpin har altid interesseret sig for sprog og taler syv flydende. Fra barnsben lærte hun sig sågar at tale baglæns – en færdighed hun gør brug af i KALABAZI, når hun henvender sig til publikum.
Selvom interaktionen med publikum er en stor del af Jessica Arpins scenekunst, behøver man ikke frygte ydmygelse, hvis man bliver hevet på scenen, understreger hun. Nok beder hun de udvalgte, som skal kæmpe om hendes gunst, om både at danse og lave armbøjninger. Men hun forsikrer, at hun udstiller sig selv i langt højere grad end tilskuerne, når hun laver tricks på sin cykel og fortæller om egne kærlighedserfaringer.
”KALABAZI er en komikforestilling i øjenhøjde, hvor jeg inddrager mine personlige historier. Ligesom temaet kærlighed er min cykel et redskab, alle kan relatere til og kender. Sammenlignet med andre cirkusdiscipliner er den meget ordinær og kreerer ikke et hierarki, hvor performerens færdighed er noget, publikum ikke kan relatere til,” siger Jessica Arpin.
At stå oprejst på en cykel i fuld fart og samtidig accelerere udi baglæns udtalte monologer er dog trods alt ikke noget, de fleste af os evner. Og at holde en forestilling med flere år på bagen levende og tilpasset sit publikum, sådan som det er Jessica Arpins ambition, kræver også sin kvinde. Hvilken dansk kending fra sangbogen, undertegnede har foreslået den sprogglade cirkuskunstner at inkludere i sit show på Waves Festival 2021, vil jeg imidlertid lade være en overraskelse for festivalgæsterne.
Instrueret af sin mor
Hvor KALABAZI er en tempofyldt forestilling i det fri, lægges en anden, mere mystisk, stil af den franske skuespiller, danser og performer Aurelia Thierrée i den poetiske “kleptomani-performance” Bells and Spells. Her bekender en kvinde sig til tyverikunstens æstetik som fysisk performance, når hun napper sølvtøj fra sin tangopartner, hapser museumsgenstande og stjæler sig vej ind i et middelaldermaleri. Cirkus, magi, dans og kabaret flyder sammen i forestillingen, som er instrueret af den garvede cirkuskunstner Victoria Thierrée Chaplin, der også er Aurelia Thierrées mor.
Den 50-årige performer er nemlig ud af en vaskeægte cirkusfamilie. Hendes forældre var nogle af fakkelbærerne inden for nycirkus i 1970’erne, og som barn turnerede hun rundt med deres kompagni Le Cirque Invisible. At have sin mor som instruktør er således ikke nyt for Aurelia Thierrée – hun har ofte indtaget hovedrollen i hendes produktioner. Men de performances, makkerparret laver i dag, er meget langt fra traditionelt cirkus, siger hun til ISCENE.
“Det, jeg godt kan lide ved min mors arbejde, er, at hun udforsker livet mellem fantasien og vanviddet. Hun arbejder meget med objekter og bruger normale situationer, hvor genstandene pludselig bliver til noget andet. Kvinden i forestillingen har en drift mod at stjæle objekter, som så forandrer sig – og derfra går det i mange retninger,” fortæller Aurelia Thierrée, som helst ikke vil fortælle for meget om forestillingen. Hun foretrækker, at publikum lader sig overraske og danner deres eget indtryk af, hvad de til tider excentriske handlinger på scenen betyder.
LÆS OGSÅ: Nycirkus står på tærsklen til et opsving
Alt kan ske i en live performance
Aurelia Thierrée begyndte at turnere med Bells and Spells for tre år siden. Som alle andre turnerende kunstnere måtte hun sætte sine rejser på pause på grund af pandemien, men nu glæder hun sig gevaldigt til vise forestillingen igen. Bells and Spells er ikke en intellektuel undersøgelse af, hvad det vil sige at være kleptoman. Snarere var temaet en “god undskyldning” for at gå nye steder hen rent visuelt, siger Aurelia Thierrée. Publikum skal investere deres egen fantasi i performancen, som rummer meget lidt dialog, med en ”drømmenes logik”, forklarer hun og uddyber:
“Der er altid en del af en forestilling, som man ikke kan forudsige, og de momenter er det vigtigt at byde velkommen. Publikum skal være åbne over for det, de ser, og forvente, at alt kan ske. Uforudsigeligheden er live performances styrke, og hvis forestillingen lever videre i publikums fantasi, når de går ud af teatret, har jeg gjort det godt”.
Også skuespillerens egen tilgang til prøveprocessen er præget af intuition og hengivelse til tilfældet.
”Når jeg arbejder med en karakter, lader jeg instinktet og sanserne råde – giver min krop rum til at mærke historien på en ikke-intellektuel måde. Og så forsøger jeg at lade tankerne strømme frit. Jeg tror, at frihed begynder i fantasien. Hvis man ikke lader tankerne vandre ind imellem, tænker man de samme, kedelige ting igen og igen, og så kvæles man,” siger Aurelia Thierrée, som ikke vil røbe andet om handlingen i Bells and Spells, end at tilskuerne ikke behøver frygte selv at blive bestjålet af den langfingrede hovedperson. Altså er der ikke andet at gøre end at gå til forestillingen som var den en drøm, man har om natten – og forvente at alt kan ske.
Waves Festival 2021 finder sted 22. – 28. august. Du finder programmet her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
