Hæsblæsende monolog sætter fokus på det at blive regnbuefar – det er sjovt, underholdende og rimelig crazy fortalt.
”Regnbuefar42” kalder den 42-årige homoseksuelle Mikkel sig, når han på nettet søger kvinden, der skal føde drømmesønnen Storm. Men der er mange benspænd i det fremtidige familieprojekt. For hvem er det lige, man inviterer indenfor til familieforøgelse, og hvad nu hvis man i virkeligheden hellere vil være alene-far, og kvinden kun skal agere låne-livmoder?
Monologen Regnbuefar er en del af KGL Dansk, Det Kongelige Teaters laboratorie til udvikling af originale fortællinger og er frit inspireret af dramatikeren Mikkel Trier Rygårds egne oplevelser.
På scenen står Mikkel Arendt, der med højt tempo, knivskarp komik og kropsligt perfektion fortolker manden Mikkel, der let lader sig overmande af følelser og stemninger. Her er en tænker, hvis hverdag og drømme flyder sammen i et altopslugende univers af Hollywoodfilm og superhelte, mens han i højt gear trasker rundt om de Københavnske søer – 13.076 gange er det faktisk blevet til indtil nu.
Og ingen tvivl om, at det er svært at være Mikkel med de mange frustrationer og længsler efter en søn som hedder Storm, men smerten får vi ikke at mærke og de mere alvorstunge tematikker, som kan være forbundet med at stifte alternativ familie, er ikke en del af fortællingen, dertil er der for meget karikatur og ironisk distance over konceptet.
Her er fart på fortællingen, der holdes underholdende i gang af Mikkels selviscenesættende fantasier om sig selv og sønnen Storm i diverse vilde aktioner. Han er fx super-helten fra det ydre rum, der forpurrer et homofobisk-hate-crime overfald på Sorø station, perron 2. Faderen der flygter til de nordsvenske skove med sønnen for at undgå en dystopisk undergangsepidemi, og manden der hugger hovedet af hipster-naboen Emil, fordi denne glemmer at hilse, når de mødes på trappen i andelsforeningen. Jo tak, det skorter ikke på groteske indfald, lethed og latterfremkaldende replikker, mens projektet med at blive regnbuefar folder sig ud.
Sideløbende med de mange helteoptrin, møder vi de mange potentielle mor-kvinder. Der er Tyttebær-Bente som er sød, men alligevel ikke er den rigtige. Ea som ligner en ork og Carmen-Rosita, der får barn med et bøsse-bager-par (opført som sokketeater), der forvandler luksuslivet i Brumleby til et Kafkask mareridt i statsamtet. Og så er der korrespondensen mellem Mikkel og kvinderne, der får sit helt eget tvist i Mikkel Arendts crazy-komiske fortolkninger af de mange emojis – dansende enhjørninger, fløde-slikkende kattekilling etc. – som skal bløde dialogen op i de mange akavede online-korrespondenser.
Er det sjovt? Ja, ret morsomt. Og også lidt rodet og uklart ind imellem.
Men Mikkel Trier Rygårds velslebne replikker flyder elegant og indrammer fortællingen med komisk kant. Henrik Grimbäcks kapoow-agtige og film-inspirerede instruktion banker historien afsted med fart på underholdningen og Mikkel Arendts fortolkning af de syrede karakterer og groteske indfald er ganske enkelt forrygende at opleve. Helt igennem et underholdende bud på en særlig problematik.
Læs mere om forestillingen her.
Denne anmeldelse blev oprindeligt udgivet 19. august 2020, men genudgivet i august 2021 i anledning af Copenhagen 2021.
