Nanna Bøttcher leverer en komplet præstation i Sigrid Johannesens iscenesættelse af den grumme og virkelighedsnære monolog Girls & Boys på Aarhus Teater.
Først er stemningen let og legende. Nanna Bøttchers navnløse karakter beretter med glimt i øjet om sin smårodede ungdom med skiftende partnere og manglende retning. Snart møder hun dog den store kærlighed, finder sig på plads i arbejdslivet, får børnene Laura og David. Alt synes godt og temmelig almindeligt, men uhyggen mærkes i skyggerne.
Smerten pulserer lige under overfladen
I skyggen taler kvinden med sine børn. Vi hører aldrig børnene, kun kvindens uendelige strøm af irettesættelser. Er hun en forfærdelig mor? Eller er der en grund til, at kun de mørke minder kan kaldes frem? Hvor er broen mellem den underskudsprægede hakken på børnene og den livsfortælling, der emmer af overskud og kærlighed?
Bruddet kommer midtvejs. ”Jeg ved godt, de ikke er her. Mine børn,” siger hun for så at genoptage fortællingen, der nu tydeligt får tragediens klang. Manden trækker sig fra hende, hans firma går skidt. Gennem kvindens ord og øjne ser vi hans deroute. Hun svinger mellem afmagt og den form for ligegyldighed, der opstår, når man har travlt med andre ting. I hendes tilfælde en blomstrende karriere. De glider fra hinanden. Broen mellem dem er væk og lader sig ikke genfinde.
Nøgternt, men med smerten pulserende lige under overfladen taler kvinden sig frem gennem mandens konkurs, hendes egen succes, mistillid, foragt, afsky, skilsmisse til den afsluttende katastrofe. Det er trivielt, men hjerteskærende at se den tidligere elskede og deres fælles liv gå i stykker for øjnene af hende. Der bliver helt stille i teaterrummet, da tragedien fuldbyrdes med mandens drab på de to børn.
Årets skuespillerpræstation
Dennis Kellys tekst er lang. Nok også lidt for lang. Men den griber os straks med sin humoristiske og virkelighedsnære tone, og fastholder os ind i det dystre. Måske er de mange ord nødvendige for at kunne gå med og mærke dybden – og perspektivet – i den afsluttende rædsel? Teksten er klar i spyttet og tvinger os til at lytte og reflektere. Der kan være mange grunde til børnedrab, men fakta er, at 95 % begås af mænd.
Sigrid Johannesen har oversat tro mod tekstens livlige, ligefremme tone. Hun skal have sin del af rosen for en iscenesættelse, der med sin insisterende publikumshenvendelse og dynamiske opbygning inddrager os og gradvist sænker os ned i mørket. Forestillingen er dog helt overvejende Nanna Bøttchers. Hun har os i sin hule hånd fra start til slut og leverer en komplet præstation, der veksler mellem indlevelse og afstand. Hun er en karakter, men også et perspektiv – som teksten selv gør opmærksom på. Det er ikke en nem balance, men Nanna Bøttcher mestrer den med overskud og banker stærkt på døren til anerkendelse som årets skuespillerpræstation.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med instruktør Sigrid Johannesen
