Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Vi de 1 % – rig og fattig mødes, mens vi kigger på

Teater Republique og Fix&Foxy inviterer til lærestykke om rige og fattige i Vi de 1 %. Det kommer der akavede og let ubehagelige møder ud af, før projektøren vendes mod publikum i en klassisk Tue Biering-bevægelse.

Publikum spiller godt nok kun sporadisk med i Fix&Foxys nye forestilling Vi de 1 %, men jeg fik alligevel associationer til Bertolt Brechts Lehrstücken. Pædagogiske stykker, hvor deltagerne selv spiller og diskuterer spørgsmål som klasseskel.

Og det er netop, hvad der foregår i Vi de 1 %. Maria Rich er eneste skuespiller på scenen. Resten af ensemblet skifter hver dag og består af en repræsentant for overklassen og fem repræsentanter for underklassen, herunder en tjenestepige. Så forestillingen må om ikke andet siges at besvare tidens repræsentationsdiskussioner 1:1. Her spiller alle sig selv.

Vi de 1 %
Aftenens medvirkende i Vi de 1 % på Teater Republique.

Lasse er megarig

Ja, måske ikke Maria Rich, der indtager rollen som en slags game master. Hun leder slagets gang, først lidt kulret over al den rigdom, aftenens rigmand kan berette om. Siden veksler hun mellem passiv-aggressive fremstød og kælen kammeratlighed, men ender i en skarp, konfrontatorisk tone, der pisker til revolution.

Det sidste er ikke rart for Lasse, overklasserepræsentanten, der ”nok er rigere end alle os tilsammen”. Han betegner sig selv som megarig, og bærer velstandens mærker med sit dyre ur, Teslaen og rejser med privatfly til fjerne resorter. Så vidt, så godt. Vores ”venstreorienterede woke-humanistiske” fordomme er således bekræftet, og bliver desuden i rigt mål projiceret op på bagtæppet. Skulle man være tungnem, burde tjenestepigen Dars servile, ordløse evighedsarbejde omkring de talende, få grundpræmissen til at lyse i neon.

Vi de 1 %
Vi de 1 % på Teater Republique. Foto Søren Meisner.

Det er bastant, men fungerer, fordi instruktør Tue Biering lader stemningen med usikkerhed. Maria Richs skift mellem småsludren og intimidering spiller direkte sammen med hendes forsikringer om, at der ikke vil ske Lasse noget – det er jo bare teater – og hendes gentagne spørgsmål, om han er bange. Bange for at miste, bange for de fattige? Det er han ikke, han tror på samfundet, hævder han et langt stykke af vejen.

Sorte fodspor på tæppet  

Lidt bange bliver han dog nok, da underklassen banker på og slæber jord med ind på det pæne hvide tæppe. Først er det venlige Mia, der udfordrer Lasse med sin historie, men nok mere ved at kigge ham dybt i øjnene. Se mig!

Værre bliver det, da småkriminelle Dan gør sin brovtende entré, efterfulgt af narkomanen Montana og arbejdsløse Melisa. De møver sig helt kropsligt ind på ham, og det er tydeligvis ubehageligt. Anført af en eksalteret Rich festhærger de scenen, men revolution bliver det ikke helt til endnu. Snarere krummer fra de riges bord. Men så rives tæppet væk under Lasse – og projektøren vendes mod os.

Vi de 1 %
Vi de 1 % på Teater Republique. Foto Søren Meisner.

Pædagogisk-flaggelantisk dobbeltbund

For vi er jo også de 1 % – set i globalt perspektiv. Mads fra første række repræsenterer publikum i en dialog med Europas fattigste, en gruppe fra Moldava, der stiller os de samme spørgsmål, Lasse fik tidligere. Det er et Tue Biering-greb classic, der denne gang måske ikke helt har den voldsomme effekt, fordi det er forudsigeligt, at vi skal derhen.

Lærestykkets form lader ingen tvivl om, hvem der er gode og onde. Hos Biering er der bare altid den pædagogisk-flaggelantiske dobbeltbund, at vi, der ser på i al vores gode sympati med de (de implicit undertrykte) fattige, samtidig er de onde – i dette tilfælde (også) globalt. ”Danmark er et Utopia for os”, som moldoverne formulerer det. Biering spørger i hele sit virke til netop det dilemma. Denne gang i en meget ligetil form, der lever af refleksionen over voyeurens kildrende behag ved andres ubehag.

Seneste

Vinderne af Årets Reumert 2024: Få det fulde overblik

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser torsdag...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Vinderne af Årets Reumert 2024: Få det fulde overblik

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser torsdag...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde...

Dukkeværkstedets magiske univers

Interview med dukkemager Amanda Axelsen Sigaard

Cikaros i Tid i rum – interview med Signe Løve Anderskov

Der mangler ikke kun scener, men også prøvelokaler til...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Vinderne af Årets Reumert 2024: Få det fulde overblik

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser torsdag aften uddelt i ODEON i Odense. Uden hensyntagen til køn blev årets stærkeste scenekunstpræstationer hyldet. Det...

To scenekunstnere blandt de nominerede til Kulturministeriets ligestillingspris- og diversitetspris

Der er i alt 12 nominerede til årets Bodil Koch pris, som er Kulturministeriets ligestillings- og diversitetspris. Blandt årets nominerede er skuespiller Marie-Lydie Nokouda og...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde og samarbejde med lokale kunstnere, inddragelse af lokale unge og en meget stor mængde hjemstavnspoesi...