Rune David Grues betagende iscenesættelse af Romeo og Julie på Vendsyssel Teater formår på samme tid at forny fortællingen og fremhæve den smukke, originale tekst.
Vi kender den alle sammen – historien om de to purunge elskende, der betaler den ultimative pris for at være sammen. Shakespeares udødelige tragedie om Romeo og Julie er gribende i sin grundform og går aldrig af mode.
I Rune David Grues iscenesættelse, hvor ordene flyder ubesværet i Niels Brunses oversættelse af Shakespeares vers, tilføjes et ekstra, dynamisk lag til historien med Benjamin Koppels nykomponerede, jazzede musik, der spiller smukt sammen med Mie Riis’ gennemtænkte scenografi.
Smukke tableauer
Det virker fuldstændigt oplagt at spille Shakespeare i Vendsyssel Teaters store sal, der er rund som det oprindelige Globe Theatre i London, hvor flere af dramatikerens værker fik urpremiere i 1600-tallet.
Mie Riis har skabt en æstetisk og enkel scenografi, der – som kostumerne – er holdt i naturlige, afdæmpede farvetoner, som understreges af den store mængde rødbrun muldjord, der dækker næsten hele scenegulvet. Farverne og indtrykket forstærkes af Clement Irbils effektfulde lysdesign, der skifter mellem dunkle, varme farvetoner og skarpe hvide spots.
Det er et smukt syn, som instruktør Rune David Grue da også dyrker i sin iscenesættelse, hvor skuespillerne flere gange – både som indledning og som afslutning – står fastfrosne i deres positurer og skaber maleriske tableauer, som giver publikum tid til at betragte, udforske og tage helhedsindtrykket ind.
Engleblide elskende
Det er da også et stærkt skuespillerhold, der indtager rollerne på scenen. Der er en velafbalanceret variation mellem de morsomme indslag, som Lone Rødbroes skønne fortolkning af Julies sludrende amme og Simon Kongsteds kropsligt-morsomme Mercutio, og de alvorstunge udtryk, som Peter Gilsfort, der så kærligt indtager rollen som munken Lorenzo, der følger de unge elskende i både medgang og modgang.
Luise Kirsten Skov og Lue Støvelbæk leverer begge stærke præstationer som de to titelroller. De er harmoniske som helhed, når de befinder sig sammen på scenen. Noget i deres ansigtsmimik og kropssprog giver dem et særligt uskyldsrent og engleblidt udtryk, så publikum let kan leve sig fuldt og fast ind i deres intense, øjeblikkelige kærlighed.
Også sangerinden Molly Koppel, der med sin lyse, rene stemme føjer Shakespeares ord til Benjamin Koppels musik, bidrager med et fint ekstra lag til iscenesættelsen. Iklædt en sort kutte over sin glitrende kjole bevæger hun sig over scenen, som en manifestation af døden eller et fysisk varsel om den uundgåelige skæbne, der venter de to elskende.
Dynamik med musik og lys
Benjamin Koppels musik føjer en fin dynamik til Rune David Grues iscenesættelse. Både som underlægningsmusik i fægtescenerne og ledsaget af Molly Koppels stemme i rollen som fortæller fungerer musikken godt. Selvom de mange numre med blandt andet legende toner på kontrabas eller den fine, insisterende lyd af whiskers på high-hat alle er velafbalancerede, så har de dog også en tendens til at glide sammen og lyde ens for det utrænede øre.
Men de allerstærkeste scener i Romeo og Julie skabes gennem det visuelle helhedsindtryk. Fx går scenografi, kostumer og lyssætning op i en højere enhed til maskeballet, hvor Romeo og Julie møder hinanden for første gang. Iført glitrende halvmasker danser skuespillere to og to i en enkel koreografi, der gentages med få variationer. Clement Irbils lysdesign er i denne scene helt gyldent og sat med lamper i gulvhøjde, som kaster utallige dansende skygger op bag bagvæggen. Det er fascinerende og smukt.
Rune David Grue formår at bevare grundfølelsen fra Shakespeares ord i en visuelt betagende iscenesættelse, der – selvom det er en vaskeægte klassiker – alligevel føles frisk og ny, som oplevede man historien iscenesat for allerførste gang.
