Betty Nansen Teatret og Mungo Park går med Generation 9/11 sammen om et tilbageblik på terroraktionen 11. september 2001 set gennem børnenes øjne. Det er et virkningsfuldt greb, der forløses godt, men lidt løst i et inciterende absurd univers.
Min ledsager har fået tildelt stol nummer 11 på række 9. Ikoniske tal med dommedagstoner indlejret gennem de sidste tyve år. En dato, der blev navnet på bruddet med 90’ernes optimistiske tro på den liberale kapitalismes salige verdensherredømme. Den dag, hvor de to tårne styrtede sammen. De tårne, som arkitekten Minoru Yamasaki skabte i 1973 for at hylde verdensfreden. Oh, naive hovmod, du står for fald.
“Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with us, or you are with the terrorists,” sagde daværende præsident George W. Bush. Ordene understregede uskyldstabet og pegede mod fremtidens konflikter. Ordene høres flere gange i Generation 9/11, og ligger implicit i de reaktioner, der følger terrorangrebet.
Man gjorde børn fortræd
Esther, Noah og William er 10-11-årige venner, da angrebet finder sted. Noah mister sin far, William sin mor. Esthers danske forældre arbejder hjemmefra, men også hun påvirkes i terrorens efterdønninger, hvor venner bliver fjender og en nation – og verden – eroderes af mistillid. Esther går med Bush og dyrker det nationale, mens de to tårne i hendes mave bliver ved med at vokse. Noahs mor skal pludselig forsørge familien og magter ikke sønnens sorg. Williams far får the blues og begynder at gå med pistol, mens hans farmor excellerer i konspirationsteorier og vil holde mexicanerne ude med hegn.
Generation 9/11 udspringer af dramatiker Nanna Plechinger Tüchsens egne erfaringer. Hun oplevede 9/11 i New York som datter af et udstationeret dansk par. Forestillingens stærke greb er dette barnets perspektiv, og det, der måske i særlig grad rammer, er de voksnes manglende omsorg for børnene, der lades alene i det komplekse rum, den farlige afgrund, som terroren og ikke mindst reaktionen på den åbner.
Visuel staveplade
Afgrunden er konkret i Ida Grarups tiltede scenografi, hvor alskens djævelskab kravler op af den flækkede jord. De voksne har alle hovedet tildækket. Nogle med overdimensionerede masker, andre med poser eller formklippede buske. Det er på sin vis visuel staveplade for distancen og den forvrængede verden, børnene oplever. Men det fungerer godt i forestillingens mareridtsagtige univers, der netop lever af uvirkeligheden i en verden, der vakler.
Anna Malzer har iscenesat med stor lydhørhed for barnets øre. Williams racistisk-rablende farmor er skræmmende, men det er jo også Noahs pilleomtågede mor og Esthers politisk korrekte forældre, der bralrer løs på selvopfyldt europæisk vis, mens deres datter er ved at kvæles i de to tårne med alle ligene i hendes mave. Der spilles lige til kanten – og enkelte gange lidt over – når forældregenerationen karikeres. Til gengæld rammer Ellaha Lack, Sebastian Aagaard-Williams og Søren Birch Plum helt rent som børn i sorg, angst og desperation.
Nanna Plechinger Tüchsens kan noget med at gennemlyse tidens definerende begivenheder med skæve perspektiver som i den nuancerede De hovedløse om globalisering. Denne tekst – og iscenesættelsen – vil meget, og kan i sin impressionistiske hoppen mellem mere eller mindre udfoldede scener hægte visse tilskuere – som skoleklassen bag os – af i perioder. Men Generation 9/11 ville med en lille opstramning komme helt i mål, for den er grundlæggende inciterende interessant med sit absurde formgreb, hvor humor og forvrængning får angst, sorg og begivenhedens kompleksitet til at stå helt tydeligt frem.
