Teater Momentum lader hvert år et nyt kunstnerisk hold afprøve formater, der ideelt set skal forny scenekunsten. I denne sæson står performancekunstneren Monia Sander i spidsen for en trilogi, der lægger hårdt ud med at afskaffe skuespilleren og lade teksten udfolde sig gennem tilskuernes øjne – og munde.
Her er et billede af et tomt teaterrum. Sådan et møder publikums øjne på Teater Momentum, hvor dette års kunstneriske leder Monia Sander sammen med sit tværæstetiske hold har sat sig for at bruge det teatrale blik til en fælles refleksionsproces med trilogien Øjne på jorden. Fælles skal i denne sammenhæng tages ganske bogstaveligt. Publikum har en markant rolle at spille. Det er frivilligt at deltage – og den formulering kan jo altid få lidt kold håndsved frem, mens man panisk kigger sig omkring efter ly.
Adressering af den forudsigelige indre modstand – og andre metakommentarer – er selvfølgelig indlejret i Monia Sanders manuskript. ”Åh nej, er det sådan noget interaktivt teater,” lyder fx en af replikkerne i det manus, der ligger i kopi på hver anden stol. Alle replikker er tildelt en “Tilskuer”. Mellem hver replik markerer en regibemærkning: ”Tilskuerne kigger ned på scenen”.
Kommer der ikke snart nogle skuespillere?
Det gør vi nu ikke. Vi har jo travlt med at kigge i manuskriptet. Hvad enten vi som jeg selv lurepasser, eller omvendt hører til den halvdel af aftenens tilskuergruppe, der tager opgaven på sig med imponerende indlevelse. En ældre herre i kreativ klasse-uniform byder hurtigt ind med første replik. Han deltager sammen med sine to ledsagere aktivt som en af aftenens lokomotivgrupper. Andre var knap så entusiastiske og forlod salen. De kunne have valgt replikken ”Kommer der ikke snart nogle skuespillere?,” eller ”Så vil jeg godt have mine penge tilbage,” men valgte en mere radikal afvisning af konceptet. Hvilket jeg antager, værket er åbent for?
I salen gik det lidt op og ned. Af og til med træg energi og et uudtalt ”Er der ikke snart en anden (end mig), der siger næste replik”. Men det meste af tiden med dynamik og intensitet. Svær var en lang Mette Frederiksen-monolog at komme igennem – om end vi forstod dens berettigelse i en tekst, hvor politikercitater fra før Stauning og frem var et af de spor, der belyste reaktioner på kriser. Andre spor var etnicitetsbaseret politivold, et lille thrillersetup uden payoff med en imaginær pistol, og de førnævnte metakommentarer til fraværet af teatrets vanlige bestanddele.
Vi gør, som der bliver sagt
Det er en sprogligt stærk og dramaturgisk godt kurvet tekst, men dens staveplade-politiske vinkling bragte ikke uendeligt mange nye refleksioner i spil i mit hoved. Formen, der med sit radikale fravalg af skuespilleren (vi ser her bort fra den krediterede, som man kun møder i frossen form i teatrets indgang), bærer derimod i hvert fald muligheden i sig for at ”bryde prismet” på nye måder. Det gjorde det kun momentvist for mig på denne dag, hvor det mere blev lidt for meget ”lad os ikke bryde den gode stemning”. Pandemien har om noget vist, at danskere er glade for at gøre, som der bliver sagt. Det gælder tydeligvis også den kreative klasse i Odense, der førte an i dagens opgaveløsning.
Jeg er ganske overbevist om, at konceptet på andre aftener med andre publikumskonstellationer kan virke ret magisk. Og dette er jo blot anslaget. Årets tre forestillinger bindes uløseligt sammen i titlerne Øjne, På jorden og Øjne på jorden. Vi bliver således også gjort opmærksom på, at lyden fra Øjne optages og i en eller anden opklippet version vil indgå i næste afsnit, På jorden. Selvom jeg ikke i dette første kapitel rystes i min grundvold af konceptet, er det et interessant projekt, Monia Sander har sat i søen, og jeg ser frem til at følge trilogien til ende.
Læs mere om Monia Sanders udgave af Momentum-modellen her.
