Teater FÅR 302 har dobbeltfinsk besøg med den pulserende forestilling Survivors, hvor svedende kroppe stiller spørgsmålstegn ved vores uendelige travlhed med et lunt, skævt smil.
Herboende koreograf Taneli Törmä står sammen med landsmændene fra Helsinkibaserede Studio Total bag den på samme tid enkle og finurlige danseforestilling om vores evige kamp med tiden mod uklare mål.
Hvor løber de hen?
Pust – pust – pust. Med lukkede øjne, liggende på gulvet bølger Anna Lipponens mellemgulv op og ned, mens hun forcerer vejrtrækningen. Ved siden af varmer Troels Hagen Findsen samme mavemuskulatur op med cykelbevægelser i slowmotion. En stemme tæller ned. Tæller tiden. Minut for minut. Morgenens rutiner med kaffe og juice. På gulvet bliver øvelserne mere fokuserede, og så sidder de der.
Stirrer os i øjnene. Fastholder blikket. Men kun kort, så er de på benene og pumper videre. Armene flyder op og ned. Først kontrolleret, så næsten orgastisk, så vi nær tror, at de er ved at lette. De løber, fortæller stemmen, der fortsat afgiver minuttallet med tilsyneladende præcision og nu koblet til antal tilbagelagte kilometer. Hvor løber de hen? Hvorfor? Vi ved det ikke. De ved det ikke. Det slutter med et BAM, så hele publikumsrækken hopper.
Fake it until you make it
” I will… I want… I would like to”. Troels Hagen Findsen kæmper med sætningens endelige formulering, mens han samtidig tilsyneladende ubesværet gennemfører en stadig mere opskruet koreografi med piskende ben og sindrige armmønstre. Multitasking visualiseret. Men sætningen når aldrig i mål. Hvad er det, han vil fortælle, vise os. A feeling of happiness? Eller bare en eller anden følelse gemt derinde i ræset mod enden?
Anna Lipponen tager over. ”I am human,” gjalder hun og sætter gang i en nærmest aerobicinspireret trinserie, der banker derudaf med stadig stigende intensitet. Hendes ”go, go” modsvares af Findsens ”no, no” i et smilfremkaldende power play foran baggrundens skiftende farver, der i kombination med den dunkende rytme forlener den meget nærværende fysik med noget både drømmende og næsten maskinelt. Og så opløses hypnosen – eller bliver en anden – med bløde, bløde bevægelser og blide, blide stemmer: ”Fake it until you make it,” til tiden løber ud og mørket lukker sig om stilheden.
Oftest hader jeg, når træningsøvelser får lov at fylde i en forestilling. Men i Survivors kan det jo slet ikke være anderledes. Dynamikken mellem kroppenes sisyfostravlhed, som øvelser jo må siges at være det reneste udtryk for, og Anna Lipponens dobbeltbundede, men sprogligt glasklare tekst, giver en overraskende morsom gennemlysning af menneskets ureflekterede grundvilkår, hastighed.
Se forestilllingstrailer her.
