Torsdag åbnede den nye musikdramatiske scene i København på Sort/Hvid med den performative pianokoncert Dies Irae. Det var en åbning præget af spænding over at få løftet sløret for fremtidens musikalske hybridformer.
Dies Irae hed åbningsværket på Sort/Hvids nye musikdramatiske scene. Og det faldt bestemt ikke i min smag. Men alligevel er værket bare ikke til at ryste af sig. Det skyldes den provokerende lethed, der har sat sig dybt i mig med sin mageløse frækhed til at fastholde formen til den trættede og lade de egenartede kostumedesigns være det centrale fortællegreb sammen med pianisten og den klassiske musik.
Et helt igennem særegent værk, der sparker den nye musikdramatiske scene godt afsted, med et tydeligt statement om at udfordre det forudsigelige og vante.
Musikalske beklædningsbenspænd
Dies Irae, der er skabt af de to scenografer Julian Juhlin og Christian Albrechtsen, bød på en staffage af særprægede beklædningsbenspænd, der skulle udfordre den japanske pianist Eriko Makimura i hendes musikalske fremførsel. Makimura er ifølge teatrets hjemmeside “opdraget i den strenge japanske musikskole, hvor tvang og hård disciplin er i hovedsædet, nu kæmper hun for frihed”.
På den dunkelt oplyste scene sidder hun i Dies Irae ganske nøgen ved et flygel. Hun har netop spillet et stykke klassisk musik, og bliver derefter ført bort af to teknikere. I omklædningspausen har publikum fornøjelsen af en fløjlsblød elevator-musikalsk version af Abbas Fernando, der toner ud gennem højtalerne. En umiddelbar komisk og lidt kinky kontrast til den formfuldendte klassiske livemusik. Men som humoristisk effekt tabte virkningen pusten i takt med, at den tonede frem til hvert sceneskift.
Kroppen i den klassiske musik
Da Abba var slut, sad Makimura nøgen og fremførte Chopins Noctune nr. 8. En fuldstændig lydefri og teknisk perfektioneret fortolkning, fremført af en kvinde med modelsmuk krop. Ingen tvivl om, at den nøgne krop lagde et par ekstra lag til fortolkninger, ikke mindst tanker om kroppen i klassisk musik, som så sjældent har en synlig plads. Hvordan ville Chopin fx have lydt, hvis det var en anden krop, der sad på bænken. En, der var gammel, rynket, flommefed, mager eller bare helt almindelig?
”Var dette den frihed hun søgte?” spørges der i programmet.
Da Noctune nr. 8 rundes af, fortsætter beklædningsudfordringerne. Denne gang med gaze, der af flere omgange fratager Makimura muligheden for at fremføre de klassiske værker teknisk korrekt, da hun ikke kun nå flyglets tangenter eller fodpedal. Indtil hun til slut nærmest mumificeret bliver favnet af en guldsarkofag, hvorfra hun kan kvæde lidt toner.
Hvad betyder det mon?
Hvad det hele betyder? Jeg forstod det ikke. Jeg ser i stedet Dies Irae som et åbent værk med mange muligheder. Jeg er ikke i tvivl om musikkens rolle. Den fyldte det meste, mens dramaet var knap så present på scenen. Ud over pianistens kamp mod klæderne var der i virkeligheden noget Kejserens nye klæder over værket, hvor vi som publikum skal rystes vågne til at genopleve kunsten på ny?
Selv spørger teatret på sin hjemmeside, om ”Hun ender med evig frelse eller total fortabelse?”. Forskanset bag guld og hårde flader synes hun mig noget fortabt, men der er mange mulige løsninger. Uagtet hvad man syntes om åbningsværket på Sort/Hvids nye musikdramatiske scene, viser det en forfriskende frækhed til at fyre op for formater, der udfordrer det sikre og med en fandenivoldskhed sparker musikdramatikken i nye retninger.
