Del

Limfjordsteatrets musikforestilling Noget om Antihelte lader debatten om køn tage afsæt i den moderne mand og få liv i skuespillernes egne historier. Her fortæller holdet bag forestillingen om at være mand i vor tid og om opgøret med fortidens brutale historik. 

#Metoo var lige eksploderet, da fire hvide mænd fra den kreative klasse begyndte arbejdet med musikforestillingen Noget om antihelte. Forestillingen skulle handle om at være mand, og holdet var hyret ind af Limfjordsteatrets direktør Gitta Malling, som tidligere havde brugt de tre skuespillere i familieforestillingen Morfarmorfarmorfar. Nu var de forenet med en ny instruktør og skulle give deres personlige bud på en musikforestilling, der handlede om mænd. Altså ikke et tema, der umiddelbart matchede tidens tone. 

”Det kunne næsten ikke blive mere utrendy og ude af trit med den politiske korrekthed,” lyder det lattermildt fra instruktør Moqi Simon Trolin, da jeg fanger ham på telefon. Vi taler lidt om mandens rolle, om køn og hvad det er for en moderne mand, de gerne vil skildre.

Moqi Simon Trolin fortæller: ”Når vi taler om køn, er det jo sjældent, det handler om individet, men mere om køn set i en historisk kontekst. Vi ved godt, at vi som mænd bærer på en lang historik med manden som patriark og magtrovdyr. Da vi skulle skabe forestillingen, måtte vi derfor udslette noget af dette gamle gods og undersøge, hvordan vi kunne genskabe fortællingen om vores køn.” 

Moqi Simon Trolin. Foto: Adrian Dexter
Moqi Simon Trolin. Foto: Adrian Dexter

Baseret på deres egne historier

Noget om antihelte tager afsæt i skuespillernes egne historier og bevæger sig ind i de temaer, som belyser manden set med deres øjne og i samspil med et eksisterende samfunds normer.

Skuespiller Jens Andersens karakter tager afsæt i hans egen fortælling om at finde sig selv som far, da han fik sit første barn som ret ung og skulle redefinere sig selv – ikke mindst i mødet med de mange mødre, som umiddelbart syntes at have patent på den rette måde at være forælder på. 

Skuespiller Sune Skuldbøl Vraa var nær ved at miste sin kone i barselssengen og lader derfor tankerne løbe videre om, hvordan livet som alenefar ville tage sig ud. Og tredje mand på scenen, Thomas Guldberg Madsen, beskriver mandens barske møde med retssystemet i forbindelse med hans egen skilsmisse, hvor ligestilling af køn i forhold til forældrerollen bestemt ikke er lige.     

Noget om antihelte
Noget om antihelte på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn Baghuset.

Den moderne mand

Men hvem er den moderne mand? Og hvad er det for udfordringer, som forestillingen vil pege på? Limfjordsteatrets direktør, Gitta Malling, der tog teten til projektet, fortæller: 

”Lang tid før Sofie Linde gik på scenen og fortalte sin historie og satte ekstra skub i en meget vigtig #MeToo-debat, har vi i Danmark i flere omgange prøvet at rykke ved det helt forkerte magtmisbrug, der alt for ofte har fundet sted på alt for mange arbejdspladser. En grænseoverskridende vane, der har fundet sted – en kultur, alt for mange har taget for givet. Det er vi heldigvis blevet meget opmærksomme på. De tilfælde, vi har læst om, har været beskrivelser af mænds adfærd. Men det er jo heldigvis langt fra alle mænd, der udøver den slags adfærd. For at vi kan få et sundt samfund, skal vi have et ligeværd mellem kønnene, så vidt det er muligt på alle planer. Det betyder så også, at vi skal kigge på manderoller. For #MeToo har også efterladt manderollen i frit fald. Derfor ønskede vi at diskutere manderoller for at skabe et rum, hvor vi kan debattere udviklingen af kønnenes ligeværd. Det kræver, at vi også har et blik på manderoller i 2020’erne.” 

Limfjordsteatret
Gitta Malling. Foto: Lars Horn, Baghuset

En større fortælling

I Noget om antihelte handler det om mænd og om at være mand. Men når man ser forestillingen, står det hurtigt klart, at de medvirkendes drømme og konflikter er af langt større strukturel og ligestillingsmæssig samfundskarakter end den konkrete persons private udfordring. Skuespiller Thomas Guldberg Madsen siger selv: 

”Min skilsmissehistorie handler om en mand placeret i system, hvor manden ikke er særlig værdifuld som forælder. Jeg harcelerer ikke over kvindens rolle, men om strukturel kønsdiskrimination, som så giver ulighed, hvor det i dette tilfælde er manden, der rammes af den manglende ligestilling. Vi forsøger at sætte fokus på nogle af de ting, som kan være svære at italesætte, og ikke kun er knyttet til køn, men til det at være menneske. Sunes karakter vil være alenefar, så han kan realisere sig selv. Det føles forbudt at tale om. Men den drøm kunne kvinden lige så godt have haft, for det handler om et parforholdsfængsel, som begrænser os.” 

Moqi Simon Trolin supplerer: ”Vi kan ikke perspektivere hele diskussionen, men vi kan forholde os subjektivt til det og så turde være præcis den og det, vi er. Vi står i denne her historiske sprække, hvor der er mulighed for at skabe nye fortællinger. Balancegangen er at tage afsæt i manden og tale både køn og ligestillingsproblematik ind i et fællesskab.” 

Hvem manden er i dag og hvad hans præcise udfordringer er, kan man få et musiklask bud på i forestillingen. Det, som står helt klart efter selvsyn, er, at debatten om ligestilling er langt mere kompleks og strukturel funderet end definitionen af det enkelte køn. 

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Noget om antihelte

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Limfjordsteatret med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Noget om Antihelte havde premiere under Corona-nedlukningen og fik derfor kun en kort spilleperiode, men kan nu opleves på turne i foråret 2022. Se mere her.