Del

ISCENEs chefredaktør Rie Hammer dykker i denne kommentar ned i den forgangne uges debat og fokus på ligestilling og diversitet.

Ekstra Bladet annoncerede i den forgangne uge, at de med et nyt anmelderkors vil styrke Ekstra Bladets kulturdækning. Umiddelbart et super fedt tiltag, da en styrket kulturdækning kan være med til at italesætte kunsten på ny og måske inspirere endnu flere til opsøge kunsten live. 

Spørgsmålet er bare hvilken stemme, der sætter samtalen, når det nye hold er ”Rene Fredensborg og Mads Kastrup som anmeldere, og Søren Baastrup som klummeskribent, mens avisen er på jagt efter en litteraturanmelder, der skal være deres nye Dan Turéll eller Poul Borum.” 

Altså tre midaldrende hvide mænd, på jagt efter en fjerde mand til holdet – hvad blev der af ligestilling og diversitet?

Fire hvide, midaldrende mænd udgjorde også panelet hos Den Danske Scenekunstskole, da de annoncerede deres debat om ”Censur i kunsten”, der bl.a. skulle debattere, om ”skuespillere vælges efter seksuel overbevisning, køn og hudfarve”. 

Der har allerede været en krads kritik af den manglende diversitet i panelet og Scenekunstskolen har undskyldt og arbejdet med at finde nye paneldeltagere er stadig i gang.

Men hvordan pokker kan det nå så langt? – altså det enstrengede valg af køn. Hvordan kan der i kølvandet på #metoo stadig være en så etnisk og kønsstrukturel blindhed, at der både i et landsdækkende medie og på landets scenekunstskole ikke føjes blot en enkelt forklarende kommentar til valget – eller nærmere fravalget –  af andet end midaldrende mænd til at varetage en så vægtig samtale og debat? 

DDSKS beklager på Facebook den 16. november, “at det ikke er lykkedes at inkludere flere forskellige stemmer i en debat med dette tema”. Men som direktør på Teatret Møllen, Nikolaj Mineka, også påpeger i en kommentar på sin Facebook-profil den 17. november, så bør ”Repræsentation i en paneldebat ikke hænge sammen med tema, men bør være et allestedsværende parameter”. 

Heldigvis griber scenekunsten lidt mere reflekteret om emnet og viser, at der kan og SKAL være plads til alle stemmer –  også den hvide, midaldrende mands. Det burde jo give sig selv. Som direktør for Limfjordsteatret Gitta Malling siger i et interview med ISCENE i forbindelse med forestillingen Noget om Antihelte, hvor tre mænd står på scenen og præsenterer publikum for flere nuancerede facetter af debatten:

”…#MeToo har også efterladt manderollen i frit fald. Derfor ønskede vi at diskutere manderoller for at skabe et rum, hvor vi kan debattere udviklingen af kønnenes ligeværd. Det kræver, at vi også har et blik på manderoller i 2020’erne.” 

Som så ofte før er det scenekunsten, der viser vej og nuancerer debatten og samtalerne i form af de eksisterende værker, som det ses lige nu i fx Limfjordsteatrets Noget om antihelte, Teater V’s Til ungdommen og Sydhavn Teaters Feministen , der på meget forskellig vis griber fat om køns- og diversitetstematikken.  

Herfra er bare et håb om, at disse ringe om inklusion og kønsstrukturel rimelighed kan spredes til hele spektret, også kulturdækning og debat.