Maria Vinterberg debuterede i 1996 på Cafe Teatret med En verdensomsejling under bordet. På fredag spiller hendes anmelderroste og helt udsolgte 25-års-jubilæumsforestilling Sandhed og konsekvens på hendes eget Teatret ved Sorte Hest for sidste gang i denne runde. ISCENE mødte hende til en snak om de 25 år og de begivenheder, der har formet hende som instruktør.
”Det er ikke en karriere, det er et hændelsesforløb. Gudskelov”.
Sådan summerer Maria Vinterberg selv vores samtale om hendes vej fra 90’ernes nye danske dramatik til den position som dronning af det absurde drama, som hun indtager i dag. Titlen dronning står for interviewerens egen regning, da det ville ligge Maria Vinterberg fjernt at udnævne sig selv til det. Også selvom hun ikke tøver – dog med et glimt i øjet – med at kalde sig selv for ”Hitler”, når et prøveforløb går ind i det afgørende opløb: ” Så rydder jeg op, men da er tilliden der også til, at det har jeg styr på”.
Tillid og gruppepræstation er grundbaserne i Vinterbergs arbejdsform. ”Jeg har altid haft det sådan, men det blev skærpet af, at jeg arbejdede med folk, der var vant til de hårde drenge, der prægede scenekunsten på godt og på ondt i 90’erne. De var jo dygtige på en anden måde, men jeg insisterede på at lave et godt og trygt tillidsrum, fordi jeg kunne mærke, det blev godt, når der opstod en symbiose. Min romantik omkring det var, at det er gruppen, der laver det sammen. Jeg går ikke ind på de hårde præmisser og jeg har taget nogle virkelig store opgør med skuespillere, der har krævet ‘at jeg kom op i cowboystøvlerne’ og skar igennem. Jeg vil have lov til at udtrykke usikkerhed,” slår hun fast.
Nu prøver vi lige teatret igen
Maria Vinterberg slog sig i 90’erne så meget på de hårde drenge, at hun med egne ord ”knækkede” og forlod teatret helt i to år, hvor hun i stedet søgte ind på medicin-studiet og arbejdede med hjemløse. De hjemløse blev også vejen tilbage til teatret, da hun – inspireret af nogle af de medvirkende i Lars Engels tv-dokumentarer – sammen med dramatiker Naja Marie Aidt skabte forestillingen Rundt på gulvet om en psykisk syg hovedkarakter.
”Nu prøver vi lige teatret igen,” sagde hun til sig selv og fandt meningen med scenekunsten igen, da en datter til én af de misbrugere, stykket var inspireret af, tilkendegav, at stykket var en respektfuld fremstilling, der kunne give indsigt i blandt andet distriktspsykiatriens konsekvenser.
”Det stykke var fandme også i orden,” udbryder Maria Vinterberg og forklarer uddybende, at der lå meget research bag forestillingen, som også blev kvalificeret af en psykiater.
Parforholdsdramaer
Før teaterpausen var Maria Vinterberg en del af den bølge af ny dansk dramatik, der skyllede ind over scenerne i 90’erne og som meget ofte handlede om intimsfæren. ”Bo hr. Hansen og jeg blev lidt beklemte, da vi så Lars Kaalunds Kunst på Dantes Aveny, for det var jo et parforholdsdrama ligesom En verdensomsejling under bordet, som vi var i gang med. Vi lavede rigtig mange middage med parforhold dengang,” ler Maria Vinterberg og trækker tråden til sin aktuelle forestilling, Lars Noréns parforholdsdrama Sandhed og konsekvens:
”Det er fuldstændig som at træde ind i noget, jeg kan forfra og bagfra. Jeg kender mekanismerne”. Hun har dog bearbejdet teksten en del for at ”pille 90’erne ud af den,” blandt andet har hun fjernet flere lange monologer. Et greb, som 90’erne var rigt på, og som ifølge Maria Vinterberg nok var en reaktion på den tidligere generations flittige brug af undertekst. Med monologerne kom underteksten op til overfladen.
Undertekst er der til gengæld meget af i Harold Pinters Bedrag, som Maria Vinterberg skal instruere på Folketeatret næste år. ”Sandhed og konsekvens er en god kombination, man kan godt spille underteksten, selvom monologerne er væk. Pinter-universet er meget mere sofistikeret, det er ren realisme. Hold op, der skal arbejdes, hvis det skal lykkes,” siger Vinterberg med en smule skrækblandet fryd i stemmen ved den forestående opgave.
Autodidakt
Opgaver har der været mange af siden Maria Vinterberg som helt ung ønskede at blive skuespiller. Hun søgte dog kun ind en gang på skolen, før hun erkendte, at det ikke var det, hun skulle med teatret. Hun kom i stedet i kontakt med Peter Langdal og blev assistent for først ham og siden en række andre instruktører.
”Jeg kunne læse partiturer og kom derfor med Peter Langdal til Aarhus, da han skulle sætte operaen Bortførelsen fra Seraillet op. Siden var jeg assistent for Vigga Bro og Vibeke Wrede, inden jeg kom til Sam Besekow, hvor jeg ofte selv fik lov at stå for arrangementsprøverne med alle de store koryfæer,” fortæller Vinterberg, der i dag ikke selv kunne forestille sig at give en assistent sådan et ansvar.
Trods Sam Besekows gentagne advarsler mod at søge ind på instruktørlinjen, forsøgte hun sig en enkelt gang uden held. ”Sam sagde altid, at skolen ville ødelægge mig og at jeg bare kunne kigge mig omkring og se, hvem der havde noget at lave. Han havde ret i, at det var de autodidakte, der lavede mest dengang, men skolen og tiden har jo ændret sig meget siden,” konkluderer hun.
Kuvøse for unge kunstnere
Dag- og natarbejdet kom også til at befrugte hinanden. Vinterbergs barkollega var nemlig Paprika Steen, der skulle lave Guds blinde øje i sneen på CaféTeatret sammen med blandt andet Line Knutzon, som Vinterberg kendte i forvejen.
”Line og jeg var de ukendte medlemmer af Beatles. De gjorde jo det hele selv,” ler Vinterberg over sin perifære instruktøropgave med gruppen, der senere skulle blive til Lex & Klatten (Martin Brygmann, Peter Frödin, Hella Joof og Paprika Steen).
CaféTeatret var dengang kendt for at lade dem, der ikke kom ind på scenekunstuddannelserne, debutere der, og Maria Vinterberg blev hængende. Med glæde i stemmen fortæller hun, at daværende leder af CaféTeatret Erling Larsen, har sagt til hende, at hun med Teatret ved Sorte Hest har skabt en ny kuvøse for unge kunstnere.
Perspektivet er et andet
Teatret ved Sorte Hest er omdrejningspunktet for Maria Vinterberg og sådan er det særligt blevet, efter hun mistede sin yngste datter i en bilulykke i 2019.
”Teatret her er det eneste, jeg genkender fra det liv, jeg levede før. Jeg har nærmest en rendegrav hertil fra mit hjem. Det eneste, jeg gør, er at gå herhen og så forsvinder jeg op teatrets univers. Alt har en mærkelig klang for mig efter den dag. Jeg kan næsten ikke huske, hvem jeg var,” fortæller hun, og fortsætter:
”Perspektivet er et helt andet og det har haft 100 % indflydelse på mit virke. I al sin gru har jeg ikke lavet bedre forestillinger end dem siden da. Min krisepsykolog synes, det var vanvittigt at lave Godot – med to mennesker på en vej – men præsten Mikkel Wold, som begravede min datter sagde: Du kan jo ikke lave Morten Korch nu. Jeg kan ikke længere lave teater, der ikke giver mening på det personlige plan. Det holder mig i live. Og jeg skylder min ældste datter at holde mig i live.”
Her har jeg fundet en stemme
Maria Vinterberg fortæller, at de absurde tekster, som er blevet hendes varemærke, også betyder meget i den sammenhæng.
”Jeg presser jeg mig selv så hårdt med arbejdet og i det absurde univers kommer jeg hen til der, hvor det handler om noget. Hvor jeg kan forstå mig selv. Det er forskellen på at lave Norén og de absurde ting. Her har jeg fundet en stemme, som er den eneste måde, jeg kan oversætte mig selv. Noget genkendeligt. Jeg har aldrig villet være andet end en, der kan håndværket, men med det absurde oplever jeg, at jeg forstår kunsten. Den lise, jeg har fundet inde i brutaliteten i Godot, det er så sindssygt.”
Hun har ikke meget til overs for de undervisere, der siger, at det absurde ikke har mening, men bare skal opleves som musik eller en følelse.
”Jeg har ikke lavet en eneste af dem uden at forstå hvert eneste ord. Jeg ved godt, hvad det er, og skuespillerne ville aldrig kunne lave det, hvis de bare skulle spille på en følelse. Hvert ord er en aftale, det er så stramt bygget op, og hvis de ikke forstår det, kunne vi lige så godt lade være. De første fire uger går med at forstå, og lige pludselig kan de også mærke det i bevægelserne i arrangementet,” fortæller hun og peger igen på den kollektive proces, der er så vigtig for hende:
”Med Godot var det Nicolas Bro, der ringede for mange år siden og spurgte, om vi ikke skulle lave den sammen. Nogle gange får man nogen i hånden på vejen. Man kan kun lave de forestillinger sammen”.
Klassikernes DNA
Da Maria Vinterberg første gang kastede sig over det absurde med Eugène Ionescos Den skaldede sangerinde, var der én, der sagde: ‘Hvorfor fanden vil du lave det gamle lort?’ Men for Vinterberg taler de absurde klassikere ind i tiden.
”Min påstand er, at mesterværkernes DNA er, at de til enhver tid kan skrive sig ind i tiden,” siger hun og nævner Ionescos Enetime, som hun i to omgange har lavet med Mads Wille i rollen som den sadistiske lærer.
”Første gang blev Peter Madsen læst ind i det, selvom det først skete, efter vi var gået i gang. To år efter var der metoo over det hele,” siger Maria Vinterberg og forklarer, hvordan hun og Wille gennemtrawlede manuskriptet og konstaterede, at eleven i stykket siger ”fucking ja hver gang. Så indførte vi, at han skulle holde pause og kigge på hende hver gang, han havde spurgt, om de skulle fortsætte. Så kom det hele til at handle om hendes samtykke. Og det er det vildeste med mesterværkerne. Det kan de bare. Man behøver ikke forklare, at det er superaktuelt,” siger hun fascineret.
Det bliver for professionelt
Det er ingen hemmelighed, at økonomien er stram på Teatret ved Sorte Hest, hvis bevilling som Lille Storbyteater i Vinterbergs tid er skåret, så hun nu kan lave halvanden egenproduktion om året mod 2,5 da hun overtog teatret i 2012. Meget har ændret sig siden En verdensomsejling under bordet blev en succes, og dermed sikrede Vinterberg arbejde.
”Dengang fik en instruktør typisk 5-6 opringninger forud for sæsonen og så valgte man tre og så var det år fyldt ud. Det var luksus, en helt anden tid. Nu laver instruktører mest egne projekter. Jeg har sjældent råd til at ringe til nogen, folk kommer med deres egenfinansierede projekter”.
Det fungerer godt for Vinterberg ud fra kuvøse-betragtningen, men projekterne har tit svært ved at sælge billetter og får også teatrets repertoire til at fremstå som en blandet landhandel.
”Jeg synes ikke, det er enkelt at lave et repertoire, og jeg ved, at jeg ikke bliver populær på at sige, at jeg synes, der skal være en kunstnerisk leder. Det er en problematisk ting i tiden, at ikke-kunstneriske ledere sidder og får ideer og bestemmer, hvad man skal lave og indenfor hvilke rammer. Jeg vil til enhver tid hellere høre noget fra dem, der har noget på hjerte, end jeg vil sætte dem til at lave mine dårlige ideer,” slår hun fast og uddyber:
”Det bliver for professionelt, hvor man nærmest har mere fokus på at trykke T-shirten end på selve forestillingen. Det er et kæmpe problem, at mange kolleger har mere fokus på at intellektualisere og målrette efter bevillingsgivernes buzz words”.
Det er jo ikke et bilfirma
Selv er hun glad for at have fået mulighed for at leve sin drøm om det absurde ud på Teatret ved Sorte Hest. ”Det er en oase, men det skal jo ikke jo blive et museum. Det her var min drøm, og så kommer der nogle med en anden drøm bagefter. Det er jo ikke et bilfirma, der skal gå i arv,” siger hun, der dog ikke er helt færdig med stedet endnu, men drømmer om at gøre det til er repertoireteater.
”Vi har i år givet alle vores kunstnere en æresstol, for de er jo vores ‘gratis’ ensemble. Kongstanken er at lave et nyt flagskib hvert år og bygge et repertoire op på den måde. Så kunne vi måske også skabe rum for at udvikle ting i workshops, så repertoiret bliver mere vores end det er nu med alle projekterne. Den største drøm er måske at nå dertil, hvor vi kan tage på festival og lave udvekslinger med fx Théâtre de la Huchette i Paris, der i 62 år har opført Enetime hver aften,” fortæller hun, før hun stilfærdigt vender tilbage til nutiden:
”Jeg er smerteligt klar over, at jeg kører på et sorgens overgear lige nu af nød, men jeg er også begyndt at finde en måde at være i verden på. Det, jeg har været mest bange for, er ikke længere at kunne få ideer, men på den første produktion efter ulykken, Enetime, sagde Mads Wille en dag, hvor vi gjorde noget nyt: du har fået en ide”.