SaltoMortales gæstespil Pan på Takkelloftet sejler med sit portræt af mandlig lyst og selvdestruktion i minefyldt farvand. Og selvom den musikdramatiske opsætning nærmer sig det abstrakte, er den effektiv og tankevækkende.
Der lægges ud med en spiller, for vi er jo i Operaen. Joen Højerslevs martrede Vermand, den ene af de to hovedpersoner i SaltoMortales gæstespil Pan på Takkelloftet, står med hånden under sin grønne badekåbe og stønner. Han er, med egne ord, en af de mænd, der elsker alle kvinder, men som alle kvinder ignorer. Håret er tilbagetrukket og slikket, selvynken udtalt.
Over for Vermand spiller hans modstykke, machomanden Glahn i skikkelse af blaserte Olaf Johannesen. Træt af kvinder, mættet af sit livs erobringer og i øvrigt hjemvendt fra Afghanistan til ”krigen på hjemmefronten”. Hurtigt er han i gang med stuepigen på Hotel Mach, og lige så hurtigt vender han sig bort i væmmelse, mest over sig selv. Så er de arketypiske manderoller og kvindelige sexroller ligesom tegnet op.
Mandens behov og kvindehad
Pan er, i Kim Leines bramfri bearbejdning af Hamsuns roman og i Line Paulsens skiftevis korporlige og abstrakte iscenesættelse, et stykke musikdramatik, man sagtens kan forfærdes over. Sikke de to mænd kan tale om egne behov og kvindehad. Og hold da op, hvor Cille Buchs adrætte sopran, klædt som rengørende sexfantasi, kan kaste sig for fødderne af Glahn.
Heldigvis er der flere lag i forestillingen end orgasmer og liderbassekomik. Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi er spartansk: hvide roser, et afblomstret træ, en metalseng og en trillebør med jord. Det giver plads til de to skuespilleres desperate monologer, men også til Buchs kropslige udfoldelse og Tobias Ørums betagende blide tenorrolle i baggrunden.
Effektiv musik
Selvom han kun har cellist Ida Nørby og pianist Charlotte Thaning til rådighed, formår komponist Karsten Fundal at skabe nogle effektive øjeblikke. Den musikalske kombination af skuespillernes monolog, sangernes ofte melankolske linjer og musikernes angreb på egne instrumenter skaber en spænding og flertydighed, som er med til at folde Leines eksistentielle tekst ud.
Nogle gange understøtter musikken handlingen helt åbenlyst. Cille Buchs stuepige synger orgastiske melismer i sengen, mens Thaning spiller romantiske akkordbrydninger på klaveret, som om det var en harpe. Ren pastiche, for så vidt. Andre gange bruger Pan musikken til at understrege de forpinte mænds ynkelighed, som når cello og klaver spiller klagende mol, mens Glahn fortæller, at han i stedet for kvinder vil have koteletter, sovs og kartofler.
Rå, men distanceret
En konfrontation mellem Vermand og Glahn, de store enetalere, er uundgåelig til slut. På den ene side har vi Vermand, der udlover ”mit kongerige for et hul mellem benene, hudfolder og lidt slim”. På den anden side den selvdestruktive Glahn, der indser, at han er ankommet til hotellet for at dø: ”Alle mænd er liderlige, alle mænd er død, alle mænd er Hitler,” ræsonnerer han på vegne af hele sit køn.
Egentlig dramatiske figurer er de to ikke. Dertil er de for abstrakte og nærmest allegoriske. I den forstand er Pan en forestilling, der nok taler i et direkte sprog, men grundlæggende befinder sig i en coolness af abstraktion. Librettoen er rå, men distanceret. Det sceniske forløb er relativt actionfyldt, og musikken er effektiv, men svinger sjældent selv taktstokken.
Nogle vil mene, at Pan rammer skævt ned i en MeToo-tid. Det synes jeg faktisk ikke selv. Joen Højerslev og Olaf Johannesen brænder ret flot igennem med deres portrætter af to arketyper, der forveksler svaghed med styrke. Og forestillingen lader ingen af dem slippe helskindet igennem opholdet på Hotel Mach, hvor de hver især tror at være en gud i egen verden.
Denne anmeldelse er en del af ISCENEs fokus på Opera med unge stemmer, der er støttet af Augustinusfonden.
