Del

Epidemikommissionen har anbefalet at lukke bl.a. spillesteder og teatre, da der er særlig stor risiko for superspredningsbegivenheder og smittespredning på områder, hvor mange personer samles. Et bredt flertal i Folketingets Epidemiudvalg har fulgt kommissionens anbefaling om nye restriktioner for kulturlivet.

På baggrund af hastigt stigende smitte med den nye omikronvariant har et politisk flertal på møde i Folketingets Epidemiudvalg den 17. december 2021 besluttet at indføre en række yderligere restriktioner på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen.

Det betyder, at en lang række arrangementer og begivenheder i kultur- og idrætslivet bliver lukket. Det drejer sig bl.a. om følgende lokaler og lokaliteter: Spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse, folkehøjskoler, zoologiske anlæg, akvarier, samt lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles folkeoplysende aktiviteter og idrætsarrangementer med betalende tilskuere.

Desuden er det besluttet at indføre krav om mundbind i de lokaler på kultur- og idrætsområdet, der ikke er lukkede. Det drejer sig bl.a. om biblioteker, idrætshaller, træningscentre, musikskoler, foreningslokaler og svømmehaller.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

“Jeg er fuldt ud bevidst om, hvor meget kulturlivet har været igennem under corona. Det gør derfor ondt, at vores kulturliv kan se frem til omfattende restriktioner igen. Kulturlivet lever af at samle os, men i øjeblikket er vi nødt til at holde afstand. Vi står over for en ny coronavariant med voldsomt højere smitterisiko end tidligere varianter. Især er der risiko for superspreder-begivenheder. I regeringen har vi derfor fulgt anbefalingen fra Epidemikommissionen om at lukke ned for steder og begivenheder, hvor mange samles. Det har vi fået opbakning til fra et bredt flertal i Folketinget. Det er afgørende, at kulturlivet nu får hjælp. Derfor ser jeg frem til sammen med Folketingets partier at aftale, hvordan vi får kulturlivet økonomisk igennem den næste tid.”

Fakta om restriktioner på kulturområdet

Følgende lokaler og lokaliteter skal holdes lukket for offentligheden:
– Lokaler og lokaliteter, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.
– Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse og lignende.
– Zoologiske anlæg, akvarier og lignende.
– Folkehøjskoler, aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitet.
/

Der indføres desuden krav om brug af mundbind eller visir for besøgende mv. på 12 år og derover i lokaler på kulturområdet, hvor der er offentlig adgang, herunder de steder, hvor der gælder coronapas, og som ikke lukkes. På den baggrund indføres der krav om brug af mundbind eller visir i følgende lokaler:

– Lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, herunder svømmehaller, idrætshaller, træningscentre og foreningslokaler biblioteker, arkiver, musik- og kulturskoler, andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet.

Endvidere har Epidemikommissionen indstillet, at der indføres krav om mundbind eller visir for elever, studerende, ansatte og besøgende på de videregående uddannelsesinstitutioner, når de bevæger sig rundt på og opholder sig på fællesarealer – ikke i forbindelse med undervisning og eksamen. De hidtil gældende undtagelser, herunder for siddende personer, for udøvende mv., vil fortsat finde anvendelse.

Endelig opfordres der til, at man ikke deltager i foreningsaktiviteter, herunder idræts-aktiviteter mv. i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.

Restriktionerne gælder foreløbigt i fire uger.

Kilde: Pressemeddelelse Kulturministeriet

Fakta om kompensation

Der er den 9. december indgået aftale om åbning af de generelle hjælpepakker til dansk kultur- og erhvervsliv. Læs mere her. Regeringen forventer at lægge op til, at restriktioner ledsages af hjælpepakker. Så snart det er muligt at melde mere konkret ud om hjælpepakkernes indhold, vil dette naturligvis blive gjort.

Yderligere oplysninger: Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16