Fængselsdigte på Det Kongelige Teater er en hård nyser fortalt ganske blidt af en af dansk teaters mest mangefacetterede kunstnere, Karen-Lise Mynster, der selv har skabt forestillingen på basis af iranske Mahvash Sabets digte.
“Vi drikker sorgsaft, mens natten vokser sig sort”.
Smerten er hørbar i Mahvash Sabets digte, som Karen-Lise Mynster har omskabt til en blid, sort perle af længsel. I mørket starter vi, inden lyset tegner en firkant. I den en kvinde i gråt. Navnløs. Historieløs. Hun er alle uretfærdigt fængslede fanger. Dog maler sproget med den særlige tone, der lader os at ane, at forfatteren kommer fra det mellemøstlige område.
Under det hele dirrer længslen
Mahvash Sabet er iraner. Hun blev i 2008 anholdt og to år efter dømt for at have undergravet statens sikkerhed som medlem af et forbudt trossamfund. Hun afsonede ti år og begyndte at skrive digte i fængslet som en overlevelsesstrategi. Kradset ned på stumper og lapper, der blev smuglet ud af fængslet. Udgivet første gang i 2013, fire år før hun blev løsladt.
“Der er intet sted, du kan trække vejret her”.
Alt er gråt, mørkt. Alle handlinger er repetitive. Klaustrofobisk. Lukket inde i et bur, adskilt fra verden med lugten af død fra alle forgængerne hængende i skyggerne. ”Hvornår er du mest ensom,” spørger hun igen og igen, og ender med det hjertegribende svar; ”Når ingen forstår dig”. Ja, så er du i sandhed ensom. Og hvem forstår dybden af tortur og isolationsfængsling, der ikke har været der selv?
Under det hele dirrer længslen. Efter frihed, efter nærvær, efter den friske luft, efter sig selv. ”Lad mig aldrig falde, aldrig frygte. Lad mig træde frem, blive ved med at gå,” formaner hun sig selv, da håbet er ved at glippe. Længslen kommer ud i skriften, hvor den forvandler sig til smertesprængte, nøgterne registreringer af tortur, men også foldes ud i farverige naturbilleder. Skriften holder vanviddet ude og længslens sår åbne.
Intenst nærvær og klangen af Patti Smith
Karen-Lise Mynster er en scenekunster i særklasse. Hun fylder rummet med intenst nærvær og en stemme, der strækker sig fra den stille, søgende hvisken til de fuldtonede, næsten brechtske sangsekvenser. En flot, rivende, ja næsten Patti Smith-agtig lyd var der på flere af sangene. Vekselvirkningen mellem tale og sang blev ikke helt forløst, eller i hvert fald var der et potentiale for mere dynamik end den næsten sømløse sammenfletning af talens brutalitet og sangenes længselsfulde håb.
Henriette Groth har komponeret det gennemgående lydspor og spiller selv på en række tangent- og blæseinstrumenter. Jeg lod mig af og til distrahere for meget af den diffuse elektroniske susen, der var bagtæppe til en del scener. Den blev forstyrrende, mere end fortællende i et ellers inciterende og meddigtende lydbillede.
Fængselsdigte er en hård nyser, der fortælles ganske blidt af en af dansk teaters mest mangefacetterede kunstnere. Karen-Lise Mynster har selv skabt forestillingen og lykkes med en poetisk og vigtig fortælling, der desværre fortsat er aktuel for alle samvittighedsfanger rundt i verden.
