Støtter man Rusland ved at opføre russiske værker i Danmark? Debatten har været ført på de fleste medieplatforme, siden kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen forleden bad statslige kulturinstitutioner droppe russiske aftaler og opfordrede andre kultursteder til at gøre det samme.
Branchen reagerede promte og tog forestillinger af programmet. Den russiske Nationalballet kom derfor ikke til at danse Svanesøen og koncerten med den russisk-østrigske operasanger Anna Netrebko blev aflyst i Musikhuset i Aarhus.
På Aalborg Teater skulle Anton Tjekhovs Ivanov være sat i scene af den russiske instruktør Yuri Butusov i den komende sæson. Forestillingen er aflyst og teaterdirektør Hans Henriksen begrunder valget med, at Aalborg Teater tager afstand fra det, der sker i Europa lige nu og derfor ikke kan sætte forestillingen op.
Men er det vejen frem?
Nej, siger teaterinstruktør Martin Lyngbo på sin Facebook-profil. Han er ulykkelig over, at Aalborg Teater vælger at droppe opsætningen af Ivanov: ”Vi har jo netop brug for de stemmer i nutiden, der tør sige Putin imod. Hele Putins fortælling er, at alle nationer hader russerne. (…). Den fortælling skal vi ikke lade ham vinde kontrollen over med vores handlinger. Så gør vi os selv til diktatorens nyttige idioter”.
Debatten er kompleks, for hvornår støtter vi Putin i hans fortælling om det onde Vesten, og hvornår lægger vi afstand til Ruslands rædselsvækkende invasion og krigsførelse?
Peter Lodahl, musikchef for Copenhagen Phil, fortalte i Berlingske 1.marts, at orkestret følger opfordringen om boykot og har fravalgt russiske solister og dirigenter i programmet, men også fortsat vil opføre værker af Stravinskij, Tjajkovskij og Sjostakovitj. I samme artikel støtter teaterchef Kasper Holten værkopsætninger af russiske kunstnere: ”Sjostakovitj blev jo selv forfulgt af Stalin, og det ville da være helt barokt at aflyse en regimekritisk opera (Næsen, red.)”.
Og russisk kunst bliver fortsat opført. I går havde Vendsyssel Teater premiere på Tjekhovs Onkel Vanja, der er iscenesat af den norsk-danske instruktør Geir Sveaass. Teaterdirektør Lars Sennels begrunder valget om at gennemføre opsætningen således: ”Vi er naturligvis meget påvirkede af situationen i Ukraine og føler med det angrebne folk. Vi opfatter det som relevant klassikerteater til tiden. Langt de fleste russere er jo ganske almindelige borgere, der lider under en magthaver, som ikke kan styre sig. Deres ønsker må vige for dem, der sidder på magten. (…) Vi håber, at vores forestilling kan være med til at nuancere forståelsen af Ruslands mangeårige historie med diktatoriske herskere”.
Der er ikke ét rigtigt svar på spørgsmålet. Det vigtige er at tage stilling, og heldigvis handles der i hele branchen. Det viser endnu engang, hvor vigtig kunsten er – også i den storpolitiske verdens agenda.
