Del

Fishtail

3.-12. mar 2022

Bådteatret

Holdet bag Fishtail har skabt en sanselig ungdomsforestilling inspireret af det smukke eventyr, Den lille havfrue. Med fantasifulde dukkekarakterer udsætter de køn og identitet for en debat om fiskehaler og menneskeben. Det undersøgende og fantasifulde element, personificeret ved dukker i alle kreative former, er forunderligt og overraskende velfungerende, selvom dannelsesprojektet får rigelig plads.

Bådteatret føles i sig selv som et akvarie i sin svagt motorlugtende, vame sal. Scenen er lukket inde i lange tylgardiner belyst med blålige farver og et lille rigtigt kvadratisk akvarie på forscenen. For en stund går tiden i stå sammen med fordommene om, hvem du må være. For kun hvis du elsker ”rigtigt” kan du få en sjæl med evigt liv. Marcus Roydes danser med dragende nærvær i en fyldig havfruenederdel, og de dukkelignende, stive bevægelser synes at afspejle ubehaget ved ikke at være sig selv. 

Fiskedukken vil vide, hvordan det går, og om det var noget med nogle ben? Der er rollemodeller nok, for i løbet af forestillingen bringer den dygtige dukkefører, Astrid Kjær Jensen, mindst seks særegne dukkekarakterer i spil. En dukke har dukkeførerens fingre som ben og spadserer undersøgende rundt på danserens krop, men ved mødet med akvariet opstår en transformation. Blå farve opløses i vand, mens lys og skygger reflekteres. Dukken får havfruehale og svømmer lykkeligt rundt til elektronisk, glad musik. 

Fishtail, AniMaNi, Foto: Anders Nydam
Fishtail, AniMaNi, Foto: Anders Nydam

Du dør af iltmangel udenfor dit rette element

Indimellem hører vi anekdotiske speaks om at føle sig forkert eller have svært ved at gå i skole eller finde nye venner. Visuelt ser vi befrielsen over endelig at springe ud, italesat som følelsen af ”ikke at være her” til ”kan du se, hvad du er?” Der synges med discokugle under armen eller viklet ind i tyl som rockstar i eget liv. Skuespiller Troels Kortegaard Ullerup både danser og synger, så vi føler med de kortvarige karakterer. 

Hans tohovede, måske janusinspirerede, pas de deux med danseren har et scenisk nærvær, der beviser, at der kan danses stort på små scener. Er det sådan, det er at blive set, som den man er, eller er det et nyt ”woke” up call? Man fornemmer en rastløshed, mens scenerne zapper videre i en evig søgen efter mening i nye former. Emil Assing Høyers elektroniske musik stikker ikke af, men skaber stemning og medfortokning.

Fishtail, AniMaNi, Foto: Anders Nydam
Fishtail, AniMaNi, Foto: Anders Nydam

Nogle kæmper for luft under vand, mens andre får en havfruehale. En dukke, bestående af to kæmpe øjne på stilke vil vide, hvad den kan hjælpe to lange ben med? ”Jeg vil have en hale!,” siger benene. Benene vikles sammen, mens små klokker bimler under vand. Er det et varsel? For alt kommer tilsyneladende med en pris. I havet er der også skrald og plastik, som kontrast til H.C. Andersens egne ord om havet ”så blåt, som bladende på den dejligste kornblomst”. Den poesi tilfører ressonans til de moderne tekster og kunne fint dyrkes mere.

Fra Disneys Ariel til Andersens transseksuelle fantasi

Det er ikke et nyt greb, AniMaNi tager på H. C. Andersens elskede eventyr. Forskere som Dag Heede har fremhævet tolkningen af Den lille Havfrue som en transseksuel fantasi og en drøm om at kunne skille sig af med sin ”hale”. AniMali siger, de vil ”dykke ned i den personlige forvandlingsfortælling om den ensomhed der opstår, når man ikke bliver set, som den man er. Når man er et ubestemt sind i en bestemt krop”. 

Fishtail, AniMaNi, Foto: Anders Nydam
Fishtail, AniMaNi, Foto: Anders Nydam

Og de gør det ikke uden humor. Det er næsten et revyagtigt indslag, når dukkeføreren midt i forestillingen lægger sig på ryggen med Disney-figuren Ariel tegnet på hagen tilsat lilla paryk og kostume. Ariel er kommet for at sige undskyld for at sætte heteronorme varemærker på vores tænkemåder. Dette indslag bryder  med dannelsesprojektet, der sine steder kan blive lidt tungt. Et frirum med absurditeten som forløsende indpakning af den hævede pegefinger.

Forestillingen er samlet set en fin hyldest til performancekunst grænsende til det absurde, hvor politisk 70’er teaterstøv møder fransk sanselighed i en über woke indpakning. Nok er der indimellem lidt skarpe overgange mellem scenerne, men de forskellige kunstneriske udtryk er vævet sømløst sammen, som binære enheder. 

Ide/koncept: AniMaNi. Iscenesætter: Johan Sarauw. Koreograf: Ida Katinka Fridan Pedersen. Dukkemager: Line Gringmuth Aagaard. Skrædder/kostumer: Line Lund Bak. Kreativ/magisk konsulent: Mads Ananda Lodahl. Scenografi, Lys og Produktionsleder: Victor Nuno Lyse. Dramatiker: Bjørn Rasmussen. Komponist og lyddesigner: Emil Assing Høyer. Lyd-assistent : Christian Hørby Rasmussen. Grafik: Elena Biner. Sangene er komponeret af holdet.

Medvirkende: Danser: Marcus Alexander Roydes. Dukkefører: Astrid Kjær Jensen. Skuespiller: Troels Kortegaard Ullerup.

Gæsteoptræder på Bådteatret fra 3. - 12. marts 2022.